Sømandskirken i Dubai

For et par uger siden inviterede min nye, svenske veninde Susanne os med i Sømandskirken i Oud Metha-bydelen.

Hun besøger kirken et par gange om ugen, når præsterne afholder børneaktiviteter – og dét skulle vi da med for at opleve.

Det er fantastisk at have lært en pige som Susanne at kende – helt tilfældigt på en legeplads – og nu øser hun gavmildt ud af sine erfaringer fra 4 års levet liv i Dubai.

Hun stiller sin hjælp og sit selskab til rådighed for mig. Og den form for gæstfrihed og venlighed har jeg lovet mig selv, at jeg også vil give videre, når jeg møder nye – hvad enten det er i Dubai eller et andet sted. For det betyder uendeligt meget i starten af et nyt liv i et fremmed land.

‘Kirke’ i traditionel forstand er der ikke helt tale om. Indendørs er der en døbefond, et alter og 3-4 præster fra Norge og Sverige, som udfører gudstjenester, andagter og foretager vielser, dåb osv. Men der bliver ikke “reklameret” på traditionel vis med kors og kirketårn udenfor.

I virkeligheden minder stedet mere om en “social club” for skandinaver, hvor det kristne budskab og de kristne værdier er grundlaget for stedets virke – men alle er velkomne, uanset trosretning eller overbevisning.

Ligeså snart man træder over dørtærsklen er her ihvertfald hjemligt og hyggeligt. Køkkenpersonalet bager vafler og kanelbullar. Der er smørgås og kaffe på kanden. Præsterne sidder i sofaen og socialiserer med de besøgende.

What’s not to like?

Sømandskirken har også en dejlig have med legeplads, swimmingpool og boldbane. Pigerne elsker at klatre, gynge og lege i sandet.

En skam, at her allerede er så brændende varmt, at jeg må hive dem ind efter 10 minutters leg af frygt for væskemangel og overophedning.

Her er pigerne i færd med at dekorere stearinlys med en blanding af sæbe og vandfarve. Thushara, vores husholderske, står i baggrunden i en gul T-shirt. Hun var med os en eftermiddag.

Efter 2 år i Udkants-England, hvor vi var de eneste “særlinge udefra” – og hvor naboer og landsbyboere tog vel imod os og lod os være en del af fællesskabet – så føles det nogle gange lidt sært at søge så bevidst mod andre “hvide”. Men jeg har ikke rigtig fundet mulighed for “lokalt selskab” (om man så må formulere det) indtil videre…

Det er som om kultur- og trosforskelle, kombineret med en stor sprogbarriere, gør det til en uoverskuelig opgave at skabe venskaber med muslimske/emirati-kvinder? Jeg møder dem stort set kun, når det handler om Cille’s skole.

Uanset om det er lidt fjollet at gå så bevidst efter skandinavisk selskab, så er Sømandskirken et dejligt sted med flinke mennesker og gode aktiviteter.

Så godt som hjemme.