Kusine-søstrene

“Auntie gone now, Thushara. Flying in the sky”, siger Mille til vores husholderske.

Symbiosen er brudt.

Me(n)tal-træthed er dagsformen.

Jeg er trist og glad på samme tid.

Der var afsked igen imorges. Og jeg synes fandeme, at det er hårdt.

Jeg forsøger at kysse Jo ligeså stille farvel, så hun ikke bliver forskrækket over sin lettere debile Moster kl. 6 om morgenen.

Og jeg klemmer livet ud af min Søster, mens jeg minder mig selv om, at vi ses om et par uger til juleknas i Danmark.

Mit søsterskab er allerede fyldt af savn, før de overhovedet er kommet ud af døren – men der ligger heldigvis også en masse dejlige minder og oplevelser på hylderne.

Kusine-søstrene har huseret i 11 dage for fuld udblæsning. De er fuldtidsakrobater og ballademagere, der ikke lader en chance gå forbi sig.

De har leget og pjattet, kysset og drillet, løbet og svømmet.

Ikke én gang har pigerne haft fat i Jo. De har deres daglige søster-sammenstød og nedsmeltninger, hvor det røde hår slår gnister. Men Jo er fredet.

Højt oppe på en kusine-piedestal.

Og vi har fået rigtig mange oplevelser sammen i storfamilien.

Ser baggrunden ikke næsten ud som en plakat eller et maleri?

Dubai er intet mindre end fantastisk, når jeg selv skal sige det.

Efter lækre middage med udsigt til Dubai Fountain og Burj Arab, vender vi back to basics med en lille ørkentur på den sidste aften, hvor trio’en fra Odense er hos os.

Pas på – der kommer kamel!

Vi er så klar til ørkenen. Og alle hjælper med at bære.

Vi nyder det bløde, varme sand i eftermiddagens sidste solstråler.

Og vi laver lejr med telt, bål og bambuspinde til snobrød.Onkel er kommet lidt på arbejde med at tænde bålet, fordi jeg ikke har tændbriketter med.

Men jeg lister da bare over en sandbanke til nabo-grillfesten og beder om hjælp.

Og det virker, for jeg returnerer ihvertfald med hånden fuld af briketter og fornyet tro på det gode i mennesket.

Min niece Jo er vild med den store sandkasse og nikker ivrigt, når jeg spørger, om hun kommer med mig på ørkentur igen en anden gang.

Min svoger lister afsted på enmandshånd – væk fra de 2 evigt-talende søstre. Han har taget en række fine fotos, som jeg lige vil dele med jer.

Jeg fotograferer selv ivrigt. Motiverne – skyggerne, farverne, bølgerne i sandet, de ivrige børn – er så smukke. Og så forsøger jeg at holde trit med klatretøserne.

Se, en glad badutspringer i uendeligheden!

Efter lidt tid vender vi retur til vores lille lejr, mens solen går ned. Nu skal der grilles pølser og snobrød.

Prøv lige at se de to trunter i de behagelige stole, som muligvis var tiltænkt de voksne.

Her får Moster og Mille sig lige en snak. Der er stort set ingen fotos af Cille, da hun vandrer rundt alene bag et par sandbanker – tilfreds i sit eget selskab midt i evigheden.

Martin kommer ud til os, netop som gløderne er allerbedst til at bage brød.

Det her er – i mine øjne – den perfekte afslutning på en masse dejlige dage.

Helt nede på jorden (eller rettere: nede i sandet) og med absolut intet andet at foretage sig end at skovle lommerne fulde af sand, fordøje de mange oplevelser og stirre ind i bålets flammer.

Kom snart igen, alle 3. Hej sålænge!