Børn og bestikkelse

“Daddy says that I can have a hamster, when I turn 6 and if I say please really nicely”.

Den Lille-Store Skolepige gadedrenge-hopper ved min side, mens vi går hånd i hånd fra skolen midt i den forbandede middagshede.

“Really? Det vidste jeg ikke, at han havde sagt, Cille”, svarer jeg og smiler lidt ved tanken om hendes nyfundne evne til at opdigte historier.

Hendes hestehale svinger af begejstring. “Jo, det har han virkeligt. Og hamsters are really on my wish list, Mummy”.

I bilen spørger jeg hende om skoledagen.

Hun ler højt og laver fagter med armene.

“In assembly, we talked about that special thing, we all have in our head. The truth, Mummy! And it is like a yellow apple. If you bite into the apple, you will also get more yellow truth in your head”.

Æblet fra kundskabens træ, perhaps?

Siden sidste blogindlæg har jeg været i tænkeboks.

Med Martin.

Og med søde veninder.

Mine nerver har siddet uden på tøjet og jeg været fysisk dårlig ved tanken om kontinuerlige afleveringer med grædende, ulykkelig 5-årling.

Findes der noget tungere, end når ens barn ikke trives?

Og jeg oplever tårerne som værre og værre, jo ældre Cille bliver. Hun har aldrig grædt ret meget, så når hun gør det, går vores alarmberedskab helt rokoko.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor ondt, det vil gøre, når hun græder som 15-årig. Eller 30-årig for den sags skyld.

Jeg var efterhånden blevet bange for, at det skulle blive Cilles nye “livshistorie”, at ‘om morgenen, der græder jeg, når vi når skolen’.

Og den “livshistorie” skulle vi hurtigst muligt hjælpe hende med at få omskrevet.

Uden at afvise hendes følelser og behov.

Hvordan gør man lige det?

Skolen har ikke været behjælpelig med forslag, forstående undtagelse eller venlig regelbøjning for at akkommodere et usikkert og overvældet 1. klasses-barn. Det har været som at løbe panden direkte ind i en mur, når jeg har været til møder – og jeg kan stadig ikke begribe, at vi har haft problemer over noget så åndssvagt som et indgangsparti, hvor den lille pige blot ønskede sig, at Moren måtte træde med inden for døren, for at vise hende vejen til sin skoleklasse og lærer.

Men de seneste 3 dage er det på forunderlig vis lykkedes os at få Cille i skole uden tårer.

Forklaringen er god, gammeldags bestikkelse.

Idéen fik jeg fra en veninde, der stod i en meget lignende situation med sin egen datter. Hvor bestikkelse virkede som et mirakelmiddel mod morgen-tårer.

Så vi kopierede deres system.

Når der er gået 7 skoledage, hvor ‘Mor siger farvel ved skolens låge, og Cille går stille og roligt ind sammen med en teaching assistant’ – så belønnes Cille med sin længe-ønskede Elsa-udklædningskjole fra Frozen.

Her har hun tegnet kjolen, som hun glæder sig meget til at få.

Af princip er jeg imod bestikkelse. Eller belønning, hvis det da lyder pænere?

Før jeg fik børn, ville jeg have fnyset forarget over den form for ‘opdragelse’.

Klistermærker, gaver, marmorkugler, skemaer?you name it, jeg har altid syntes, at det virkede dumt, at man ikke kunne tale sig til rette med barnet.

Lige indtil denne her omgang.

Hvor desperation driver nye tiltag.

Hvor den tiltagende anspændte situation får ophøjede principper til at ryste i deres grundvold.

Og det virker!

Ihvertfald hjemme hos os!

Vi tegner mor-datter-hjerter i håndfladen, som vi kan kigge på i løbet af dagen, hvis vi savner.

Vi læser skoleskemaet højt undervejs i bilen, så Cille er forberedt på dagens aktiviteter.

Og hun reagerer præcist som ønsket – med et pænt og roligt farvel ved skolens låge og går velvilligt med en teaching assistant ind.

Uden gråd.

Hendes tro på egne evner i 1. klasse vokser dag for dag.

Vi har talt meget med hende om, at det handler om at gå roligt i skole uden at få det dårligt ved indgangen.

At det ikke betyder, at hun ikke må græde.

At det vi gerne vil opnå er, at hjælpe hende til at komme ind på skolen uden at tårerne triller.

Jeg ved ikke om hun forstår vores forklaringer. Og vi er muligvis ved at forcere et lille barn til at gøre noget, som (ihvertfald i starten) er hende inderligt imod.

Hun er kommet så tidligt i skole, at jeg nogle gange bliver helt bange for, om det påfører hende livstraumer?

Det er benhårdt arbejde for hende at følge med – fysisk, psykisk og mentalt. Der er selv-ansvar, med-ansvar, pligter og adfærdsregulering. Der er abstraktioner, lektier og påkrævet, længere-varende koncentrationsevne.

Langt de fleste af hendes kammerater er fyldt 6 eller fylder om lidt.

Klassekammeraterne er således 20% ældre end hende, som familiens regnskabschef ynder at formulere det.

I Danmark ville hun have leget i børnehaven og set frem til 0. klasse næste sommer.

Midt i tung frustration og flossede nerver over Cilles skolestart, har Mille været en kæmpe fornøjelse at iagttage.

Hver dag vandrer Lille My glad og stolt afsted til sin “Little Girls’ School”, som hun kalder det.

Det bedste i verden er, at løbe Miss Kanchan i møde, at “swipe” adgangskortet og at bære madpakken selv.

Mille har vist helt nye sider af sig selv i denne proces. Hendes stærke personlighed skinner igennem fra dag ét – og hun er det barn på stuen, som har klaret indkøringen bedst.

Uden tårer.

Uden narresut til trøst.

Hun har en langt stærkere kerne, end jeg havde turdet tro på. Og stoltheden over at “gå i skole” (ligesom storesøster) lyser ud af hende.

Jeg aner ikke, hvad jeg havde gjort, hvis begge pigerne havde været kede af det om morgenen.

Én eller anden må have holdt hånden over mig.

Og det er jeg dybt taknemmelig over.