Mentale tømmermænd

Det er menneskeligt at fejle…

Sådan har jeg tænkt for mig selv 100 gange henover de sidste par dage.

Det er menneskeligt at fejle. Og vi gør det alle sammen. Hele tiden. Hele livet.

Nogle er endda så heldige, at de bliver tilgivet.

Tak – af hjertet – for alle de søde, venlige og hjælpsomme bemærkninger, kommentarer og mails, som jeg har været heldig at modtage fra jer, I søde mennesker, der gider at bruge tid på at læse om undertegnedes middle class problems i en ørkenstat.

Og tak til vores venner hernede, som også har eller har haft hushjælp og deraf følgende erfaringer med denne her slags dilemmae.

Jeg har været i en lille navlebeskuende tænkeboks. Taget jeres input og meninger ind for lige at tygge det hele igennem en ekstra gang.

Og der er tale om ret delte meninger!

Nogle smiler lidt og siger noget i retning af: Hvor megen skade er det nu lige, at der kan ske ved herrebesøg i gammelmøens hybel, helt ærligt?

Andre udbryder noget i retning af: Du godeste, den fremmede mand kan jo være kriminel, pædofil, HIV-smittet eller dét, der er værre?

Uanset om man er af den ene, den anden eller en helt tredje holdning, så er der tale om et tillidsbrud i mellem Thushara og os.

For vi havde en klar aftale, som hun valgte at bryde.

Eller måske var den kun en klar aftale for den ene part?

Herregud – jeg har selv været au pair i Spanien (med hormonerne svirrende i den 19-årige ungpigekrop). Men jeg kunne ALDRIG have fundet på at tage en mand med på mit værelse – ven, familiemedlem eller elsker. ALDRIG. Jeg ville være blevet smidt hjem på røv og albuer.

(Og lige en sidebemærkning: Der er voldsomt store forskelle mellem katolske Spanien, hvor biler på offentlige p-pladser gynger duvende og taktfast hver lørdag aften – og så til Dubailand, hvor man kan få en fængselsstraf for sex uden for ægteskabet – måske endda også, hvis man blot lægger hus til den slags moralsk forfald?)

Slap nu af – alle mennesker har kødelige lyster, for nu at sige det på biblioteks-støvet dansk. Helt enig. Og der er faktisk ingen, som siger, at vi ikke ville være villige til at lade en eventuel kæreste overnatte – HVIS hun havde spurgt om lov.

MEN: En ukendt mand, som er i vores hjem uden vores vidende, kan Martin og jeg kun opfatte som en trussel mod vores døtres sikkerhed. Punktum. Det er sådan vi har det.

Jeg er også bevidst om, at det (heldigvis) er de færreste mænd, der er pædofile og knivstikkere.

– Men hvem har lyst til at sove intetanende i eget hjem, for så at vågne op til den overraskelse, at en fremmed mand er helt inde i dit hjem – 20 trappetrin fra din og børnenes senge?

Men det er menneskeligt at fejle.

photo 2

Og jeg har taget min beslutning:

Hun får denne her ene chance og min tilgivelse. 

Jeg har skrevet et sæt husregler, som hun er blevet præsenteret for her til frokost – og som vi fremover forholder os 100% til.

Det er i øvrigt regler, som jeg selv ville kunne leve med, hvis det var mig, der var au pair’en eller husholdersken. For jeg vil IKKE til at opføre mig som Bent-Betjentsen over for en 42-årig kvinde.

Og kan hun ikke administrere den frihed, som hun bliver givet hos sin skandinaviske arbejdsgiver, så må vores veje skilles. Simple as that.

Husregler:

1. Ærlighed. Altid.

2. Ingen mænd i vores hus uden forudgående aftale med os.

3. Døren skal være låst kl. 22. Hvis du kommer senere hjem, så skal du medbringe nøgle til at låse dig ind.

4. Arbejdstiderne skal overholdes. Hvis du er dårlig eller syg, så sig det til os. Det er ikke okay bare at “forsvinde” uden at give lyd fra dig.

5. Mobiltelefonen er kun til meget vigtige opkald, når du er sammen med børnene. Ellers skal den lægges på dit værelse, så de ikke oplever dig med telefonen for øret hele tiden.

Sådan. Slut. Prut. Finale.

Jeg er ikke længere skuffet. (Eller pigesur, for den sags skyld.)

Nu håber jeg, at tilliden langsomt opbygges igen.

Og at den ikke bliver brudt. For så vanker der udsmidning. På røv og albuer.

2 kommentarer

  • eeeej altså nogen charmetrolde af nogen piger I har jer.
    jeg krydser fingre for at den er feset ind hos jeres husholderske. det ville være nemmest alt andet lige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak – de stolte forældre synes naturligvis også at de to rødhårede pippi-piger er dejlige 😀
      Jeg krydser i dén grad også fingre for at vores husholderske har forstået budskabet – for der bliver ikke nogen “second chances”…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mentale tømmermænd