Genopdragelsen

I dag har vi krammet Farmanden lidt ekstra. Meget ekstra, faktisk.

For i morgen er nedtællingen slut og rejsen mod Danmark begynder kl. 6-nul-dut.

“Mummy, when we go on holiday, we should buy a present for Daddy, because he is not coming”, hvisker Cille hen over morgenmaden.

Betænksomt.

Hun synes, at det er synd for ham, fornemmer jeg. Og hun ville (ligesom vi andre) ønske, at han skulle med.

Og så kommer denne her kommentar: “Because Daddy has to stay and work here in Dubai. In Denmark there is no job for Daddy, all the other Daddies have taken all the jobs, so he has to work here”.

Jeg kan ikke lade være med at grine. Den forklaring vil jeg gerne se hende give til venner og familie i Danmark – og så observere deres ansigtsudtryk!

Vi har hygget i swimming pool’en og spist frokost på den lokale pub, før sengen kalder til middagslur for både store og små.

Efter aftensmaden vander Martin havens udtørrede græs og 2 græsrødder, der hviner af glæde. Vandet i haveslangen er så varmt, at pigerne kun kan tåle at få lette stænk på sig.

Jeg har glade sommerfugle i maven, som basker, fordi vi snart er i Danmark hos familie og venner. Dejlige mennesker, som vi savner i det daglige – og som vi ser alt for sjældent.

Og jeg har triste sommerfugle i maven, som flakser, fordi jeg ikke bryder mig om, at vi som firkløver er adskilt i en hel måned.

Men NU står den på genopdragelse for immigranterne i Ørkenstaten.

Fuldstændig ligesom når muslimerne sender deres børn retur til deres oprindelseslande til genopdragelse, religiøs og kulturel indlæring, så skal vi nu hjem til danske værdier, dansk dannelse, danske oplevelser, dansk mad, danske traditioner – og ikke mindst det danske sprog.

Pigerne aner ikke hvad koldskål med kammerjunkere er. Eller nystegte fiskefrikadeller, for den sags skyld.

De kan ikke huske, hvordan vi lyser med lommelygter og kravler i bunkers på Blåvand Strand. De kender ikke den lille sti, som fører ned til havet fra Farmors sommerhus i Vig.

Det må vi hjem og få lavet om på.