Belønningens dag

Så er vi her!

Belønningens dag er oprunden.

Dag 7 i projekt “Den-Lille-Store-Skolepige-kan-sagtens-blive-fulgt-ind-ad-en-teaching-assistant-og-gå-i-skole-uden-at-græde” er nået.

Pakken bliver flået op med ivrige barnehænder, da vi kommer hjem fra en legeaftale efter skoletid.

Cille er uendeligt stolt af sin fine Elsa-udklædningskjole.

Hun spurter rundt i højhælede plasticsko og synger “Let it go”, mens jeg tænker, at dét kunne jeg sgu’ godt lære noget af.

Let it go.

Kjolen er det håndgribelige resultat af hendes udviste pigemod.

En belønning og anerkendelse fra to grundfrustrerede forældre, der må erkende, at det åndssvage klistermærkesystem rent faktisk virker.

Og vi er i øvrigt mega-stolte af Skolepigen, skulle jeg hilse og sige!

1. klasse suger energi ud af hende. Hun er så træt, så træt om eftermiddagen.

For det meste bygger jeg en hule til hende under sofabordet, hvor hun kan ligge i fred med “Charlie & Lola” på speed-repeat og en samling tuschpenne.

Så sætter jeg mig i sofaen med en avis og en kop kaffe.

Rumdeling og fællesskab uden forventninger. Uden spørgsmål. Uden krav.

Ipad-kakofonien afbrydes med jævne mellemrum af stemmen fra et lillebitte menneske:

“Mummy, can I get a snack, please?”

“Mummy, can I have an apple juice?”

“Mummy, do you think I could have a biscuit, perhaps?”

Og jeg føjer hende uden et ord.

Der er rigelige mængder juice og kiks i disse dage.

For verden stiller store krav til Cille. Og jeg vil gerne være hendes bløde sted at falde – og den person, som Cille kan stille sine krav til.

Svømning og ICT (computerundervisning) gør hende stadig ked af det – både aftenen før og om morgenen herhjemme. Men hun har overvundet sin gråd-ved-skolens-låge og kan nu gå stille og roligt ind til undervisningen. Det er da en start.

Det er svært at stille ret meget op – svømmeundervisningen er obligatorisk og slutter om 4 uger, hvorefter børnene skal have almindelige idrætstimer. Der skal lægeerklæring til for at undgå bassinet.

ICT er Cille ked af, fordi hun synes det er svært at holde alle 10 fingre korrekt på tastaturet, når de skal øve 10-finger-systemet – og så er hun bange for at få et gult eller rødt kort for upassende adfærd i ICT-lokalet.

Er det bare mig – eller virker det ikke næsten tragi-komisk, at man starter intro til 10-finger-systemet efter 3 uger i 1. klasse?

Alright – jeg medgiver gerne, at man lærer hurtigere i en tidlig alder.

At man ligeså godt kan lære at skrive korrekt fra starten, så der ikke opstår uvaner.

Og mit eget tillempede 7-til-8-finger-system er hverken ønskeligt eller hensigtsmæssigt.

Jeg burde sgu’ nok have taget maskinskrivningstimer som valgfag i 8. klasse på Sct. Jacobi Skole. Men fotografi var meget mere tillokkende.

Mørkekammer med drengene, you know…

Men for min 5-årige er det overvældende at skulle logge på computeren; huske det rigtige brugernavn og password – og efterfølgende fyre den af på BBC’s tastatur-hjemmeside for børn.

Suk.

Nogle gange bliver jeg simpelthen så TRÆT.

Og får lyst til at spurte hjem til landsbyskolen i England med Cille under armen.

Væk fra prestige-skoler, konkurrence-pres og karakter-ræs i Dubai.

Hjem til vante rammer, små rammer, kærlige rammer i Udkants-England.

Men når nu vi er ved emnet prestige-skoler, så har jeg i dag været på en sådan.

En imponerende flot skole.

Med imponerende moderne faciliteter.

State-of-the-art, er vist en passende beskrivelse.

Her sidder jeg – under kundskabens træ indendøre – og venter på jobsamtale.

Med baskende sommerfugle i maven og masser af pigmentfejl i panden. (Som jeg virkelig godt gad have retoucheret, sagde den forfængelige).

Jeg skal (temmelig sikkert) starte som støttelærer inden for engelsk/sprogfag for unge mennesker i 7.-9. klasse.

Og det er alt sammen kommet i stand, fordi en rar person tænkte på netop mig, da lederen nævnte, at de kunne bruge flere kræfter, hænder, hjerner og hjerter til at hjælpe de af deres unge studerende, der skal have ekstra hjælp for at bestå deres eksamener.

Tak, Fru Lagoni. Det bliver godt nok spændende!