Med havfruer på bagsædet af verdens fineste bil

De sidste par dage har budt på svømmehud og klor-iblødsætning af havfruerne. Og jeg husker at nyde hver eneste time tilbragt i solen med 2 glade, tilfredse unger.

Martin sidder med 1.000 nye opgaver på sit arbejde – og her sidder jeg med kaffe og udsigt til vores døtres vandleg. Der er vist ingen tvivl om at jeg trækker det længste strå.

Men før vi når penthouse-pool’en, er vi dog igennem en knapt-så-idyllisk proces. Med mig i rollen som Dolph, der bare vil rasere “død-ved-kølle”.

For når der skal smøres solcreme på, børstes tændes, redes hår og findes badetøj frem, så er det ikke ligefrem ordet ‘harmoni’ og ‘anerkendende kommunikation i øjenhøjde’, der er kendetegnende for familiedynamikken.

Scenariet er snarere således:

Undertegnede farer rundt efter en 2-årig rolling, der er som skudt ud af en cirkuskanon. Hun tegner med farvekridt på fjernbetjeningen, spilder juice og tisser i et hjørne.

Hendes fede lakridsstænger spurter i modsat retning af mig. Den maveklukkende, selvtilfredse latter vendes på et splitsekund til hysterisk skrigen, når jeg får fat i hende og fortsætter soigneringsopgaven.

Hun stikker sine flodhestetænder frem mod mig og hvæser, når hun ser solcremen og solhatten. Hun vil ikke have bleen på. Hun vil ikke have bleen af. Hun vil have bar røv og bestemme det hele selv, vil hun!

Nogle gange overvejer jeg, hvad der ville ske, hvis jeg ligeså stille gik ud og lukkede døren bag mig. Ville hun ufortrødent fortsætte sin vikinge-hærgen i emirens palads? Eller ville hun blive stille og forundret over sin Mors forsvinden?

I virkeligheden yder beskrivelsen af “solcreme-tandbørste-gate” absolut ingen retfærdighed over for Cille. Hun er vældig fornuftig og hjælpsom i forhold til at tage tøj på, acceptere at nat-hår-bolden skal redes ud og at de små cocopops-infiltrerede hugtænder skal børstes. Storesøster-fornuftig, om man vil. Og gudskelov for dét, for havde der været 2 x Lille My, så var jeg muligvis gået op i røg.

Men fornuft og gode overtalelsesevner fungerer bare ikke med 2-års-terroristen.

Lille My er i den fase, som min Mor ynder at kalde ‘selvstændigheds-fasen’. Eller er det ‘frigørelses-fasen’, du kalder den, Mormor? Det lyder så pænt, flot og næsten rart, når min Mor taler om 2-åriges trang til at være selvstændige med dertilhørende spirende selvforståelse og selvopfattelse.

Men når Mille igen-igen sætter spørgsmålstegn ved ALT, der skal foregå, så bliver min tålmodighed strakt ud over dens grænser. Hun er født med en stærk karaktér og et hedt temperament. So am I. Det slår gnister. Måske skal jeg alligevel have ringet efter hende der Lola Jensen?

Men lige så snart vi er kommet ud af den forbandede hoveddør og ligger som små flodheste i vandoverfladen, så falder der dyb ro og samhørighed over flokken. Det er lige før jeg fristes til at kalde de 2 trunter for englebørn i pool’en.

I går måtte jeg dog tvinge havfruerne med på en lille tur (uden for pool-området). De virkede ganske uforstående over for mit behov for at forlade hotellet i et par timer. Men blev dog alligevel ganske begejstrede for metro-togturen, da vi først sad der og nød udsigten over storbyen.

Og i dag bliver havfruerne igen hevet op af pool’en for at tage med Mummy og Daddy på huskig i The Lakes.

Vi når at se 5 huse på 5 kvarter. Effektivt, men forklaringen findes i at husene ligger inden for kort afstand af hinanden.

2 af husene står igen ulåste, så vi selv kan kigge ind uden ejendomsmægler. Det virker pludseligt helt naturligt at gå rundt om et fremmed hus og tage fat i dørene for at finde den ulåste af slagsen.

Konklusionen på dagens jagt er, at 3 af husene er meget lovende. Så nu får vi se – det her er bestemt ikke den værste omgang!

Efter aftensmaden går pigerne og jeg efter is i supermarkedet over for Marriott. Vi spiser dem med kig til stjernerne og månen. Cille forklarer mig om the North Star, mens Mille smører så meget chokoladeis som overhovedet muligt rundt i ansigtet.

Imens henter Martin min nye bil! Jeg har glædet mig hele dagen til at sparke dæk og indsnuse duften af ny bil. Hun er så fin, at jeg næsten mangler superlativer i ordforrådet. Kort sagt er hun ALT, hvad jeg kunne drømme om.

Er det mon unaturligt at grund-elske en bil? Mit førstehåndsindtryk er ihvertfald at der er tale om true love. Mellem mig og min Mini Cooper Country(wo)man.

Vi lusker ned og piller ved knapper, nu hvor pigerne er lavet om til snorkefrøkener.

Måske skal jeg køre hende i weekenden? Men først skal jeg nok liiiige lade mentalt op til at liste ud i trafikken i min funklende perle.

Indtil da må Martin godt få lov at rive hende lidt rundt.