Daddy's House

Returnerings-depri

Den første eufori over genforening med Farmanden har stille og roligt lagt sig.

Følelsen af hjemme er krøbet ind under huden.

Vi har kysset og krammet. Igen og igen.

photo 4-1

Og vi har lavet hyggeligt natteroderi, fordi pigerne skal vænne sig til Dubai-tid igen.

photo 5-1

Vi har fortalt alle ferieanekdoterne og vist Farmanden de glade sommerbilleder fra Danmark, som i dén grad viste sig fra sin bedste side i juli.

Jeg er så glad over at være tilbage og føler mig helt fyldt af dejlige oplevelser med familie og venner i Moder-landet.

Cille viser også stor glæde ved at være tilbage i vores vanlige 4-kløver.

Hun tegner vores hjem i ét væk.

photo 1-4

Og stribevis af familieportrætter. Bemærk, hvor bevidst hun er om vores hårfarver.

photo 2-4

Men der er altid lidt malurt, jeg kan dryppe i mit bæger. Det skulle jo nødigt gå smertefrit og lige ud ad landevejen. Det ville være for nemt.

Jeg er den fødte masochist.

For uanset hvor dejligt det end er at være hjemme og samlet som familie igen, så føles det også lidt tomt.

Vi har haft så dejlig storfamilie-tid både på Sjælland og i Jylland.

Dage, hvor timerne forsvandt med alting og ingenting i sommerhuse og haver.

Med at piste vand på hujende onkler, tanter, kusiner og fætre. Med at grave dybe huller i sandet med Mormor og male sten med Farmor. Med at drikke kaffe og grine over småting. Med at sætte rosenblade på stilk, spille fodbold, gynge og spise store is. Med legekammerater, veninder og bedstevenner, der krammer, så det går i hjertekulen.

Der vil gå lang tid, før vi kan gentage og genopfinde den paraderække af skønne øjeblikke og dejligt fællesskab. Måske et helt år. Og det bliver jeg sgu’ lidt returnerings-depri over.

Lidt ligesom når man på første arbejdsdag efter en dejlig ferie, bare ønsker sig tilbage til Sun-Wing Resort på Kreta. Eller hvor man nu ferierede. For der regnede det aldrig.

Løsningen er naturligvis mad. Trøstespisning.

Cille har fået en fin kogebog af søde P, da vi mødtes i ferien. Den har vi brugt flittigt de seneste dage.

Vi laver jordbærshake.

photo 2-3Og bager chokolademuffins.

photo 4-3photo 3-3

photo 4-4

Vi ruller købe-dej ud og bager pizza margherita.

photo 3-2

Varmen er på retur i Ørkenstaten, men de fleste børne-aktiviteter er fortsat indendørs.

Før vi tog afsted var der ofte ca. 45 grader ved frokosttid – og nu er vi trods alt nede på ca. 38 grader.

Om en måned er det sikkert ved at være tåleligt at lege i haven igen. Men indtil da kræver det sin mand (og kvinde) at finde på lege-muligheder og få brændt børnekrudtet af.

Så vi tager til Dubai’s World Trade Center for at lege i “Modhesh World”, der byder på LEGO World, Hello Kitty World, Angry Birds Universe og hvad ved jeg af spændende ting.

Det starter meget lovende med velkomst i form af kæmpe LEGO-figurer i arabiske klædedragter.

photo 2-1

photo 5

photo 1-1

Men luften siver ligeså stille ud af de voksnes begejstringsballon, da vi indser, at der er tale om et klassisk araber-tivoli.

Som slet ikke byder på den læring eller den fordybelse, som vi havde håbet på.

Vi har flere LEGO-klodser hjemme end deres såkaldte ‘LEGO-World’ har.

Så pigerne får sving-tur på sving-tur. Rund-tur på rund-tur.

photo 1

photo 2 photo 3

De morer sig, mens forældrenes muldvarpe bliver tjenstvilligt tømt af smågabende filippinere.

photo 3-1

Indtil videre er det meget få af de indendørs legelande, der har overrasket positivt her i Dubai.

Måske er det også fordi jeg glæder mig (som en vanvittig) til at vi kan lege på de flotte strande og tage picnickurven med i de grønne parker, som alle ser så lovende ud?

Indtil da er det på med den store tålmodighed og hit med slanterne til de ublu indendørs-tivolier.

Men heldigvis er der da også humør-løftere til stede i Ørkenstaten.

Vi er for eksempel kommet retur til babylykke. Min søde veninde L ligger på The American Hospital med favnen fuld af 3150 gram ren uskyld og u-udnyttet potentiale.

photo 3-4

Jeg er straks taget på barselsbesøg. Fordi jeg gerne vil se den lille giraf.

Og fordi jeg erindrer med stor hjerte-smerte, hvor bizart og ensomt det føles, når man ligger helt alene i verden med en baby i favnen. I udlandet. Langt væk fra familie og venner, som ellers ville have belejret hospitalet, hvis bare det havde været muligt.

Jeg medbringer Mummy-SOS-gave i form af portions-anrettede amme-lader, hjernedød info om andres perfekte babylykke og lavendelduftende sæbe og olie til den hårdtprøvede kvindekrop.

photo 1-2

6 kommentarer

  • Birgitte Ditlevsen

    Her er diagnosen vist savn og postferie tristesse!!
    Har læst på Netdoktor at tid læger den diagnose

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg synes at “tristessen” langsomt falmer nu. Og det er nok egentlig meget godt. For det at savne er uudholdeligt i længden – om lidt “går der hverdag i den” for os alle. Og det er okay. Men det betyder ikke, at jeg ikke glæder mig som en tosset-gal til at du kommer herned i november!!!
      Knus til dig, Mormor.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • sussie

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hvor er du en god, betænksom og omsorgsfuld veninde, Tine!! FanTAStisk med sådan en SOS-pakke og endnu mere fantastisk for din veninde at vide, at du kender alt til hendes tanker og følelser. Knus fra Jane

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, søde Jane. Det var vel nok nogle søde ord 🙂
      Jeg føler, at det er vigtigt at gøre noget bedre for andre, hvis man selv kan genkende en situation eller har følt noget mindre rart ved en bestemt begivenhed.
      Så er det med at komme ud af starthullerne, ikke? Knus til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Daddy's House