Skolebesøget fra helvede

Pigerne sover tungt om morgenen.

De har stadig 4 timers tidsforskel siddende i deres indre ur, så da jeg vækkede dem kl. 7 i morges, lignede de 2 små zombier, der absolut ikke bør vækkes kl. 3 om natten.

Op og ud ad døren. Ud i den dampende varme morgenluft. Taxierne trækker søgende ind mod hotellet i håbet om en tur. Receptionisten forsøger at finde en taxi, som kender vejen til skolen, som vi skal besøge idag: Royal Dubai School. Cille’s nye skole pr. 20. april.

http://www.royaldubaischool.com

Jeg har en svedig-krøllet seddel i hånden, hvor der står: Al Mizhar-1, Street 11A near Algeria Street and Al Khawaneej Road. Det er tilsyneladende en form for “adresse-angivelse” i Dubai. Der er ingen husnumre og ingen præcise gadenavne. Bare en bydel (Al-Mizhar-1) og navnene på de primære veje i området. Og det eneste jeg ved er, at skolen ligger langt ude på den anden side af lufthavnen i et boligområde i distriktet Mirdif, hvor vi så absolut ikke skal bo.

Men hvad fanden gør man, hvis det er den ENESTE britiske skole, der har tilbudt os en plads i det sidste trimester af skoleåret? Og skolen ser endda rigtig dejlig ud – ihvertfald på en computerskærm.

Martin og jeg har vurderet, at det ikke vil være særlig godt for Cille at være uden skole fra april til sommerferien. Hun er et socialt og aktivt væsen – og vil helt sikkert komme til at savne sin gamle skole endnu mere, hvis ikke hun kommer igang hernede.

Problemstillingen var bare virkelig svær, da vi sad ved computeren i Nacton Village for cirka 1.000 år siden. For her findes jo ikke almindelige “folkeskoler” – medmindre man er muslim og taler arabisk, naturligvis. Og privatskolerne er en jungle. En jungle med lange ventelister og mange gebyrer.

– Skulle vi så lade Cille starte i 0. klasse i det sidste trimester af skoleåret i en bydel, hvor vi under ingen omstændigheder vil bo, men som var vores eneste konkrete tilbud?

– Eller skulle vi opskrive hende til at gå 0. klasse om pr. 1. september (hvis vi overhovedet kunne få plads i en bedre bydel) – og risikere, at hun keder sig bravt og tilmed er et helt år ældre end alle de andre?

– Eller skulle vi opskrive hende til at gå i 1. klasse pr. 1. september – og risikere, at hun er langt bagefter de andre – og muligvis ikke engang bliver tilbudt en plads, hvis hendes faglige niveau er for dårligt?

Vi taler om en 4-årig pige, men de gode skoler i Dubai tester helt ned i dén aldersgruppe. Sådan kan man opføre sig, hvis man har årelange ventelister (og pengestærke kunder i butikken).

I aftes kiggede Martin på mig og sukkede: “Og det var os, som troede, at den der skole-problematik ville komme til os, når Cille var omkring 6 år gammel. Nu har det allerede indhentet os og virker som om det aldrig kommer til at gå væk – og pigen er kun 4 år”.

Skole er vel en grundbekymring af de helt store for alle forældre. For god skolegang til ens barn er jo altoverskyggende vigtigt.

Nå – tilbage til dagens oplevelser.

Svedig-krøllet adresse-seddel fremvises til yderligere 15 håbefulde taxichauffører, som alle må erkende, at dén skole og dét område kender de ikke lige. Receptionisten er meget energisk og insisterer på at vi ikke bare må tage en vilkårlig taxi og prøve lykken.

Jeg ringer til skolen og melder os forsinkede. Der er 15 km. derud – og vi har allerede ventet i 40 min. foran hotellet, mens taxierne strømmer forbi.

Til sidst kommer hotellets chauffør og skynder sig at køre os derud. Så lærte jeg på den hårde måde, at jeg fremover skal bestille hotellets egen mand og bare droppe alt om tilfældige taxier, sålænge jeg ikke selv kan hjælpe med at finde vejen.

Skolens rundvisning er i fuld gang, da vi ankommer. Mille nægter at sidde i klapvognen og snart drøner begge pigerne ned ad skolens gange, mens jeg febrilsk forsøger at lytte efter registrarens forklaringer om dette og hint.

Et øjebliks uopmærksomhed og Mille vælter en interimistisk foldevæg, som er stillet op foran et klasseværelse, hvor børnene er ved at skifte til svømmetøj. Mit hjerte ryger op i halsen ved tanken om 20 små børn – fladmaste under en foldevæg. Gudskelov er der ingen børn, der har siddet tæt ved foldevæggen, så vi slipper med skrækken og modtager et hvast blik fra en burkaklædt nanny.

Jeg tager hårdt fat i Mille. Hun hvæser vredt ad mig og skubber trodsigt sin lille underkæbe fremad for at vise mig sine farlige tænder. Jeg har svedige armhuler og ønsker mig beam’et til en anden planet – uden børn og uden skolerundvisninger.

To sekunder senere overhører jeg Cille og en anden pige tale om at slå ihjel. Åh, nej, nej, please – lad ikke registraren høre den samtale. Hvad vil de ikke tro, hvis Cille taler om død og ødelæggelse? Da jeg får fat i hende og hvisler, at hun under ingen omstændigheder må sige ordet ‘kill’, så kigger hun undrende på mig og trækker så hårdt op i nederdelen, at man har frit udsyn til zebra-stribede trusser. Absolut ikke en favorit-gestus i et muslimsk land.

Pigerne reagerer selvfølgelig udad, fordi deres Mor er mega-nervøs og spændt som en fjeder – tak, den har jeg regnet ud. Lola Jensen (familieterapeut) behøver ikke at komme forbi (endnu). Men det her er virkelig ikke let. Her er fremmed og anderledes og ikke særlig velkomment.

Skolens faciliteter er nydelige. Der er Early Years Foundation Stage-læringsmiljø i en langt mere raffineret udgave end tilbage i folkeskolen i udkants-England. Helt åbenlyst fordi det er en privatskole, hvor forældrene betaler mange penge for pladserne.

Så på “ydersiden” er her pænt, flot – kald det hvad du vil. Men på “indersiden” er der ikke ret meget at komme efter. Jeg føler mig ihvertfald ikke velkommen. Registraren kommer ved turens afslutning over for at tale med mig om skolestarten den 20. april.

Jeg siger: “Hvordan kan vi forvente at Cille’s indkøring bliver?”. Registraren svarer med stramme, smalle læber: “Der er ikke indkøring, når et barn starter midt i skoleåret. Den slags gør vi kun ved skoleårets start i september. Vi forventer, at Cille kan deltage på lige vilkår med alle andre pr. 20. april”.

Jeg kigger på hende: “Jamen, Cille har jo hverken mødt sin nye lærer eller sine nye klassekammerater. Der må da være en form for introduktion – hun er jo kun 4 år og alting er nyt for hende her i Dubai”.

Registraren svarer: “Det kan desværre ikke lade sig gøre, at hun kan møde læreren og klassen før den 20. april. Men jeg synes at du gør det mere kompliceret end det reelt er. Cille vil have det absolut fint med at gå i skole ligesom alle andre. Her har vi aldrig haft klager eller problemer”.

Jeg trækker vejret dybt og fortsætter insisterende: “Er der slet ingen mulighed for en blidere opstart, så hun lige kan lære det hele at kende – alt er jo som sagt nyt for hende?”

Registraren ser nu ret utålmodig ud: “Hun bliver tildelt en ‘ven’ i klassen, som kan vise hende hvor hun skal stille sin taske, hvor toilettet er og så fremdeles. Så hun er jo ikke overladt til sig selv. Jeg synes at du bekymrer dig unødigt. Og vores rektor har aldrig tidligere godkendt en separat indkøringsfase for en elev uden for den almene indkøring i september”.

Efter et par yderligere meningsudvekslinger giver registraren op og rækker mig et visitkort med den nye klasselærers e-mail på – så må jeg diskutere indkøring med hende. Jeg giver ikke op så let. Mage til uforstående madamme skal man lede længe efter.

Havde hun tænkt sig? At jeg bare skulle skubbe Cille ind i et lokale med 23 børn og en ny lærer og så vinke farvel – og hente hende 7 timer senere den 20. april?

Pigerne piller i alting i receptionsområdet. Mille skriger højt, fordi hun ikke kan finde snacks i min taske. Taskens indhold ligger spredt ud over en sofa. Cille og en anden lille pige udveksler hårspænder og griner højt, så det runger i forhallen.

Jeg hiver pigerne med ud ad døren. Ud af det iskolde miljø til den ventende chauffør. Med tungt hjerte og skuldrene helt oppe om ørerne begiver vi os hjemad til hotellet. Mille er nu pludselig en lille engel uden aggressive mælketænder. Cille hiver nu ikke længere op i nederdelen og sidder roligt i dybe tanker.

Hjemme igen får pigerne nutellamadder smurt med skyld- og brødebetynget Mummy-hånd. Det har ikke været let for dem her til formiddag. Jeg er selv helt rystet og forvirret på et højere plan.

Vi går i pool’en, får grinet, plasket og leget. Nu føles alting straks bedre. Der er røgelsesduft i brisen og køligt drikkevand med agurk og mynte. Det virker umiddelbart beroligende på flossede nerver.

Da Mille lægger sig til eftermiddagsluren går jeg på jagt efter en anden skole. Det er enten handling eller gråd, kan jeg mærke. Og så foretrækker jeg klart førstnævnte.

Jeg ringer til Dubai International Academy, hvor vi allerede har været skrevet op siden februar. Stort set ingen chance for en plads til september. Uanset at de gør en del for at skabe en lille “dansker-gruppe” på skolen.

Men Regent International School har dog en venlig registrar, som gerne vil tale lidt med mig. En smule håb, føler jeg pludselig.

En halv time (og en nutellamad senere – jeg er blevet trøstespiser med alderen) får jeg pludselig en e-mail fra Regent. De vil gerne tilbyde Cille at deltage i en ‘assessment’, så hun forhåbentlig kan starte hos dem i slutningen af april i deres 0. klasse.

Og selvom jeg principielt er imod at skolerne skal teste de helt små børn, så tager jeg alligevel imod tilbuddet om en test. Registraren forsikrer mig om, at der kun er tale om en samtale mellem Cille og forstanderen, hvor de taler engelsk, skriver, tegner og leger lidt, så de kan sikre sig, at hendes engelske er ’tilfredsstillende til deres skoleniveau’ og at hun er vel undervejs med det skriftlige, alfabetet osv.

http://www.risdubai.com

Den 14. april skal vi så til test. For helvede – er det virkelig dét, vi gør med vores 4-årige Rødtop?

Hvis det betyder, at vi måske kan slippe for Royal Dubai School i Mirdif OG samtidig sikre, at Cille kommer ind i 0. klasse og efterfølgende kan fortsætte i 1. klasse på Regent International School, så er det vel dét, vi gør? I guess so. Så undgår vi også et skoleskifte senere.