På glatis med nye tatoveringer

Gensyn med Tip-Top Top 10 over min fremmedangst

I dag er jeg ked af det. Sådan for alvor.

Min (symbolske) fuck-finger til lærerstaben om morgenen, når jeg forcerer min adgang til skolens hall, fungerer bare ikke.

Jeg bliver mødt af en uforstående menneskemur.

Der bliver til en lille skolepiges grædemur.

Efter at have forsøgt at trøste Cille på bedste vis, kryber jeg hjem i min hule for at hælde vand ud af ørerne (og øjnene) til Svigermor. Jeg har brug for en solid skulder at læne mig opad, når hele (skole-)verdenen føles urimelig.

For selvom jeg gerne viser Cille, at hendes følelser er 100% accepterede, og at man gerne må sige sin mening (også til autoriteter!), så må jeg efterhånden konkludere, at min taktik er fejlslagen.

Dybt suk.

Jeg må i tænkeboksen sammen med Bedste Halvdel. For selvfølgelig er der en løsning.

Det er der altid.

photo 1

Så:

For at dette indlæg ikke skal blive rendyrket følelsesporno, har jeg besluttet, at jeg i stedet vil “besvare” mit tidligere indlæg “Tip-Top Top 10 over min fremmedangst”, som jeg skrev, inden afrejsen fra England mod det nye liv i Dubai.

Her kan du læse det oprindelige indlæg, som bygger på natlige spekulationer om det forestående liv i en ukendt ørkenstat:

https://moriudlandet.com/2014/02/25/tip-top-top-10-over-min-fremmedangst/

photo 5-2

Og her kommer så mine indtryk efter godt 5 måneder i Dubai:

1. Expatmiljøet. Her er mine bange anelser blevet gjort til skamme. Samtlige expats (uanset nationalitet), vi støder på, er venlige, åbne og utrolig lette at komme i kontakt med. Alle er jo i samme båd! Alle har brug for nye venner og nye legekammerater til børnene.  Der er også flere tusind danskere i Dubai og de socialiserer, cirkulerer og finder masser af fællesskaber på kryds og tværs. Der er mødregrupper, legegrupper, business-grupper, gå-i-byen-grupper, fodbold, håndbold, gymnastik, sangleg og hvad ved jeg. Der er initiativ og fællesskabsansvar på et niveau, der overrasker og gør mig glad. På mindre end et ½ år har vi opbygget en stor og dejlig vennekreds – og det lykkedes ikke i løbet af 3 hele år i England. Ja – der er gået “Little Denmark” i den for os – men sålænge det beriger og gør godt, så lever jeg gerne med det.

2. Det klasse- og raceopdelte samfund. Indtil videre holder mine antagelser stik. Araberne (som jo er i åbenlyst undertal) bestemmer og sætter rammerne for alting. De holder sig fuldstændigt for sig selv og deltager på ingen måde i andre cirkler end deres egne. De er truede på kultur og værdisæt. Af os. Hvide og sorte. Fremmedarbejdere. Men de har behov for os – for ellers var Dubai ikke-eksisterende. De hvide lever i luksuriøse ghettoer, hvor adfærd og moral er helt anderledes end i arabernes luksuriøse ghettoer. Og de sorte lever i teltlejre og krampagtigt etagebyggeri uden for byen. Jeg forestiller mig, at araberne ser på de hvide bydele som skampletter i et samfund, der kun sameksisterer fredeligt qua en både visionær og pragmatisk-anlagt leder. De noterer sig rotterederne af vestlig dekadence, og jeg forestiller mig, at der kræves et stort diplomatisk arbejde og en benhård argumentation i de ledende araberkredse for at få dem til at acceptere de hvides bizarre parallelunivers.

3. At være den eksotiske fisk. Den frygt holder (heldigvis) ikke stik. Her er smækfyldt af hvide mennesker – og kun sjældent kommer der en asiat forbi, som klemmer Milles mælkehvide, babyfede arme eller klapper Cille på den prægtige jordbærhjelm. Vi er præcist som “alle de andre hvide fremmedarbejdere”. Bygningsarbejderne og gartnerne fra Pakistan og Sri Lanka stirrer dog på alt, der har en puls. Men det er ret nemt at ignorere og indimellem fatter jeg lidt sympati, når jeg tænker på, at de er væk fra deres kvinders bløde kroppe i op til et år ad gangen.

4. At være kvinde i et mandsdomineret samfund. Tja – i hverdagen oplever jeg ikke nogen forskel overhovedet fra den vestlige verden. Jeg er fri til at gå, hvor jeg vil og gøre hvad jeg vil. Jeg er som luft for de arabiske mænd. De værdiger mig ikke et blik. Der er hverken misbilligelse eller anerkendelse – jeg eksisterer ganske enkelt ikke. Og de få øjeblikke, hvor jeg bliver mindet om mændenes dominans (som når jeg som kvinde skal have et brev med fra min mand for at få et kørekort), så føles det mere som en kuriositet end som et reelt problem.

5. At være kristen i et muslimsk land. Dette er så absolut ikke et problem i Dubai. Her kan man f.eks. sagtens bære et kors om halsen uden at blive antastet. Og selvom kristne “kirker” er meget diskrete i deres ydre udsmykning, så eksisterer de – side om side med moskéerne. Der er ikke kirketårne med klokker, der ringer, ej heller kors uden på bygningen eller andre kristne symboler. Men både katolske og protestantiske kirker er aktive og åbne for enhver, der måtte ønske at være en del af et kristent trossamfund. Og jeg synes at man hurtigt lærer at begå sig under Ramadanen, hvor det jo i virkeligheden blot drejer sig om at lade være med at spise og drikke i det offentlige rum, af respekt for de fastende.

6. Mellemøstens Las Vegas. Mine “bange anelser” forud for flytningen hertil omkring det at leve i en form for forlystelsespark for voksne, lever til fulde op til virkeligheden. Her er tale om et “El Dorado” af vanvid. Money makes Dubai go round! Alt skal være det største, hurtigste, højeste, flotteste, bedste, smarteste, dyreste. Der er “champagnebrunch” fra 11 til 23, hvor overdåd møder overflod i form af smukke kvinder og ditto mænd. Der er diamanter så store i juvelerernes vinduer, at jeg står tryllebundet i fascination. Janteloven er sparket til hjørne så godt og grundigt, at jeg må trække på smilebåndet. Som dansker lærer jeg nok aldrig helt at begribe den overvældende rigdom, som nogle mennesker lever med hernede. Jeg er lige dele betaget af arabernes storhedsvanvid og forvirret over deres adfærd. “Ø-kuller” får man muligvis – men her er for dejligt og alt for spændende til at det kommer lige foreløbigt.

7. Passende adfærd. Her er min frygt også gjort til skamme. Det er ret let at efterkomme kravene. For vestlige kvinder handler det blot om tildækning af skuldre og passende længde nederdel, når man er i det offentlige rum. Mange vestlige og asiatiske kvinder efterlever på ingen måde påklædningsetiketten – og de slipper let om ved det, fordi araberne som sagt ser direkte igennem os. Men jeg holder mig til nogenlunde tækkelig påklædning – for hvem gider rende rundt og “flashe”, når det er særdeles upassende?

8. Børn og tjenestefolk. Jeg taler ofte med vores husholderske om pigerne. Om at de skal lære at kunne gøre ting selv. Jeg har forklaret hende, at hun skal lade dem udvikle deres selvstændighedssans og ikke gøre alting for dem. Det gør hun selvfølgelig alligevel – til en vis grad. Hun rydder deres legetøj op om aftenen, hvor man i Danmark ville blive bedt om at gøre det selv sammen med en voksen. Men pigerne deltager i andre aktiviteter, såsom at dække bord – og særligt Mille viser interesse for at hjælpe Thushara med huslige gøremål, som de leger sig igennem sammen. Men der er ingen tvivl om, at det er en hårfin balance, der skal vurderes igen og igen. For alle i familien vænner sig til at have et sæt hjælpende hænder i hverdagen – og det vil være et stort “wake-up call”, når vi engang skal gøre det hele selv igen.

9.  Sprog. Her er på ingen måde sproglig forvirring eller båndsalat i hjernen på de 2 små damer. Cille er begyndt at lære arabisk i skolen i år; hun skriver arabiske bogstaver og morer sig over, at hun er den eneste i familien, der kan sige noget på arabisk. Mille fortsætter ufortrødent sin sproglige udvikling, hvor hun blander dansk og engelsk fuldstændigt som Cille gør. Deres små hjerner suger sprogene til sig – og vi har allerede fået at vide, at der er mulighed for dansk-undervisning fra de fylder 6 år, hvorved de inden 8-års-alderen kan forventes at læse og skrive på dansk. Så pigerne kan sagtens nå at lære at skrive og læse på dansk nogenlunde samtidigt med børnene hjemme i Danmark.

10. Varmen. Den er værre end jeg frygtede. Langt værre. Med i mine antagelser havde jeg ikke indberegnet en ulidelig luftfugtighed. Her er så grimt-varmt, at det er svært at beskrive. Nogle dage åbner jeg hoveddøren og føler, at der er en føntørrer, der blæser direkte imod mig. Andre dage løber sveden fra min overlæbe og ned over halsen i løbet af mindre end 2 minutters ude-aktivitet. Jeg overvejer seriøst at være i Danmark i 2 hele måneder henover sommeren næste år. For bare at undslippe trykkammeret hernede så lang tid som overhovedet muligt.

That’s it.

Dubai er et forunderligt let sted at flytte til. Og det til trods for, at det vitterligt er en helt anden verden.

Her er ALT, hvad hjertet måtte begære. Og mere til.

photo 2

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På glatis med nye tatoveringer