Danmark Dejligst

Findes der noget smukkere og dejligere sted end Danmark, når vejret arter sig?

Det synes jeg ikke.

Men jeg er måske også blevet fædrelandssentimental af at bo i udlandet?

Vi nyder ihvertfald hver eneste dag i det her Sommer-Land, som er det den sidste.

Forleden er pigerne og jeg med søde P & Lille L på Frilandsmuseet.

Lidt kulturelle indslag må genopdragelsesrejsen i det danske jo også byde på – og Frilandsmuseet er perfekt til småbørn, der ikke kan tie stille og opføre sig anstændigt på et “rigtigt” museum.

De 3 små titter lidt betuttede rundt i de mørke, lavloftede, stråtækte huse og er i virkeligheden mest optagede af hvad P’s dejlige picnickurv indeholder. Men den er også virkelig god.

P’s søn Lille L er verdens kønneste og dejligste dreng – og han vinder lynhurtigt pigernes hjerter hver gang, de ses. De leger tag-fat i Frilandsmuseets gamle haver og nyder hinandens selskab.

Hver gang jeg ser på de 2 billeder af pigerne og Lille L, så får jeg en ubændig trang til at printe billederne ud, så jeg efterfølgende kan trøste-kigge på de artige og nydelige døtre (på papiret!). Især når de skaber sig, og Cille vredt proklamerer, at undertegnede “need’er at go to jail and I am never going to be your friend anymore”.

Milles første kommentar ved mødet med fårene er: “Uh, Mummy, sheep really smelly, Mia not likey”. Men efter et øjebliks tilvænning af prinsessens sarte næsebor, er fårene nu alligevel meget søde.

Børnene ænser knapt den lille sø, da de er i fuldt firspring på vej mod møllen.

Dagen slutter med leg i Lille L’s legehus; med trucker-portioner af P’s gode mad og store sodavandsis til børne-nedkøling i det skønne vejr.

Før vi kører hjem til Farmor og Farfar, henvender Mille sig til J, som er P’s mand og Lille L’s far:

“Daddy, you coming Mummy’s car with Mia to Farmor’s house?”

Med andre ord er pigen i færd med at finde sig en ny og passende Far, nu hvor den biologiske er langt væk. Det er temmelig svært at holde masken.

J smiler til hende og griner til mig: “Hvad siger du, Tine, hvad tror du, at Farmor siger til det, hvis jeg sidder på passagersædet?”

Jeg griner tilbage og svarer: “Uh, det tror jeg nu alligevel overgår mig og bliver lige rigeligt kompliceret for mig, trods alt”.

Hertil svarer P (som er dansker og inder): “Nå?! Jeg troede ellers at det var sådan en dansk kernefamilie ser ud?”

Og det kan hun sikkert have ret i, at kernefamilien anno 2014 gør?

Også selvom mit indre-skilsmisse-barn for evigt vil insistere på at kærlighed SKAL vare ved (og at partnerbytte KUN foregår i fantasien).

Sceneskift til:

Ih, du milde, Tisvilde!

For jeg er inviteret til søndagsfrokost i Tisvilde med min “yoga-mødregruppe” fra et tidligere liv.

Et liv, hvor vi lå som førstegangs-fødende på en række – med voksende maver og forundring i sindet – på bløde måtter i jordemoderens lokaler på Christianshavn.

Vi dyrkede graviditets-yoga og stillede et væld af spørgsmål til oraklet Helle Ella.

Vi var 5 piger, som dannede en mødregruppe, der mødtes hele tiden under barslen – og som nu er konverteret til en månedlig mødregruppe, hvor der er arrangementer med og uden de cirka 5-årige børn.

Jeg er dybt taknemmelig for at venskabet og fællesskabet kan vare ved, selvom jeg kun tjekker ind cirka hvert halve år – og tjekker ud alt for hurtigt igen.

Det er skelsættende at blive Mor – og i denne her gruppe har vi nu en fælles-historik fra tiden op mod fødslerne og tiden efter, hvor vi langsomt fandt de nye roller og pladser i børnefamilielivet.

Det er virkelig dejligt at droppe lige ned i favnen på denne her flok dygtige, livsglade og kompetente kvinder, der er lige åbne og hjertelige hver eneste gang.

Aftenen slutter i storfamiliens favn.