Skraldefiskeri

Ting, der fungerer i Dubai

Jeg har begået flere blogindlæg om papir-virvar, omstændelige registrerings-processer og offentlige kontorer her i Dubai – og for at jeg ikke ender med en gedigen brokke-blog – så vil jeg i dag fortælle om nogle af de MANGE ting, der fungerer i Dubai.

1. Det er godt vejr hver eneste dag

Der sker et eller andet helt fantastisk med ens sindsstemning, når solen skinner fra en skyfri himmel. Med garanti. Hver dag. Vi kan være uden for hele døgnet (okay – det er for varmt over middag, men det er jo kun en begrænsning i de næste par måneder) – og vi leger konstant i sand, vand og have.

photo 4-1

2. Der er mere end god tid som hjemmegående husmor

Mille My og jeg lever et utroligt hårdt og krævende liv med en lille udflugt eller gåtur hver formiddag. Vi kan lige holde til det.

photo 4-1

photo 5-1

Undervejs er der (desværre) masser af muligheder for friskpresset juice, kaffe-lotte og smørcroissant. Ikke den smarteste morgenmad, når man samtidig er “udstillet” i bikini en stor del af tiden. Jeg har rygrad som en regnorm og håber inderligt på at motionscyklen kan hjælpe lidt.

Mille beder selv om en "babyccino"?er det et godt eller dårligt tegn?

Mille beder selv om en “babyccino”, når vi nærmer os en cafe – er det et godt eller dårligt tegn?

3. Husholderske er den største gave til familielivet

Vi har nu haft vores sri-lankanske husholderske boende i knapt en uge, så der er begrænsede erfaringer og oplevelser at berette om. Men indtil videre opfatter jeg det som et fantastisk koncept til en børnefamilie. Hun tørrer op efter hvert glas spildt mælk, dækker morgenbord, smører madpakke, rydder op efter måltiderne, fylder og tømmer opvaskemaskine, laver aftensmad, skyller bilen over, fejer, pudser vinduer, stryger, vasker, polerer og regerer.

Heldigvis er hun ikke kun en effektiv og pertentlig rengøringskone og en dygtig kok – hun er også en glad og sympatisk kvinde, der gerne vil være sammen med pigerne, og som sætter en ære i at hjælpe dem og lege med dem, når de er hjemme.

Vores husholderske og Mille kommer mig i møde, da jeg har afleveret Cille i skolen

Vores husholderske og Mille kommer mig i møde, da jeg har afleveret Cille i skolen

Når der pludselig er et andet menneske, der fejer corn flakes-krummerne op fra gulvet og sætter morgenmadsskålene i opvaskemaskinen, har jeg oceaner af tid til at lege med Mille. Her fejrer vi fødselsdag med kage og sang. Det er jo helt fantastisk at have den tid og ro til hende i stedet for at rumstere med oprydning og opvask.

4. Service-niveauet

Enhver, der har oplevet ‘kundeservice’ i Netto eller Fakta fortjener i dén grad en tur i Spinneys eller Carrefour i Dubai. Jeg gi’r!

Her er der ikke noget med at mose for 700 kr. dyrtindkøbte varer ned i en krog af båndet, hvorefter man selv er overladt til at fylde indkøbsposerne med de klemte varer.

Supermarkederne i Dubai er pæne, velassorterede (har f.eks. også friskbagt rugbrød hver dag) og der er altid hjælp med pakning af varer.

Har man mange varer, hjælper medarbejderne gerne med at pakke bilen efterfølgende.

Og når indkøbsvognen skal afleveres, stiller man den bare pænt ind til siden af vejen – vupti, så kommer der en flink mand forbi og tager vognen med ind igen.

spinneys

Tankstationen er et andet eksempel på det gode serviceniveau. Her kommer der en tankpasser, som pænt fylder tanken op. Samme sted kan jeg få MINI Cooper’en vasket, poleret og støvsuget i 40 minutter af 4 kyndige mænd for 50 kr.

Hassa_Emarat_Petrol_Station_ph_alb_180520112320

Og når husholdningen er ved at løbe tør for drikkevand, sætter jeg blot “tønderne” uden for døren, så kommer Al Ain Water forbi hver tirsdag, snupper mine kuponer, og stiller nyt vand til os.

Hvis vi er ved at løbe tør for gas i “udhuset”, kommer Al Abbas Gas inden for 30 minutter til 1 time med en ny flaske, som de installerer med et smil.

photo 2

5. Fornøjelserne

Dubai må være Mellemøstens svar på Las Vegas. Det er mit umiddelbare indtryk. Jovist – her er knapt så åbenlyst hor, druk og kortensspil – men der er stadig knald på. Dubai byder på så ufatteligt mange oplevelser for alle aldre, temperamenter, interesser og smagsløg.

Her er pigerne fotograferet under et fantastisk springvands-lyd-lys-show uden for Dubai Mall med udsigt over Burj Khalifa – verdens højeste bygning. Det lyder muligvis lidt tacky – men det er imponerende at spise med den udsigt og oplevelse.

Vi glæder os meget til at tage hul på fornøjelserne og oplevelserne i Dubai. Indtil videre har hus-jagt, papirbunker og flytning været presserende opgaver. Der må vel ydes, før der kan nydes?

9 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skraldefiskeri