Skidt timing

Pigerne og jeg tager en pause fra swimming pool’en.

Vi har udviklet både svømmegæller og fregner, så uanset hvad madammerne synes om det, er det tiltrængt at lege landkrabber i skyggen for en stund.

De bliver i stedet trukket med ind i Deira City Center’s behagelige, kølige temperatur til soft play og fun rides. Et eller andet skal energien jo brændes af på, når man bor i en hotellejlighed og den udendørs legeplads er alt for varm at lege på, før henad 17-tiden.

Vi er alle 3 ved at smelte på den 15-minutter korte gåtur til centeret. Det er rygende varmt på de asfalterede gader og bil-osen stikker i lungerne, når vi krydser de store veje i småløb.

Jeg er godt nok spændt på juli-august måned, hvor temperaturen efter sigende bliver 40-47 grader?Det bliver noget med at være aktive på legepladsen i ulvetimen og ellers en masse indendørs-aktiviteter.

Senere på dagen tager jeg Mor-uniformen af. Og hopper ned i min gamle, velkendte, men forunderligt fremmede business-uniform. Den giver sommerfugle i maven.

Jeg ser mig selv i spejlet og undrer mig over, at det ligner mig. Fra en anden tid.

Cille plukker en blomst til mig, mens vi venter på Far. Jeg gemmer blomsten et hemmeligt sted under min påklistrede nydelighed. “Then you will think of us and remember us, when you have dit møde, Mummy”. Det er nemlig dét, jeg kan, Cille.

Farmanden drøner op foran hotellet og sætter straks GPS’en til Al Sarayat Street. Det er den nærmeste vej (med et navn!!!), som jeg har været i stand til at finde omkring det sted i Jumeirah Lakes Towers, hvor jeg skal til møde.

Efter nogle kilometers kørsel meddeler GPS’en, at vi er ved målet (aka. Al Sarayat Street). Vi kigger betuttede ud af vinduet og kan tydeligt se, at Jumeirah Lakes Towers’ mange skyskrabere rager op mindst 5 km. væk.

Forbandede GPS! Forbandede veje uden navne! Hvorfor er det lige, at noget så enkelt som at navngive veje, stræder og gader tilsyneladende er komplet irrelevant her i Dubai? No wonder, at INGEN (læs: taxichauffører og nyankomne immigranter) kan finde vej!

Heldigvis (for mig) fejler Martins stedsans, stædighed og snarrådighed intet, så han kører videre og finder egenhændigt Al Sarayat Street, hvorefter jeg finder den rigtige skyskaber  ved at ringe efter forklaringshjælp hos virksomhedens søde receptionist.

Mummy springer ud af MINI Cooper og sender fingerkys til 2 trunter på bagsædet og en presset-træt Far på forsædet. Kun imponerende 2 minutter forsinket og ret overrasket over, at det vitterligt lykkedes at finde den rigtige skyskraber.

35 etager længere oppe møder jeg det rareste menneske. Oprigtig, nærværende og i øjenhøjde med mig og alle andre omkring sig. Vi taler sammen. Længe. Om jobmuligheder, om jobindhold, om virksomhedens fremtid og om hans behov i forhold til at anskaffe sig en Personlig Assistent.

Tankerne virrer rundt i hovedet på mig. Kemien er helt rigtig. Virksomheden er helt rigtig. Men det er helt ubeskrivelig skidt timing. Og dén er der ingen af os, der kan gøre noget ved eller for.

Og jeg er ærlig. Jeg fornemmer Cilles lille blomst under uniformskjolen, som minder mig om mine prioriteter.

Så tager jeg mod til mig og forklarer uden omsvøb, at vi har været her i Dubai i 10 dage. At pigerne ikke har pasning, skole eller nanny før tidligst august. At vi ikke har et hus. At vi sidder i en hotellejlighed og er ved at tage de første spæde spadestik i ørkensandet – forvirrede, forundrede, frustrerede og begejstrede. At alting er fremmed, nyt, uprøvet og helt ærligt – lettere uoverskueligt. Og at pigerne skal og vil altid være første prioritet.

Måske kan denne her person vente på mig i 3-4 måneder, indtil vores hjem og liv er “på plads”?

Måske vurderer han, at det kan han ikke?

Og så er der “no hard feelings” fra min side. Det er helt tydeligt, at der er tale om skidt timing. Hvis bare tidsmaskinen kunne spole interviewet frem til september-oktober måned! Men sådan fungerer livet jo ikke.

Bilen brummer foran skyskraberen. Jeg sætter mig ind. Martin og pigerne har været ude at se 3 huse i The Lakes, mens jeg var i møde.

Pigerne skaber sig på bagsædet. De råber, kaster med vandflasken, læner sig ind over hinanden og hiver i ildrødt hår, sprutter, synger, hyler, griner og hviner. Glade og vrede på samme tid. Og vi voksne bliver sure, frustrerede og råber stop, la’ dog vær’, vær’ nu gode ved hinanden, det gør ondt i ørerne, når I skriger. SÅ STOOOOOOP DOG, skriger vi selv tilbage.

Farmanden er træt. Han har haft en lang arbejdsdag, bøvlet med at finde vej (for mig) og 3 ejendomsmægler-aftaler uden det helt store udbytte. Velkommen til grundfrustration.

Mor i forretningsuniform er træt. Ærgerlig over at timingen er skidt. Usikker på hvad det egentlig betyder. Hjernen føles som havregrød og verden er helt uoverskuelig lige nu. Velkommen til grundfrustration.

Pigerne er trætte. Klokken nærmer sig 19.30. De har endnu ikke fået aftensmad. Og de har vinket farvel til Mummy, som altid plejer at være med; de har været rundt i fremmede huse, hvor de har mødt ukendte mennesker og hvad skal vi egentlig i alle de der tomme, støvede huse, hva’ Far og Mor? Velkommen til grundfrustration.

Pigerne ryger ind på et værelse, da vi er tilbage i lejligheden. Til afkøling. Mens Mummy selv afkøler i soveværelset ved at smide business-uniformen.

Senere griner vi. Af at Cille lyder som en tro kopi af mig, når hun skælder ud og peger med sine stive pegefingre. Vi siger alle undskyld og krammer. Jeg modtager endnu en fin lille blomst af Cille, som hun har fundet uden for et af de fremmede huse. Vi taler om at det er en dårlig idé at råbe. Både voksne og børn.

I morgen er der heldigvis en ny dag. Den skal ikke bruges på at finde vej – hverken fysisk eller mentalt.