Afskeds-melankoli

Jeg går som katten om den varme grød i disse dage.

Træder mig selv over tæerne og er små-distræt.

Får intet udrettet.

Går med skyklapper.

Venter.

Jeg er på skolen igen for at aflevere flere papirer.

Og jeg er på tøse-shoppe-tur med Cille, der straks lokker mig ind på sin yndlingscafé.

Det er ganske ubegribeligt, hvor mange kager, jeg kan lykkes med at indtage i løbet af en uge.

Og mit over-jeg sender mig ned i fitnesscentret for at råde bod på synderne.

Hold kæft, hvor synes jeg, at det er megakedeligt i de der maskiner. Hvorfor gør vi det egentlig allesammen? Hvor mange af os er egentlig glade inde i det der lokale fyldt med andre, der sveder?

Men jeg har nok heller ikke råd til at rende rundt med Smoky George på en tennisbane 3 gange om ugen.

Det er som om gassen er gået af min mentale ballon, nu hvor kontrakten endelig er underskrevet og jeg egentlig bare venter på at komme igang med mit nye arbejde den 2. november.

Ventepositionen føles sær.

Det er nogle år siden, jeg sidst var uden for min hjemme-boble. Og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang igen.

Men samtidig er det også vemodigt at sige farvel til dén gode tid, hvor der var?god tid…

Jeg forsøger at nyde formiddagene, mens de endnu eksisterer som et frirum.

Læser en god bog i skyggen af et palmetræ. Svømmer et par længder. Flyder i vandet med øjnene fæstnet på den lyseblå himmel. Trækker vejret helt ned i mellemgulvet. Fornemmer duften af frangipaniblomsterne. Lytter til fuglenes kvidren.

Det sted her er vitterligt paradis – men det er svært at tage det fuldstændigt ind.

For der er indre uro. Der er hjerteflimmer. Tankerne kredser om mit nye arbejde, dets indhold, muligheder og udfordringer.

Ændringerne i pigernes og vores hverdag bliver ret minimale – men alligevel tænker jeg over, at jeg nu for første gang trækker mig lidt ud af rollen som Over-Kommandant i den Kaalund’ske husholdning.

Det er sikkert ganske sundt, at jeg fordufter lidt. Og lader Thushara og Farmanden ordne verdenssituationen om morgenen.

For rollen som Over-Kommandant gør mig jo også til henholdsvis Bitchin’ Stasi-Mor* og Det Usynlige Menneske* med jævne mellemrum.

(*Stasi-Mor er urimeligt vred over småting. Hun vrisser og skælder ud over det mindste, der ikke fungerer. *Det Usynlige Menneske er ramt på selvværdet, fordi ingen ser eller anerkender hendes gerninger, som foregår inden for hjemmets 4 vægge.)

Min rolle er alligevel udspillet, nu hvor Mille er begyndt i vuggestue.

Jeg har jo mærket forandringens vinde siden starten af september, hvor Lille My vandrede ud af mit favntag for at frigøre sig og lære nye kompetencer i selskab med andre, bittesmå mennesker.

Der er ikke længere en god grund til at jeg går hjemme.

Det giver mening at sende mig ud af huset.

Tror jeg nok.

Håber jeg.

Ved jeg.

Min afskeds-melankoli begrænser sig naturligvis ikke kun til at handle om afskeden med det hjemmegående liv.

Jeg er notorisk vaneforbryder, når det kommer til følelses-søberi – så jeg mærker naturligvis også tomheden efter Familien V’s besøg.

De er netop rejst retur til Danmark.

Og pludselig er jeg bevidst om alle de sjove timer og dejlige stunder med leg, som vores børn går glip af at have sammen, fordi der er den helt åbenlyse geografiske afstand.

Timerne med kaffe, mad og voksensnak.

Bedsteveninderne, der forkæler sig selv med et par timer på skønhedssalon.

Og mænd, der ser Super-Liga og hepper på hvert sit hold, mens de tjekker mails og holder hinanden ved mande-selskab uden ret mange ord.

Cille taler meget om sine venner O & I – og hun tegner de fineste kameler til minde om vores ørkentur i lørdags.

Og Mille stiller sig spørgende op: “But where is O? Where have they gone, Mummy?”

Lige om lidt har jeg glemt denne her afskeds-melankoli.

Så har jeg travlt med at få styr på den nye hverdag og sætte mig ind i de nye opgaver.

Og til jul ser vi jo Familien V igen. Værre er det trods alt heller ikke.