• ···
Når børn giver. Og lidt om alder.

Røvbanan i skysovs serveret med surt

Jeg må hellere starte med at advare om, at dette indlæg ikke er skrevet i en pæn og sober tone.

Ej heller er det skrevet af en person, som er i balance eller på anden måde i stand til at vurdere en situation nogenlunde objektivt.

Den Lille-Store Skolepige er nu trådt ind i sin 2. skoleuge.

I den 1. skoleuge var der tårer en enkelt gang om morgenen, men alle dage har hun været glad og tilfreds, når jeg har hentet hende.

Men så kom vi til søndag og 2. skoleuge.

Og her har skolen åbenbart besluttet, at forældrene ikke længere må følge børnene ind i hall’en om morgenen, men derimod skal tage afsked udenfor.

Regent-International-School-Dubai

Og af uforklarlige årsager, så synes den 5-årige skolepige ikke, at det er særligt rart at skulle gå alene ind i en hall med cirka 300 elever og 14 lærere – og så selv finde frem til sin egen klasse nede bagerst.

School-Presentation

(Ironi kan forekomme. Sarkasme ligeså.)

Søndag morgen står Overlæreren i døren med en krasbørstig mine og proklamerer, at “nu er børnene klar til at sige farvel uden for og selv gå ind”.

Mit flossede nervesystem får et chok.

For dén info har jeg overset i mængden af dokumenter, e-mails og online-ressourcer, der vælder ned over os i disse dage.

Jeg er faktisk også først ved at lære at gå i 1. klasse.

Da jeg resolut går henimod døren, stiller Overlæreren sig an og tager fat om Cilles arm. “Hun kan selv gå ind nu”, insisterer Damen. Det ligner et tovtrækkeri med en 5-årigs spaghettiarme som tov.

374fe56

Cille bryder selvfølgelig ud i gråd, og jeg får fremstammet, at jeg er gået glip af den information, og at jeg er nødt til at gå ind med hende.

Jeg forcerer mig adgang til hall’en, mens et par hjælpelærere ser forbløffet på optrinnet i mellem Syrligheden Selv og Frustreret Mummy Med Grædende Datter.

Sådan en røvbanan, der stiller sig an og spærrer vejen, fordi jeg gerne vil hjælpe min datter ind på skolen!

bananer

Om eftermiddagen forklarer jeg Cille, at det er meningen, at skolebørnene selv skal gå ind. Og jeg forsøger med glad mine at overbevise hende om, at det er “cool” selv at smutte ind og finde klassen.

Men dén køber pigen ikke.

Flere tårer. Mere usikkerhed.

Og efterfølgende får vi en snak om alt det nye, der sker i skolen for tiden og at det kan være ret forvirrende det hele.

Mandag morgen er der igen skolepige-tårer ved tanken om at skulle gå alene ind.

photo 3-4

Og jeg opmønstrer alt mit (tål)mod til at møde Overlæreren i en lægge-arm-vride-arm-seance.

I dagens anledning er Overlæreren (på mirakuløs vis) placeret andetsteds.

Så vi smutter forbi hende – og jeg forklarer kort læreren i døren, at jeg lige er nødt til at træde et par skridt ind, så Cille kan se sin lærer og klasse.

Denne lærer har intet problem med at jeg lige peger klassen ud i mængden og larmen.

Og selvom der er lidt tårer (og det er der i øvrigt også hos nogle andre af de små 1. klasses-elever), så går det langt bedre.

Jeg trækker vejret dybt.

Helt ned i maven.

Og så går jeg stille og roligt hen til Overlæreren, der stråler i egen skysovs.

Nu vil jeg bide en ske med hende.

Og jeg bruger min ‘venligheds-strategi’ til formålet.

For den virker som en mavepuster på aggressive, udfarende mennesker, der ikke aner, hvad de skal stille op, når de bliver mødt med venlighed, forståelse og lydhørhed, alt imens en sønderlemmende kritik vælder imod dem fra en smilende mund og en høflig attitude.

Den slags mennesker kan bedst med konfrontation. Hvor de kan slå ud med armene og gå til angreb. Hvor de kan vifte med et fint reglement og et stort nøglebundt, som giver dem overmagten.

Så jeg ser hende dybt i øjnene.

Jeg smiler venligt og fortæller hende stille og roligt, at vores datter aldrig har haft svært ved at tage afsked med os på skolen tidligere.

At det er overvældende for hende lige nu, at skulle gå alene ind i så stort et virvar.

At det drejer sig om et par dages tilvænning og så vil hun være okay med det.

At jeg føler mig umyndiggjort, når vi bruger Cille til et uacceptabelt tovtrækkeri om en regel, som de eventuelt kunne lade fare i et par dage til de helt små elever føler sig trygge.

Med blidhed fortæller jeg hende, at hun farer for voldsomt frem med sine store armbevægelser og tilråb til børnene.

At det ikke er alle, der kan overskue det samme på samme tid.

At regler bør gradbøjes, når vi taler om reelle menneskelige hensyn – for det kan komme til at tage lang tid med tårer om morgenen, hvis vi ikke går roligt frem.

Røvbananen undviger min insisterende øjenkontakt.

Hun kan ikke afkode mine rolige kropsbevægelser og mit åbne, venlige ansigtsudtryk.

Det stemmer ikke overens med det, hun hører.

Hendes mund sitrer. Hun sveder kraftigt på panden og hendes øjne er blanke.

Og jeg ser direkte igennem hendes hullede panser.

Forbi det bryske ydre, den smarte attitude og den overlegne hoveren.

Inde bagved er der et usikkert menneske, som hver dag spiller en rolle, der ikke kommer naturligt til hende.

Hendes klassisk-britiske forsøg på at standse mine argumentationer med sine “I hear you”, “we acknowledge that, but?”, “we do appreciate your feedback, but?” falder til jorden.

Hun ved det.

Og jeg ved det.

Jeg går ud af skolen med rank ryg og fornyet energi.

Det var en udmærket ske, vi dér fik bidt i.

Jeg har helt sikkert ikke opnået at punktere eller ændre det fine, britiske ordenssystem. Men jeg har tappet lidt luft af Overlæreren, der i disse dage var blevet lidt opblæst.

Løvemor. Børneambassadør. Grundforvirret kvindemenneske.

Jeg er nok lidt af det hele.

photo 1

Men først og fremmest er jeg er her for at sikre, at Cille får en god start på sit nye skoleår.

Og hvis det kræver, at jeg bider skeer med bitre briter, der for enhver pris vil opretholde deres REGLER, så gør jeg det.

Som en anden Don Quijote.

photo 2

   

6 kommentarer

  • Jeg synes, du er SKIDESEJ! Meget mere modig, end jeg ville have været, er jeg sikker på. SÅ godt klaret!!! Nyder stadig i stor stil at følge med i jeres liv – din blog er helt særlig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh, TAK, Naja-Drengemor! ‘Sej’ er slet, slet ikke det, jeg føler mig for tiden. Snarere slidt og flosset:-)
      Men det går fremad! Både for Mor og Datter. Jeg vakler mellem at tro at Cille bliver en rigtig overlever med alt det, hun skal igennem – og andre gange tænker jeg, at hun får kæmpe traumer af at blive presset så tidligt i livet.
      Det er ikke nemt. Der er ingen lette løsninger eller åbenlyse svar på mine indre spørgsmål.
      Men hun er GLAD, hver eneste dag, når jeg henter hende fra skole – og dét, kan man vel også vælge at fokusere på?
      Knus til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Du er virkelig cool. Jeg godtede mig over den skønne måde du taklede problemet på! Ja, sejt og modigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak – cool var aldeles ikke dén opfattelse, jeg havde af mig selv i situationen – men jeg er glad for, at jeg tog “tyren ved hornene” med det samme!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MosterM

    Du er den sejeste, mest smukke og modige Don Quijote jeg kender! Godt at du fik bidt i den ske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, Moster M. Jeg følte mig ikke spor sej – og jeg er temmelig træt af kombinationen “salte tårer møder fugtig ørken”, når jeg går hjem fra skolen. Men det bliver snart bedre. Jeg tror på det!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når børn giver. Og lidt om alder.