Danglish-Darlings

Det er efterhånden længe siden, at jeg har berettet om Cille og Milles (to-)sproglige udvikling, som deres Mor – Sprognørden – er evigt fascineret af.

Jeg har altid selv drømt om at være fuldblods-flersproget og fantaseret om, hvor spændende det måtte være, hvis man var vokset op med 2 eller flere modersmål.

Men sådan skulle det ikke være.

Det lå ikke rigtigt i kortene.

Og uanset hvor udmærket mit engelske og spanske er (eller bliver…), så er der en fin lille dansk accent, som lurer i kulissen.

Min Mor blev nemlig aldrig forført af sin franske penneven og ungdomsdrømmene om Norge blev droppet til fordel for den danske kæreste, som senere blev min Far.

Så jeg blev således tildelt 2 danskere i forældre-lotteriet og en medfølgende kernesund opvækst i Wæstjylland, hvor dialekten på mange måder vel er en fordrejet version af engelsk? Eller er der også lidt tysk indover?

Wha’ clock er ‘et i jawten?

Ska’ vi sies o’ Won’ste?

Men selvom vi er 4 danskere under ét tag i en Ørkenstat, så er der stadig mange Danglish-guldkorn og flersprogs-blomster dagligt – også selvom Cille med alderen er blevet langt bedre til at adskille de 2 sprog.

Mille derimod gør præcist som Cille gjorde i 2½-års-alderen. Hun blander de 2 sprog i én stor pære-porridge!

Der bøjes engelske verber på dansk manér: “Mummy, you need’er do it now and say’er please to Mia”. Og der indsættes danske verber i engelske sætninger, hvis man ikke lige kan huske den engelske pendant: “Mia henter coffee for Mummy”. Eller den modsatte vej rundt: “Kom Cia, vi hide’r for Daddy”.

Efter vi er flyttet til Dubai, har vi fået mange danske venner og legekammerater. Så interessant nok har de to trunter langt større mulighed for at øve sig på dansk nu, hvor vi bor endnu længere væk fra Danmark, end de havde, da vi boede lige ovre på den anden side af Nordsøen i England.

Vi er heldige med, at ingen af pigerne er generte, når det kommer til det at tale flere sprog. De har levet hele deres liv på denne her måde, og jeg opfatter ikke, at de skelner imellem sprogene, eller overvejer, om det nu også er “normalt” at “talk’e Danglish”.

Her i Dubai bliver Cille også undervist på arabisk flere gange om ugen, samtidig med at der i en almindelig skoleklasse er cirka 30-40 nationaliteter, som alle kommer med ét eller flere modersmål i den mentale rygsæk.

Og sammen finder børnene frem til en bizar form for Dubai-engelsk, der helt og aldeles har undermineret Cilles ellers så nydelige, britiske accent.

Særligt hos Cille kan jeg se, at hun er fortsat med at have engelsk som sit indre sprog. Når hun leger, tegner og skriver, så foregår alt på engelsk. Når hun leger med danske kammerater, så starter hun oftest ud på engelsk, glider over i dansk (når hun registrerer at de taler dansk), og så slutter hun ofte af igen på engelsk, når hun bliver træt.

Det er ikke sjældent, at jeg lister ind på Cilles legeværelse og opsnapper, at der sidder 2 danske piger, som kun taler engelsk til og med hinanden!

I Cilles klasse er hun den eneste hel-dansker, men der er 2 andre piger som er halvt-danske. Vi forældre har forsøgt at forklare pigerne, at de kan tale det hemmelige sprog dansk sammen, men de kigger blot på os, som om vi er blevet sære.

Skolesproget er engelsk, og de har slet ikke fantasi til at slå over i dansk.

Fra næste skoleår overvejer vi et skoleskifte, således at Cille kan få dansk modersmålsundervisning i løbet af skoledagen, da det bliver udbudt på en skole lige i nabolaget.

Det ville være dejligt at få hende introduceret til at læse og skrive på dansk fra 6-års-alderen, præcist som ethvert andet dansk barn ville blive det.

For det skriftlige dansk er jo vigtigt at kunne, så hun ikke bliver umulig at integrere i en dansk skole engang ud i fremtiden…

Her til aften introducerer Farmanden den gamle sangleg “Bro, bro, Brille” for pigerne.

De er ellevilde og efter et par gentagelser, synger Cille med fuld skrue på selvtilliden:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
Kejseren står på sit høje hvide slot,
Så hvidt som et kridt,
Så sort som et kul 

Father, father Christmas, 
Døden skal du lide,
Den, som kommer allersidst,
Skal i den sorte gyde

Dén version nænner jeg simpelthen ikke at ændre på.

For nu skal vi med garanti lege den sangleg den næste måned ved putte-tid, og så må min belønning være en smug-griner, hver gang hun truer Julemanden på livet.

Pigerne endte i øvrigt ikke i den sorte g(r)yde, men i stedet bag tremmer.

Som en ren kærlighedserklæring, valgte Mille at forære en sut til sin Storesøster, der grinende tog imod den.

Good night, say’er the Danglish Darlings.