Ørkentur

Lørdag morgen fordufter min bedsteveninde og jeg.

Fra jordens overflade.

Det er vi sådan set svært tilfredse med.

Og fordi vi generelt gør os umage med at være ordentlige mennesker, så lander vi rent faktisk ikke i Helvede, men derimod i Jumeirah Lakes Towers.

På det her indbydende sted står der 4 smilende damer parat til at lave manicure, pedicure og threading, som er det-der-sytråds-show, der giver et “dunfrit” ansigt.

Det er 3 timer i himmelsk velvære-himmel. Det er dejligt at få nusset tæer og masseret hænder, jovist – men det er allerbedst, fordi vi har TID TIL AT TALE SAMMEN uden at blive afbrudt af børn (og mænd).

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft så god tid på to-kvindes-hånd, men det er flere år siden.

Og vi værdsætter hvert sekund.

Der vælter ord ud af vores munde.

Fremtidsønsker og idéer.

Tanker og følelser.

Oplevelser, der har sat sig på tværs.

Glæder og sorger.

Kærlighed og frustration.

Da ingefærteen er drukket op og neglene stråler af velplejethed, vender vi snuden hjemad til virkeligheden – 4 søde børn og 2 dejlige mænd. Det føles rigtig godt.

Og kl. 16 går det løs!

Vi skal på vores første ørken-safari, som er en af de klassiske “turistfælder” i Dubai.

Vi glæder os alle 8 – og er meget spændte på oplevelsen.

Efter cirka 45 minutters kørsel er vi nord for Dubai ved grænsen til staten Sharjah. Herfra kører vi i en karavane på cirka 20 styks 4×4 Toyota’er ind i ørkenen.

Vi kører ræs i sandet.

Der er fuld fart på; det går op og ned og føles mest af alt som en rutschebane lavet af sand.

Børnene skriger højt af begejstring og de voksne griner med. Det kilder i maverne og føles ret vildt. Det er det rene, glade arabervanvid.

Vi passerer en kamel- og dromedarfarm på vejen.

Efter 20 minutters rutschebanetur, stopper vi for at lave turens første foto-shoot. Det passer perfekt med, at jeg trænger til lige at få en let kvalme under kontrol.

Børnene opfører sig som kåde kvier på forårsgræs. De spurter op og ned ad sandbankerne og udforsker det besynderlige, smukke månelandskab.

Sandet føles lunt og behageligt blødt under fødderne.

10 minutter senere er vi igang med 4×4-ræs igen. Og 20 minutter senere stopper vi for at tage billeder af den smukke solnedgang over ørkenen.

Og et selfie – det er da klart. Vi mangler bare en selfie-pind til kameraet, så det ikke er helt så tydeligt, når vi egotripper den.Og så er ørkenræset slut.

Vi er på vej til en turistlejr. Til muzik-zak, dans, kamelridning og æbletobak.

Vi sidder på puder og spiser shawarma, kebab, hummus, pitabrød og salater, mens en mand drejer rundt om sig selv til sveden springer og vi andre føler os svimle.

Pigerne optræder med deres eget show i pausen.

Og så er det tid til opstillede familieforevigelser i araberkostumer.

Her ser du Familien V. Min veninde er tydeligvis en moderne og progressiv muslim, hvis man ser på hendes tilnærmelsesvist skødesløse omgang med tørklædet.

Her er Familien Kaalund. Den traditionelle, kulturbundne araberfamilie – eller hvad?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal føle, når jeg betragter mig selv i traditionel klædedragt.

Efter dén ombæring måtte damerne heller lige styrke sig på en vandpibe. Mille ser forbløffet til. Hvad er det dog, Mor laver?

Jeg er vild med vandpibe, som kaldes shisha. Og det kommer ellers fra den evige ikke-ryger.

Cille slutter aftenen af med at stille (anspændt) op til fotografering med en smuk falk.

Hold kæft, en tur! Hvor var det sjovt!