Mit tårevædede spejlbillede

Jeg har taget denne lille serie af billeder her til morgen, lige før vi skal ud af døren.

Den Lille-Store Skolepige ser stor og yndig ud, tænker den stolte Mor.

Men i takt med at jeg knipser billeder, sniger der sig en mærkbar trykkethed ind. Hendes øjne bliver mørkere og hun krammer katten tæt ind til sig. Det er som om kameraets linse dokumenterer en sårbarhed i hende.

Farmanden drøner os hen til skolens “stop and drop”.

Et system, hvor man kører hen foran skolen for så at holde i en (lang) bilkø.

Efter lidt tid, når man hen til lågen, hvor der står en lille hær af filippinske lærer-assistenter, der kan tage imod ens barn, hjælpe barnet ind i hall’en og eventuelt også bære barnets taske, vandflaske og madpakke.

Stop.

And drop.

Der mangler bare lige en luge til at bestille en latte i, så ville det hele være perfekt.

I vores tilfælde er det nu mig, der hopper ud af bilen og tager Cille med ind. Jeg tror ikke lige, at hun er klar til at gå hånd i hånd med en af de (ellers meget søde) lærer-assistenter.

Vi når op ad de første trappetrin, så mærker jeg en lille hånd og en tynd spaghetti-arm, der ryster hjælpeløst.

Cilles ansigt er helt fortrukket og tårerne strømmer ned ad de små kinder.

Jeg finder lynhurtigt et sæde. Trækker hende op til mig, ind til mig og aer hende over håret. Hun hulker hjælpeløst.

Jeg kysser de salte tårer væk og spørger hende, hvad der er galt?

Men det kan man jo ikke svare på, når man kun er 5-år gammel og en lille-stor Skolepige.

Alt er galt.

Intet er galt.

Det hele er nyt, fremmed, ukendt, forvirrende, uroligt og usikkert.

Der stilles store krav og der er høje forventninger. Skolen havde gjort os opmærksomme på, at der er et KÆMPE spring fra 0. klasse til 1. klasse.

Vi voksne fik det at vide inden sommerferien – men det er jo først ved at gå op for de små skolebørn nu.

“It’s just because Arabic is difficult and the teacher wants us to sing along and we don’t know the songs”, græder hun.

“And I don’t like ICT (computertræning), because there are too many rules and I am afraid to get a yellow card, Mum”, snøfter hun.

“And when we are outside in the new school yard for the big children, there are hardly any toys and they are always taken, so it’s boring for me”, fortsætter hun.

Jeg vender hendes ansigt op imod mig og ser lige ind i mit eget, tårevædede spejlbillede.

Jeg ved præcist, hvordan hun har det.

Hun vil så gerne følge reglerne.

Hun vil så gerne kunne det hele på forhånd – og helst før de andre.

Hun vil så gerne ses og anerkendes; være først, bedst og hurtigst.

Men nu er der mange nye regler. Og mange nye fag, som hun ikke kender til.

Det giver udfordringer for Perfektionisten. Regelrytteren. Konkurrencemennesket.

Vi går hånd i hånd hen til Miss Greenwoods. Cille begynder at græde igen, og jeg forklarer hendes nye klasselærer, at Cille er usikker over alle de nye regler, som hun føler en overvældende pligt til at adlyde. At hun er bange for at træde ved siden af. At hun er bange for at begå fejl og er nervøs, fordi der er så meget nyt.

Vi aftaler, at jeg vinker flere gange til hende på vej ud af hall’en.

Jeg sender febrilske fingerkys og vinker, som gjaldt det mit liv.

Og så er jeg ude.

Af hall’en med den ulykkelige skolepige, der sidder midt i et børnekaos.

Jeg selv er midt i et bilkaos og en ørkenhede, der stadig er styg.

Jeg har svært ved at nyde gåturen hjem igennem den tropiske have i The Lakes. Fuglenes kvidren synes ikke særlig interessant denne morgen. Jeg leder ikke engang efter den søde høne, der plejer at være på stien.

Tårerne strømmer ned ad mit ansigt og jeg gemmer mig under hatteskyggen. Det gør ondt. Hvor mange gange har jeg ikke selv været i denne her situation?

Jeg græd utallige gange hvert eneste skoleår fra 0. til 7. klasse.

Fordi jeg ikke brød mig om stemningen i vores skoleklasse.

Fordi jeg ikke kunne det hele på forhånd og blev usikker, når der skulle ske noget nyt.

Fordi jeg ikke følte mig set, forstået eller anerkendt af mine lærere.

Heldigvis bliver jeg mødt af et dejligt syn, da jeg kommer hjem. Mille og Thushara er i fuld sving med at vaske bil.

Det er børnearbejde, som Mille til enhver tid vil udføre med stor begejstring og ivrighed.

Senere tager vi i Carrefour for at handle.

Mille medbringer naturligvis en baby i klapvogn, som vi så slæber rundt på sammen med en kæmpe indkøbsvogn.

Her ser hun på krydderier. Man kan fornemme hendes trang til at pille i sækkenes indhold.

Timerne slæber sig afsted. Jeg tænker på Cille konstant. Martin ringer for at sige, at hans kollega (som er meget erfaren ud i børns skoleskift pga. mange udlandsophold – og som i øvrigt er en rigtig god ven) foreslår, at vi snarere bør vurdere situationen ud fra pigens sindstilstand når vi afhenter, end hendes adfærd ved aflevering om morgenen.

Og dét kan han jo have ret i.

Kl. 14.30 styrter jeg ind i hall’en. Der sidder en glad, lille Jordbærhjelm og venter på mig. Hun smiler og vinker, da hun får øje på mig.

Miss Greenwoods beder hende rejse sig og siger, at det er gået fint, men at Cille var lidt ked af det i starten af timen.

Hjemme åbner Cille en gave fra Faster. Vi skal hygge os – og der er ren forkælelse på plakaten med chokolademælk og chips.

Der er fastermøs og jordbær uden på gaven. Og indeni er der krea-ting, som Cille straks går igang med.

Den solcelle-drevne hula-pige bliver testet i den ubarmhjertige eftermiddagssol. Hun speed-vrikker med hofterne, så vi griner højt.

Da Mille vågner af sin lur, har Cille gjort klar til eftermiddagshygge for dem begge. Der er vandfarver, pensler og papir. Og så har hun hældt halvdelen af sine chips ud ved sin søsters plads.

Det er godt, at Cille har sit krea-værksted at komme hjem til. Et frirum. Et helle.

For det er virkelig hårdt, det der 1. klasse.