Husleje(rne)

Martin kom hjem igår med en underskrevet lejekontrakt, en husnøgle og en letvægts-tegnebog, der var blevet befriet for tyngden af et helt års husleje.

Det er en KÆMPE lettelse at have taget beslutningen om at det er dét her hus.

Slut.

Punktum.

Ikke flere omgange i bokseringen med en ejendomsmægler, der lige har et andet hus, vi skal se. Og ikke flere sene eftermiddage med uopfordret “snushaneri” i ulåste, fremmede huse, som gør pigerne forvirrede og frustrerede.

I morges vågner den lille-store Skolepige tidligt og kryber op i vores seng. Hun varmer små, morgenkolde børnefødder op ad mine bløde Mummy-lår. Og hun tillader mig at ae og nusse hende et øjeblik.

Den slags stunder er sjældne med virkelighedens Pippi. Hun er meget selvstændig og ikke særlig opsat på fysisk nærhed med sin gamle Mor. Den slags har hun for travlt til.

“I like going to Daffodils Class, Mummy”, siger hun til mig i bilen på vej til skole. Hendes lille ansigt lyser op og hestehalen hopper begejstret med.

Det er en dejlig kommentar, som bekræfter min mavefornemmelse – og som selvfølgelig er endnu mere værdifuld, fordi den kommer uopfordret fra barnet.

Efter at have afleveret en glad Cille, promenerer jeg i “The Greens” med Mille i klapvognen.

Kl. 8.00 om morgenen er her lige lidt over 30 grader. Så alle Yummy Mummies, maids med babyer i kareter, hundeluftere og joggere er i fuld gang med at nyde udendørslivet, før det bliver for varmt. For det gør det faktisk ret hurtigt.

Bagefter tager Lille My og jeg forbi huset for at se nærmere på fejl og mangler. Og for at fornemme boligens generelle stand i ubarmhjertigt dagslys. Der er en del småting, som skal rettes og udbedres, så jeg ringer til udlejeren for at aftale nærmere.

Før vi flytter ind, skal der helt sikkert foretages en om-maling. For det såkaldt “nymalede” hus har vægge, der ser ud som om de lider af en grim hudsygdom. De har pletter, knopper, skrammer og revner.

Herudover er “hvide vægge” i Dubai lig med en ubestemmelig gullig-sandfarvet farve, der mest af alt giver et “snusket-snavset” indtryk.

Jeg tager ikke billeder af væggene til bloggen. Det er simpelthen for deprimerende.

I må se nærmere på husets indre, når der er bare en smule pænere. ((Læs: Jeg er død-forfængelig på alle områder, og vil insistere på at pudse facaden før et husfoto-shoot)).

Jeg tager mål til hårde hvidevarer. Bander over at jeg ikke kan gennemskue, om der er kraftstik til elovn – eller om jeg skal til at leve med en gasovn? Gasblus er gode, men en gasovn alligevel?

I Dubai er der stort set aldrig hårde hvidevarer (eller gardiner, for den sags skyld) til stede i en bolig, så det er en ekstra udgift, der skal medtænkes i budgettet.

Forhåbentlig får jeg besøg af gardinmand og malerfirma i morgen, så vi kan få arbejdet bestilt og komme et skridt videre imod et beboeligt hjem.

Og imens Mor er optaget af et målebånd og en huskeseddel, fodrer Lille My myrerne i køkkenets underskab med en gulerodsstump.

Hun ler højt og råber “looky, Mummy, looky, carrot little bee”.

Det minder mig om, at jeg skal have bestilt skadedyrsbekæmpelsen til at ryge livet ud af alle krible-krable-væsner, før vi flytter ind.

Her til aften muntrer immigranterne sig med at finde hoved og hale i vand- og el-registrering for ejendommen og ansøgning om indflytningstilladelse fra The Lakes’ administration.

Der er et fornøjeligt virvar af online formularer, krav om lejekontrakt og kopier af pas, visum, opholdstilladelse og ID-kort med videre, som Dubai’s myndigheder skal have i den ene eller den anden sammenhæng.

Det undrer mig ikke, hvis der dukker et krav op om røntgenbillede af tandsættet og skelettet samt irisscanning af øjnene, før de giver os chancen for at indtage en villa i “The Lakes”.

Martins kollegaer grinede højt, da han idag stolt proklamerede, at nøglerne nu var “i hus”. Og så advarede de ham venligt om, at husjagten var den lette del. Nu kommer den besværlige del, som er at få alle papirer godkendt og ordnet, så vi kan flytte ind som de retmæssige lejere af villa 145 i Maeen 5.

Nuvel – det er alt sammen en del af oplevelsen. Alt sammen en del af morskaben.

Og en ganske god anledning til at trøstespise libanesisk fastfood, tænker jeg?