Mat, mæt og en ringforlovelse

Jeg lider i dén grad af mentale tømmermænd.

Øverste etage er tømt på alle hylder og ligger udslukt hen. Som lokalerne i en lukningstruet Dagli’ Brugsen i Udkants-Danmark. Der er kun kommis’en (i form af mit over-jeg) tilbage i butikken. Alle andre er skredet for længst.

Jeg slår autopiloten til, mens jeg rydder op, pakker kufferterne om og overvejer de sidste indkøb.

Det er farvel-tid. Det er sidste dag i moderlandet.

Det er afslutningen på en fantastisk sommermåned i Danmark.

Og dét her bliver ikke lettere, som tiden går – og som pigerne bliver mere bevidste.

Cille stiller spørgsmål:

“Mummy, hvornår kommer vi til Farmors sommerhus igen?”

“Mummy, when will I see Basse again?”

“Mummy, hvornår kommer vi til Danmark igen?”

Og jeg kan ikke svare. Vælger at jeg ikke kan svare. For hvad skal jeg svare?

Hun har kun været sådan for alvor ked af det én gang (indtil videre). Ellers er det mere orienterings- eller afklaringsspørgsmål, når hun tænker på hvornår et eller andet dejligt kan blive gentaget.

Og det er helt naturligt. Helt forventeligt.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en mental mavepuster hver gang, hun spørger. Og det betyder ikke, at jeg bærer det tunge ansvar for at fjerne hende fra familie og venner uden at få ondt dybt i hjertet.

Det er benhårdt.

Mest af alt savner jeg Martin. Og England. Hver eneste dag.

Dubai er på ingen måde “gledet ind under huden” endnu. Jeg er ganske glad for at være i den arabiske sandkasse, men følelsen af ‘hjem’ er endnu ikke etableret dernede.

Jeg er vist mere end rundforvirret efter en måned “hjemme” i et dejligt land, der alligevel ikke føles som hjemme.

Men hvad laver farvel-karamellerne så i disse dage?

Vi holder kort pitstop hos Moster-Søster, smukke Jo og Onkel S. Det er tusind gange bedre end en Cocio-pause på Monarch.

De 3 kusiner er helt og aldeles fantastiske sammen.

Cille og Mille kan være nok så meget i færd med at hive jordbærhjelmene af hinanden – men Jo rører de ALDRIG.

Hun er fredet.

På en piedestal.

Og det gør mig uendelig stolt, når de udviser så stor omsorg over for og kærlighed til deres kusine.

Og der er stævnemøde mellem Cille og bedstevennen Basse.

Her er pigen – dullet op og parat til gensyn.

Hun har pakket en gave ind og portrætteret sig selv og ‘kæresten’ Basse udenpå.

Der bliver kysset inderligt på trampolinen.

Og dybfølt hen over hindbærsnitte-produktionen.

Mille følger med de 2 store i højeste gear.

Jeg lyver ikke, hvis jeg beskriver det som en dag, hvor følelserne sidder uden på tøjet.

Pigerne er nået til endestationen.

Der har været så mange besøg og ture, at det efterhånden er svært at udvise pæne manerer. Og både Cille og Basse har glædet sig uendeligt til at se hinanden igen.

Kulminationen på en skøn dag hos Familien K er Basse’s gave til Cille. Han forærer hende en smuk ring – og de er nu ringforlovede.

Vi (og her kan jeg sagtens tale på Martins vegne) kunne ikke være mere tilfredse med valget af svigersøn. Og vi glæder os til at være svigerforældre sammen med Hr. og Fru K.

Men nu må vi hjem til Far igen. Og få bygget den nye hverdag op.

Med 2 ½-års-tumlingen, der for første gang skal være uden sin Mummy, når hun starter i vuggestue/børnehave den 1. september.

Og med 5-års-pigen, der starter i 1. klasse med helt nye klassekammerater og klasselærer den 1. september.

Vi er matte i koderne af at have levet i kufferter i knapt 4 uger.

Vi er mætte af de mange gode oplevelser og glade stunder med venner og familier. Også selvom man et eller andet sted aldrig kan “få nok”.

Tusind tak for denne gang, alle I søde mennesker i Danmark.

Vi holder så uendeligt meget af jer allesammen.

Genopdragelsesrejsen slutter med gåtur hånd-i-hånd med Farfar – i bøgeskov og med 2 små hunde i snor. Det bliver ikke ret meget bedre.