Maude

“Mam-Tini-Kaalu”, råber den filippinske sygeplejerske begejstret inde fra Al Zahra Hospitalets lille laboratorium. Det må vel være mig, hun kalder på?

Jeg futter ind til hende og trækker beredvilligt op i blusens ærme. Det dunker i mine tindinger og jeg har sovet elendigt.

Hun smiler og kigger intenst på en blodåre i min arm. “I take blood from this big one”, siger hun beslutsomt, og går igang med at fylde en serie af små glas med mit blod.

Efter at vi er flyttet til Dubai, har jeg desværre udviklet mig til lidt af en Maude. Der går måske en uge eller to i mellem at jeg “går op og lægger mig, Hans Christian”. Og det er da for galt.

Spændingshovedpine på spændingshovedpine. Som tenderer migræne, hvor jeg har kvalme og mest af alt ønsker at blive ladt alene i et mørkt rum uden lys, lyde og lugte.

Sådan har jeg aldrig haft det tidligere.

Så efter at have set mønstret i knapt et halvt år, beslutter jeg mig for at trille til konsultation hos en praktiserende læge idag.

Vi har sundhedsforsikring igennem Martins arbejde. Og hospitalet tager godt fat, når de får forsikringsselskabs-patienter.

Ihvertfald er det mit indtryk, at de hellere end gerne bestiller ekstra undersøgelser – og at der bliver udleveret godt med drugs, så kunderne i butikken er “tilfredse” og oplever at de “bliver hørt, set og hjulpet”.

Den irakiske, kvindelige læge tager venligt imod mig og lytter til min beskrivelse af symptomer.

Da jeg er færdig med at tale, smiler hun til mig og siger, at hun møder et væld af udenlandske kvinder, der har de samme symptomer, når de flytter til en varm ørkenstat og et klima, som er helt fremmed for dem.

Efter at have undersøgt mig grundigt på alle ledder og kanter, forklarer hun mig, at jeg fremover ikke må tage nogen former for hormonpræparater. At jeg skal drikke 2 liter vand om dagen. At jeg skal tage multivitamin- og mineraltabletter samt kosttilskud dagligt. At jeg skal sørge for at bruge A/C mindst muligt og indstillet på min. 26 grader.

Det lyder fornuftigt.

Herudover skal jeg få desinficeret hele vores A/C-system i hjemmet et par gange årligt, så vi ikke risikerer, at der er skimmelsvamp i systemet, som sætter sig i luftveje og blokerer bihulerne.

Og sidst, men ikke mindst, så skal jeg få tjekket mit syn.

Alt sammen ganske udmærket.

Men så tager tingene en drejning fra det (sund-)fornuftsbaserede til det (mildt-)tossede.

Lægen begynder at skrive recepter ud.

Der er et anti-inflammatorisk middel, som jeg skal tage i 10 dage for at sikre, at jeg ikke har betændelsestilstande i kroppen.

Og hun skriver et kvalmestillende middel ud, som jeg kan tage efter behov under migrænerne. Selvom jeg ikke har sagt, at kvalmen på nogen måde er overvældende.

Til slut får jeg lige en omgang muskelafslappende piller, som skal tages ved sengetid – fordi “dine ben bliver ret døsige af det, så du må ikke tage dem i dagstimerne”.

Jeg er ikke læge, men jeg må antage, at hun har udskrevet præparaterne, fordi de har en effekt i forhold til mine symptomer? Eller skulle hun mon gøre stor, hvid vikinge-dame glad og tilfreds?

Jeg har aldrig fået udleveret piller på denne her måde tidligere. Hverken i det danske sundhedsvæsen eller i det engelske.

Så nu overvejer jeg lidt, hvor mange af mine nye drugs, jeg overhovedet vil tage, mens jeg ringer til et sanitetsfirma, der kan skrubbe formodet skimmelsvamp ud af A/C-skakterne.