No Promises og en skoleafslutning på forskud

Historien om Tina og en Emirati Socialite

Forleden fik jeg kontakt til en pakistansk forretningsmand, der mangler en tekstforfatter til ad hoc opgaver. Den person kunne muligvis være mig. Nu får vi se.

Vi talte ihvertfald sammen i telefonen og endte med at aftale et møde lørdag aften kl. 21.30 på Caribou Coffee i The Greens.

Jeg ankommer til caféen 5 minutter før den aftalte tid. Håret i hestehale, lipgloss, silkebluse. Mummy-uniformen er efterladt derhjemme, og jeg gør mit ypperste for at se civiliseret ud. Der er en chokoladeplet på mine bukser, konstaterer jeg (for sent).

Hvorfor skal der altid være barne-sneglespor på mig, uanset hvor meget umage, jeg gør mig?

Jeg skimmer lokalet for mulige pakistanske forretningsfolk på så diskret vis som muligt. Der er fyldt af mennesker, så jeg sætter mig på en stol og afventer kontakt.

En yngre mand er i færd med at bestille kaffe. Han fanger mine søgende øjne og selvom han ikke ligner den pakistaner, som jeg har google’t og fundet billeder af på LinkedIn, så er der en øjeblikkelig reaktion.

Han vinker glad: “Hi Tina, you are Tina, right?”.

Manden ser godt ud. Mørk, maskulin og velplejet. Hermes-armbånd og et ret interessant ur. Nonchalant påklædning på den der eksklusive måde. Gammel-rig, konstaterer jeg for mig selv.

Jeg rejser mig, smiler og giver ham et fast håndtryk. “Yes, I am Tina, pleased to meet you”.

Han siger: “So did you have a fun time diving today?”

Jeg siger: “No, I didn’t go diving. I went dining in Dubai Marina with my husband and daughters and some good friends – slightly less exciting, but still very nice”.

Han ser forvirret ud et øjeblik, men smiler så og køber kaffe til mig.

Mens han venter på baristaens brygshow, går jeg uden for og finder et bord. Han vil gerne ryge, mens vi taler.

Min intuition siger mig, at der er et eller andet galt.

Men jeg slår det hen – han virker jo sikker på at vi skal mødes; han kender jo mit navn og han er jo i øvrigt mægtig flink.

Måske er jeg bare ikke lige klar på mellemøstlige mænds adfærd?

Et øjeblik efter sidder vi over for hinanden. Jeg registrerer pludselig at han ikke har briller på, som han havde på billedet. Og han ser en del yngre ud. Men okay – billeder er billeder. Og man kan da have kontaktlinser på? Og desuden er jeg elendig til at vurdere folks alder.

Han tænder en smøg, trækker vejret dybt og spørger: “So how is life in Dubai?”

Jeg svarer: “So far, it has been good. I have only got 2 months of experience living here, but first impressions are very positive”.

Nu ser han forvirret ud: “But I thought you had been here for 2 years?”

Vi ler begge af misforståelsen og slår det hen med dårligt signal over mobiltelefonen, da vi talte sammen. Og så går jeg igang med at udspørge ham om hans opvækst i Danmark, før familien rejste videre ud i den store verden. Alt det, vi havde talt kort om over telefonen.

Han suger dybt ind: “But, Tina, I am Emirati, I am from here. I am not Pakistani and I have just come home from a trip to Cannes, Monaco and London, but I never visited Copenhagen. Would love to, though, the girls are supposed to be worth it. But my life is so hectic these days with the MBA-programme and Sheik Mohammad’s Strategy Programme that I have been selected to participate in. I can hardly think straight. So many places to go, so many things to explore.”

Jeg stirrer forundret på ham: “But I thought you had been running lots of different restaurants and businesses in Pakistan, the US, England and Dubai? Are you not doing e-commerce now?”

Manden smiler overbærende til mig: “Tina, you know, I am a socialite, I like to enjoy my life. I don’t waste my time with restaurants, I am into stock markets and having fun”.

Jeg er efterhånden ret befippet. Der er bare INTET, der klinger med det behagelige, professionelle menneske, som jeg talte med i telefonen. Han er rigtig sød, men virker på ingen måde som om livsens alvor er gået op for ham.

Pludselig ringer min mobiltelefon på bunden af dametasken. Jeg griber febrilsk efter den. Det er den pakistanske forretningsmand. Han er ved at finde en parkeringsplads og vil lige undskylde den lille forsinkelse.

Jeg lukker telefonen ned, trækker vejret dybt og bryder ud i latter. Min nye Emirati-ven kigger forbavset på mig.

Og så fornemmer jeg et andet menneskes tilstedeværelse.

Ved min venstre side er der dukket en anden kvinde op.

Høj, slank, lys og med håret i en hestehale. Det er Tina.

Den rigtige Tina.

Hende, som han rent faktisk har en date med. Og som han måske ikke lige helt kunne huske eller genkende, nu hvor han (med egne ord) er en socialite, der kan lide at nyde livet.

Player, kunne jeg måske også have fundet på at kalde ham. En vaskeægte fissekarl.

Vi lader ihvertfald billedet stå af den flotte araber og aftenens udkårne europæer.

Tina ser meget overrasket ud. Og ikke specielt begejstret ud.

Jeg ser op på hende: “I am so terribly sorry, Tina. I am Tina, too  – and your friend and I have only just had coffee, but now I must go. Have a great evening and thank you for the nice cappuccino”.

Hr. Emirati-Socialite ler højt, holder min hånd og undskylder dybt for misforståelsen.

Hun ser ud til at tø lidt op, da det går op for hende, at det er en komplet fejltagelse.

Et øjeblik senere møder jeg den rette i baren. Han smiler og undskylder sin forsinkede ankomst: “Oh, so you have already had coffee”, konstaterer han.

“Come over here and I shall tell you a story”, svarer jeg ham med et stort grin.

   

1 kommentar

  • Camilla

    Ej hvor morsomt. Hvad er oddsene lige for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

No Promises og en skoleafslutning på forskud