Diwali, Hijiri og Onkel J

Universets små røvhuller

I dag starter dumt.

Og jeg har svært ved at ryste det af mig igen, så jeg vader rundt som en irritabel bitch hele dagen.

Ramt på min stolthed.

Ramt på min retfærdighedssans.

Episoden forløber således:

Jeg står som nummer 3 i kaffekøen i fitnesscenteret.

De 2 damer foran mig har bestilt deres kaffe, og nu venter de pænt på resultatet. Alt ånder fred og fordragelighed.

IMG_3836

En sær snegl har netop smidt sin bil foran centret, og da hun kommer ind i caféområdet, går hun direkte ind foran mig i køen.

Den filippinske barista virker ubehageligt til mode, da de 2 damer er blevet serviceret, og han nu står over for en situation, hvor én kunde er gået ind foran en anden, der allerede har ventet i et stykke tid.

“Can I have a coffee made on coconut milk”, siger den sære snegl.

Jeg kigger på hende og siger: “Excuse me, it was actually my turn”.

Hun ser på mig og svarer: “But I am in a hurry, I need to get to a meeting and you are not in a hurry”.

Mit hjerte flyver op i halsen. Pulsen dunker taktfast i mine tindinger.

Det er “point of no return”. Konfrontation er uundgåelig.

For jeg vil ikke acceptere at blive behandlet så uretfærdigt.

Jeg er færdig med at lade andre få det sidste ord, bare fordi de er uforskammede eller frækkere end undertegnede.

Jeg siger stille og roligt: “How can you know that I am not in a hurry?”

Hertil svarer hun: “Well, you are clearly not in a hurry and I need to get my coffee now”.

Min vrede stiger: “My time is no less valuable than yours – and besides, I did wait in the queue and it is now my turn”.

Jeg bestiller min kaffe hos den tydeligt berørte barista. Han flyver rundt i manegen med mælk og espresso.

Da jeg er igang med at betale, siger jeg ligeså stille til kvinden: “I cannot believe that you didn’t just ask me, if you could go first. A simple and polite question could have resolved this easily”.

Kvinden stirrer vredt på mig: “I am not talking to you again. I have had enough of you”.

I dette øjeblik bliver jeg reddet af min veninde N, som netop stryger forbi. Et rent tilfælde. Hun fornemmer straks, at der foregår et eller andet sært.

Mine hænder ryster. Mine skuldre sidder oppe omkring ørerne. Uanset, at retten er på min side (og jeg føler et ubændigt behov for at stå fast på min sag), så er denne form for konfrontation ubehagelig og noget, som sætter sig i kroppen på mig efterfølgende.

Spørgsmål om min egen evne til at vurdere situationen flyver også rundt i mit hovede.

Har jeg misforstået det hele? Er det mig, der har uret? Er jeg en stivstikker, der tager mig selv alt for seriøst?

Da kvinden haster forbi os med sin kaffe, vender hun sig diskret om og hvisler til mig: “Fuck you”.

Det er første gang, at et menneske har sagt sådan til mig. Direkte i mit åbne ansigt.

Måske er det vores 3 år i England, der gør udslaget, men ordet fuck har ihvertfald en langt større betydning for mig nu om dage. Det er ikke et ord, jeg bruger om småting eller tager let på. Ikke mere, ihvertfald.

Jeg er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er tydeligt for enhver.

Og forleden gav Cille mig et gult kort som advarsel for min dårlige opførsel – og hende her damen burde ihvertfald stå til et rødt kort!

Yellow card, Mum

Yellow card, Mum

Hun står sikkert i lort til halsen, når hun opfører sig så aggressivt og dårligt overfor et uskyldigt medmenneske.

Men det fratager mig ikke retten til at udnævne hende til et af universets små røvhuller.

Et arrogant menneske, der har mistet jordforbindelsen og forventer, at alting drejer sig om hende. At andre skal flytte sig. At andre skal bøje sig. For hun kommer først, skal have først, vil tage først.

Jeg oplever indimellem mennesker her i Dubai, der har en højrøvet og forkælet adfærd, omend dagens eksemplar er en højdespringer.

Det er som om det høje serviceniveau og de mange tjenende ånder kan have en rædsom effekt på visse mennesketyper. Det stiger dem ganske enkelt til hovedet.

Pludselig kan de ikke vente pænt på deres tur til at blive serviceret, men går direkte uden om køen uden så meget som at skele til andre ventende.

Pludselig kan de ikke tale pænt til andre mennesker, men snerrer aggressivt ad alt og alle. Og essentielle ord som thank you og please er forsvundet fra deres ordforråd, sammen med evnen til at se et andet menneske i øjnene, når de taler (eller rettere – befaler).

Pludselig kan de ikke selv putte et par småting i poser i supermarkedet. De står med hænderne i lommen, mens en assistent må pakke alle varerne.

Pludselig er det supervigtigt, at deres mælkekaffe er præcist 57 grader varm.

Pludselig er det megairriterende, hvis de skal udvise en smule tålmodighed med et andet menneske, der måske har svært ved at forstå eller udtrykke sig på engelsk.

IMG_3845

Jeg trækker vejret dybt ned i maven i et forsøg på at få uroen væk.

Og så ser jeg op i frangipanitræets krone, mens jeg lytter til fuglenes kvidren og det springende vand.

IMG_3841

Der er så uendeligt smukt i Dubai. Paradisets Have.

Men der er et par stykker eller ti, der kunne trænge til en form for genopdragelsesrejse til et sted, hvor der falder hammer, når man ikke arter sig.

Måske skulle vi sende dem en tur til Saudi Arabien, så de kan vende lidt mere taknemmelige tilbage til Dubai?

IMG_3837

IMG_3843Som altid finder jeg en bizar form for beroligelse i at læse om andre, der har kæmpet hårdt for at nå et mål – eller som har det værre end jeg selv.

Det er lidt pinligt at indrømme det, men jeg har ofte brug for at søbe lidt i andres lidelse for at værdsætte mit eget liv lidt mere. Det fungerer vel som en form for mental huskeflad, så jeg ikke selv bliver til et af universets små røvhuller?

For dem er der mere end rigeligt af allerede.

IMG_3844

På hjemmefronten er der 2 søde og frække piger, som heldigvis hurtigt får mine cirkulerende tanker på afveje.

Det er godt, at jeg snart begynder på arbejde, så jeg ikke kan bruge så megen mental energi på noget, der fortjener et minimum af opmærksomhed.

Lille My lægger koncentreret make-up og udbryder stolt: “Look, Mummy, Mia is beaufi-fi-ful!”

IMG_3833

IMG_3834Og Cille skyper glad med sine gamle venner i England og tegner imens – man kan vel nemt to ting ad gangen?

IMG_3831

I morgen er der atter en dag.

Forhåbentlig da.

Og om ikke andet, bør jeg være taknemmelig for, at den grundfrustrerede dame minder mig om, at jeg skal gøre mit ypperste for at være et godt menneske. Hver eneste dag.

Med venlig hilsen,

Den Selvhøjtidelige Karma-Bitch

4 kommentarer

  • Birthe Bidstrup Holm Nielsen

    Åh, Tine. Det bliver ikke sidste gang, du oplever sådan en behandling, der er rigtig mange af hendes slags i Dubai, snotforkælede kvidemennesker, der tror de er mere end andre. Man skal passe godt på og holde jorforbindelsen, når man lever i Dubai. Hvordan tror du, det er at være maid i hendes hjem. Det kan jeg godt forestille mig.Arme pige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Birthe,
      Ja, snotforkælet er ganske rammende – og uforskammet!!!
      Det er omend vigtigere at holde jordforbindelsen i Dubai, hvor der er så mange “tjenende ånder”, det har du ret i. Og jeg skal gøre mit allerbedste for ikke at blive sådan!
      Hun var ikke et godt menneske – og jeg kan kun håbe, at hun ikke har en maid derhjemme!
      Mange hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh kender godt den fornemmelse, fx når nogen snerrer at mig på cykelstien selvom de har begået en fejl. Det kan sidde i kroppen resten af dagen, men heldigvis bliver det altid glemt senest dagen efter. F-ordet har jeg trods alt ikke prøvet endnu… Stakkels bitter kvinde der slet ikke kan finde rundt i almindelige sociale normer. Hun må være ensom.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Achtung Beauty!
      Det er lige før, at det er rart at vide, at det ikke kun er mig, der er lidt “tyndhudet” og kan have den slags episoder siddende i mit nervesystem en hel dag :-S
      Jeg har heldigvis glemt det hele til i dag og er kommet mig over både f-ordet og hele situationen 🙂
      Der er ingen tvivl om at kvinden var/er i problemer – ellers ville ingen have opført sig så dårligt!
      Knus til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Diwali, Hijiri og Onkel J