På med vanten og kælken i Dubai

Om afsavn, hajer, ulåste huse og en container

I dag er en af den slags dage, hvor jeg tydeligt føler et afsavn ved vores (fuldstændigt frivillige!) valg om at bo i udlandet.

Vi sidder i en ørkenstat og er bevidste om at hele familien er samlet for at fejre Farfars store runde dag. Farfar bliver 80 år én gang. (No shit, Sherlock.)

Og vi er der ikke til at lykønske ham og deltage i festlighederne. Mille og Cille får ikke mulighed for at opleve hans runde fødselsdag og det glade samvær med resten af familien. Det er vores valg – jeg ved det godt – men på mærkedage føles det tungt og ensomt.

photo 3

Jeg tager mig selv i at være helt lettet over at pigerne endnu er så små, at de er uvidende om hvad de går glip af i Danmark. Men hvad gør man egentlig, hvis de senere i livet afkræver os en forklaring på vores dybest set egoistiske beslutning?

Vi kan tro og håbe på, at de som store (eller voksne) bliver glade for, at vi tog dem med ud i den store verden på opdagelse og eventyr. Men man ved det jo ikke. Måske vil bebrejdelserne stå i kø sammen med de åbenlyse afsavn og mistede oplevelser med familien i Danmark?

Den tid, den sorg. (Den nat, den glæde, som min Bedste ville have tilføjet med et frækt glimt i øjet.)

I dag tager immigranterne ihvertfald i Dubai Mall for at se på hajer og andet godt fra havet. Der er tale om et kæmpestort akvarium i et shoppingcenter – og alligevel er det kun en “smagsprøve” på the real-deal, som er Dubai Aquarium – hjemsted for over 200 hajer. Pigerne er dybt optagede af alle dyrene. En virkelig god oplevelse.

photo 2-3

Der er ligeså tosset, overvældende, overdådigt og prangende i Dubai Mall som i Mall of the Emirates, hvor vi fornøjede os i sneen igår. Og følelsen af at være lillebitte og langt væk hjemmefra følger stadig med i min rygsæk.

For eksempel er der en full-size ishockeybane – bare fordi man jo altid kan fornøje sig med lidt skøjteløb, ikke?

photo 2

Og en slikbutik med et gigantisk sliktræ og jellybeans i mange meters højde – bare fordi man aldrig kan få for meget slik, vel?

Eller hvad med at futte rundt i en golfvogns-taxi, hvis du er blevet træt i marcipanstængerne af de kilometerlange, marmorbelagte gange?

photo 1

Vi ser på vandfald, der pirrer lysten til udspring, så det helt kilder i maven og pigerne plager om at bade i fontænen.

photo 5

Og vi spiser is med udsigt til Burj Khalifa, der er verdens højeste bygning.

Jeg spotter 1-meter-høje Little Tikes-figurer i fuld araberuniform. Hvor kære er de lige?

photo 5-3Og pigerne får en gyngetur i en rosenhave, der er en prinsesse værdig. Fantasien blomstrer og jeg kan næsten se, hvordan deres hjerner arbejder på højtryk med alle de fabelagtige sanseindtryk.

photo 4

Varme og trætte piger sættes i bilen til eftermiddagslur, mens vi drager på huskig i The Lakes.

Martin har fået et opkald fra en agent om et hus, vi selv kan kigge på. Som i bogstaveligste forstand:

Huset står ulåst, hvis man åbner havelågen, går om i haven og bruger havedøren.

Gå selv ind. Kig dig omkring. Luk døren igen efter dig.

Det gibber lidt i mig, da jeg træder over dørtærsklen til et forladt, pivåbent hus.

Og for første gang får jeg syn for sagen i forhold til at finde et hus i Dubai.

Jeg åbner skuffer, skabe og råber højt “hallooo” for hver afdeling, jeg går ind i. Der er efterladte flasker, rengøringsmidler, værktøj, haveredskaber. Der lugter ramt – indelukket, varmt og fugtigt. Køkkenskabenes låger hænger i laser og skufferne er sunket, så de ikke kan åbnes. Der er mug i alle kanter og fuger. Men haven er dejlig og rummene er lyse, store og sammenhængende. Måske er huset noget for os. Men det er svært for mig at bedømme efter et enkelt huskig.

Én ting er ihvertfald sikker: Husene er DYRE i forhold til materiale-kvalitet og den håndværksmæssige standard. Der er ret meget yalla over det. Martin forklarer mig at det forladte, åbne hus er i ‘fin standard’ – efter alt, hvad han har set.

Måske bærer husene i virkeligheden bare præg af at være udlejningshuse, hvor der bliver flyttet ind og ud konstant? De står uelskede og uplejede hen, indtil ejeren finder en ny lejer og får frisket væggene op og vasket ørkenstøvet væk.

Hvor mange huse ville stå ulåste i Danmark? Hvor mange ejendomsmæglere ville sende kunder ud til “åbent hus” på dén her måde? Det giver lidt stof til eftertanke omkring boligmarkedet hernede – og i særdeleshed retssystemet og strafudmålingerne. Tyveknægte og hærværksmagere er der vist ikke mange af!

Pigerne opdager intet af deres forældres huskiggeri. Og godt det samme. Det er forvirrende nok i forvejen med det her nye liv.

Senere på eftermiddagen kører Martin retur til The Lakes og kigger på endnu et par huse, mens jeg bader badenymfer i et badekar. Denne gang har han agent med på slæb. Der er ikke bid endnu – men det kommer der forhåbentlig snart!

For vores container er på vej. Ombord på skøjten Maersk Seville, som afsejlede fra Felixstowe den 30. marts med ankomst i Jebel Ali, Dubai den 28. april.

56429762.DubaiAerialsFeb06267

Og fra den 28. april går der alt mellem 10 og 14 dage (inshallah), før containeren er gennemset af tolderne og frigivet til os.

Her er hun – det stolte skib Maersk Seville – indregistreret på Liberia flag og højst sandsynligt indchartret af Maersk (med andre ord ejet af en grækerfidus). Men containeren kommer frem. Det ved vi. For den sejler med Maersk.

Maersk-Seville-683070

Maersk-Seville-275545

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På med vanten og kælken i Dubai