Araber-trafik og Al Karama

Husmor-to-do

I am on a roll today!

Der er noget godt ved idag.

Måske er jeg glad, fordi det gode skib Mary (aka. Maersk Seville) forhåbentlig stiller vores container i havnen idag?

Måske er det fordi min husmor-to-do-liste langsomt får flere og flere flueben?

I aftes tegnede bedste-halvdelen flowchart over de ting, der skal være på plads, før vi sådan for alvor kan flytte ind. Hans strukturfascisme er en stor hjælp, når mine skriblede noter på en blok bliver lidt forvirrende at finde rundt i.

photo 1

Kasserne, pilene og den kronologiske rækkefølge ridser det hele op visuelt. Gid, jeg engang lærer at fatte mig i den slags korthed!

I morges kører Lille My og jeg igen-igen ned til huset, efter at have taget afsked med den lille-store Skolepige kl. 7.45.

Mille bliver siddende fastspændt i bilen med iPad’en som trofast underholdningspartner, mens jeg gennemser huset. Hun bliver tit ked af det, hvis hun skal vandre rundt efter mig i det tomme og triste hus, hvor der er intet, hun kan foretage sig. Altså bortset fra at fodre myrerne i køkkenskabet og rulle sig i støv.

Så løsningen med bilen er muligvis lidt tosset – men vi slipper for gråd og utryghed.

Huset er blevet rengjort af en flok indiske mænd igår. De har gjort “mande-rent”, konstaterer jeg. Der er f.eks. blevet nydeligt uden for – rene vinduer, fluenettene er rensede og der er fejet fliser. Men inden for lader rengøringen lidt tilbage at ønske. Eksempelvis bliver et toilet ikke rigtigt skinnende rent af at blive spulet en tur med bidét-bruseren, vel?

Her er et par billeder af de bunker af rod og affald, som mændene fjernede fra huset og haven igår. Efterladenskaber fra de tidligere lejere, antager jeg.

photo 3

photo 4

Helt klassisk har de “glemt” et par spande maling og nogle stole i et hjørne af garagen, da de kørte i aftes. Det er mig en gåde, hvordan de kan glemme det, men medtage resten? Især fordi jeg gennemgik samtlige efterladte ejendele med dem og bad dem tage ALT med.

Jeg ringer til rengøringsfirmaets chef. De kommer forbi senere i dag og fjerner resten.

Et øjeblik senere dukker der 6 indere op i en Toyota Hiace. De er vandtank-rensere. Det vil sige – 3 af dem er vandtankrensere – de 3 andre er med til at kigge på. Vi har insisteret på en tankrensning over for vores udlejer. Og det ender jeg med at blive glad for.

water_tank

Først tømmer mændene vand-reservoiret helt. Og den mindste af dem klatrer herefter ned i tanken. Det er nok et af den slags job, hvor det at være mindstemand i team’et er ufedest?

Lidt efter kommer den bitte tank-klatrer op med en meterlang paryk af hvide, slimede alger. Han konstaterer, at husets vandtank er snavset. Jeg er enig!

Mændene hjælper mig op på en stige, så jeg kan balancere på kanten af vandtanken. Der gror alger og det ligner lidt, at der er en havbund på tankens bund. En synlig revne på omkring 30 cm. ses i den ene side. Der bliver altså spildt vand til ingen verdens nytte (for en formue)!

Mændene lapper tanken, renser den og genfylder med friskt vand. Alt i alt 45 minutters effektivt arbejde. Hvor var det godt, at det blev gjort, før vi begyndte at bruge vandet til madlavning, bad osv.

Lidt efter kommer gasflaske-vognen forbi. De må have været i kvarteret, for de kom blot 20 minutter efter mit opkald. Jeg betaler for 2 flasker og mændene installerer dem i et skab i haven. De sætter gummi-studs på gasudtaget i køkkenet og lover mig, at det nu er helt klart til installation af gaskomfur.

photo 2

Alle husene har gasflasker stående til madlavning. I vores tilfælde er vi heldige, at der er indbygget plads til 2 flasker, således at man kan skifte, hvis den ene løber tør midt i madlavningen. Det føles ret eksotisk at have “køkkenets brændstof” stående i et haveskur. Ikke noget med rør i jorden til fælles-distribution her.

Tirsdag kommer der en tømrer (eller 6?) for at gennemgå huset med mig. Der er en skydedør, der ikke kan åbnes. De fleste vinduers fluenet skal repareres og alle skydedøre skal renses og smøres. Dørhåndtagene hænger. I det hele taget er huset trist og mangler vedligehold.

Onsdag har jeg bestilt 2 damer til at gøre hovedrent. Særligt køkkenskabene og badeværelserne skal have en grundig omgang af nogle, der rent faktisk forstår sig på rengøring. Det er et “maid-service-firma”, der bringer 2 af deres maids ud til villaen. De er der i 4 timer og medbringer selv alle produkter og redskaber. Den slags koster lige omkring 500 dirhams (ca. 750 kr.) – og ud af dette beløb får hver maid 40 dirhams i times (ca. 60 kr.).

Torsdag tager vi afsked med myre-kæle-krybene i køkkenskabene. “National Pest Control” lægger vejen forbi og sprayer, ryger og suger alle krible-krable-dyr ud af huset og haven. Jeg har heldigvis ikke mødt kakkerlakker inde eller ude. Men de er der!

BROWN COC

Og hvis vi er superheldige, så bliver containeren clearet af tolderne hen imod weekenden.

Og hvis vi er endnu mere superheldige, så flytter vi ind i starten af næste uge.

Men inden da skal jeg lige have styr på ulovlige (piv-farlige) elinstallationer i køkkenet, bestilling og installation af alle hårde hvidevarer, levering og montering af gardiner, afløbsrensning, kalkfjerning, rensning af air-condition-anlæg, skift af elpærer, afhjælpe dryppende vandhaner og fortsæt selv. Det er godt, at jeg har folk til det hele.

5836627-dryppende-vandhane

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Araber-trafik og Al Karama