Verden flimrer

Det er dag 2 i vores nye liv. Far er taget på arbejde. Og vi er så småt vågne her i lejligheden i Dubai Creek-området.

Pigerne har fået aquadoodle-måtter i ankomstgave og er nu i fuld sving på gulvet.

Og det føles som om verden flimrer.

Som om alting er foregået i glimt, siden vi startede flyttedag nr. 3. Var det her virkelig vores morgenmadsscenario i fredags? Det føles som længe siden.

Min hukommelse er næsten blank. Måske har min hjerne stået stille. Eller måske har hjernen været på så hårdt overarbejde, at den efterfølgende har slettet det hele.

Så hvad er der egentlig sket?

I punktform husker jeg:

• At flyttemændene (også) var helvedes effektive på flyttedag 3 ud af 3. De blev færdige med det hele et par timer før planlagt. Og vi fik ros af dem for at være det mest ryddelige hjem, de havde pakket ned i over 1 år. De udnævnte vores jordiske gods til at være “clutter-free” – og det tager undertegnede som et stort kompliment.

• At Mormor tog Mille med til rytmik, mens jeg havde 1 times farvel-summen-over-morgenkaffen-lad-være-med-at-flæbe-i-Costa-Coffee med Vix og C, mine søde Mummy-veninder, som jeg har tilbragt så mange timer med henover de seneste 2 år. Godt det samme – jeg var vist ikke helt i stand til at sidde i nuet og synge børnesange med en musikpædagog.

• At Cille fik den fineste afsked, jeg kunne have ønsket for hende i skolen. Skolens leder, Miss Kidby, havde inviteret mig til at deltage i fredagens eftermiddags-samling. Cille havde valgt en sang og de bad for vores nye liv i Dubai. Ikke en kristen skole for ingenting! Hun fik overrakt et fint kort af sine klassekammerater og en stor eventyrbog. Jeg måtte i dén grad trække vejret dybt, da jeg så Cille stå foran hele skolen og lave glade fagter, mens hun sang i vilden sky. Det siger en del om hendes karaktér, at hun valgte denne (kristne) sang:

Be bold, be strong
For the Lord your God is with you.
Be bold, be strong,
For the Lord your God is with you.
I am not afraid,
I am not dismayed,
Because I’m walking in faith and victory,
Come on and walk in faith and victory,
For the Lord your God is with you.

• At Cille brød hulkende sammen, da jeg viste hende rundt i det tomme, triste hus, som var blevet pakket helt ned, imens hun var i skole. Hun er stadig så lille – og selvom hun havde set pakkeriet hver morgen i 3 dage, så var det en meget overvældende konsekvens for hende, da alt var slut. Jeg har gjort ALT hvad der stod i min magt for ikke at græde i en hel måned, men lige dér, da græd jeg med hende. For mit barns gråd og sorg går selvfølgelig lige i Mummy-hjertet. Og jeg vil også i dén grad savne Westbank. Tænk, at denne udsigt har været vores hver eneste morgen i smukke, grønne England. Tænk, at Cille ikke længere skal hen i sin lille landsbyskole, som hun elsker overalt.

• At Mille har været fint ‘afledt’ af Mormor-teknikker i de 3 flyttedage. De har været i legeland, på gåture med klapvognen, på legepladsen og til musik – men hun har selvfølgelig også haft sine øjeblikke af forvirring og frustration over alle de input, fremmede mennesker og det mærkelige hjem, vi har levet i.

• At det var et bevægende farvel med Mormor i Gatwick Lufthavn. Hun tog videre ind til forårssolskin og nye oplevelser i London. Det var ikke ligefrem verdens nemmeste afsked. Slet ikke for hende – for jeg er jo hendes “lille pige” på samme måde, som mine piger altid vil være det for mig. Usikkerheden over vores nye liv stod malet i hendes ansigt og jeg fik helt ondt af hende.

• At jeg er min Mor evigt taknemmelig for hendes hjælp under pakke-flytte-dagene. Hun har været “det gode humør”, “overskudsmennesket” og “de ekstra hænder”, som jeg havde brug for, for ikke bare at begynde at råbe højt af pigerne, når de testede min tålmodighed. Og dén hjælp gjorde vores mentale og fysiske nedpakning af Englandslivet aldeles tålelig.

• At de 7 timers flyrejse gik stille og roligt. Ingen af pigerne sov, men de er begge så store nu, at der hverken var gråd eller utålmodighed. Cille så Frozen, Peter Pan og Askepot. Mille lagde puslespil på iPad’en. De spiste (mega-usunde) snacks og Mille klatrede lidt på sæderne for at kigge ind til “naboerne”. Engang imellem fiskede de legetøj op af rygsækken. Der var lidt turbulens, men de tog det fint og beholdt selen på. Og nu er jeg helt oplivet ved tanken om at de (åbenbart!) er SÅ lette ombord på et fly. Ferieplanerne strømmer igennem mit hovede?.

• At Martin havde forberedt vores modtagelse i Dubai Lufthavn til perfektion. Han er så betænksom og jeg følte mig meget elsket og passet på. Der kom en medarbejder og hentede os direkte ved flyet, hvorefter vi drønede i golfvogn igennem hele lufthavnen. Pigerne grinede, når der blev dyttet vredt og viftet af folk, der stod i vejen for vores quick ride. Vi blev lukket igennem immigrationen på 2 minutter – køen lignede ellers nærmere 40-50 minutter blandt mænd med turbaner, koner i burkaer og store papkasser. Og på ingen tid kunne pigerne løbe deres Farmand i møde i ankomsthallen! Sådan her så 2 trætte, lykkelige gensyns-glade mennesker ud:

•  At vi sov en kort nat i afgrundsdyb søvn. Jeg var udmattet efter de seneste dages strabadser. Og det var pigerne også. Martin vækkede os forsigtigt ved 11-tiden og blev hjemme fra arbejde, selvom søndag jo reelt er ugens første arbejdsdag hernede.

Nok punktopstilling. Nu vender min reelle hukommelse tilbage. Tror jeg.

Første dag i Dubai var dejlig. Vi badede i pool’en på penthouse-niveau her i Marriott Executive Apartments. Virkelig lækkert med to små pools og en lidt større. Ideelt til pigerne og med en let brise på 18. sal, som gør solens skarpe stråler mere udholdelige. Her er 30-32 grader og ubarmhjertig ørkensol, så “arabisk forår” er mere lig “en god sommer” for de mælkehvide nordeuropæiske immigranter.

Da pigerne havde fået “vand nok”, kørte vi en tur i lejebilen. Pigerne faldt heldigvis i søvn på bagsædet, og Martin kunne derfor i ro og mag vise mig de boligkvarterer, som han efter (laaaange) studie-ture har udset sig som værende de mest passende til vores familieliv.

Vi vil gerne bo i Emirates Hills-området – The Lakes eller alternativt The Meadows, hedder stederne. Der er grønt, tropisk og med flotte haver. Der er skoler, børnehaver, fitnesscentre, små butikker, fælles pool-områder, legepladser, caféer, gode stier til at cykle på og små søer (det hedder The Lakes, see?), som man kan gå tur rundt om.

Jeg blev vildt glad, da jeg så de boligområder. Det er lige noget for os, tror jeg. Nu må vi så bare forsøge at være tålmodige, da der huserer “wild-west-metoder” på boligmarkedet hernede.

Igår troede vi på et tidspunkt, at vi rent faktisk var ved at underskrive på en dejlig villa i The Lakes. Men efter et par mails frem og tilbage fra ejendomsmægleren, bliver udlejer pludselig grådig og forlanger langt mere i husleje end den pris, der var angivet i salgsopstillingen. Så stoppede vi med ham. Han var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Måske sker der noget nyt idag? Måske ikke?

Vi har stadig 5-7 uger at løbe på i forhold til husjagten – og det er “god tid” i Dubai. Jeg forsøger virkelig at være cool her. Ikke noget med at blive nervøs og tænke sære tanker. Det er en helt anden kultur og et helt anderledes boligmarked – og det kan nå at “gå galt” 10 gange endnu…

Til gengæld gik det ikke galt, da vi efter boligkvarters-sight-seeing kørte ud til en flot BMW-forhandler på Sheikh Zayed Road. Allerdybest nede i en støvet, tilsandet, mørk kælder holdt MIN nye MINI Cooper Countryman! Er der tale om en Mors-Dags-gave af den anden verden – eller hvad? Sådan skal jeg nok ikke forvente at alle Mors Dage bliver fremover, ha ha.

Benene blev fuldstændig slået væk under mig, da jeg satte mig ind i den fine bil. Tænk, at jeg er SÅ ufatteligt heldig, at den skal blive min om et par dage, når fart-striberne er fjernet fra snuden og den er poleret op.

Efter den hæsblæsende oplevelse at gå ind fra gaden, ned i en kælder og efterfølgende give hånd på en ny bil – kørte Martin os til Dubai Mall, hvor vi sad udendørs på en dejlig restaurant og så et forrygende “springvands-show” med underlægningsmusik, mens vi spiste steaks og fisk med udsigt over Burj Khalifa med de blinkende lys, der ligner diamanter på en mørk himmel. Det var imponerende – og du kan se mere her:

http://www.thedubaimall.com/en/Entertain/TheDubaiFountain.aspx

Jeg får tårer i øjnene ved tanken om vores 1. dag i Dubai. Den var fuldstændig overvældende, surrealistisk og vild.

Idag – 2. dagen – er heldigvis noget mere rolig. Leg i lejligheden, en tur i pool’en, en reel eftermiddagslur til Mille og iPad-stille-tid til Cille, mens jeg skriver her på bloggen.

Følelsesmæssig tumult er her nok af. En hjerne på overarbejde og med en berømt klap, der går ned jævnligt i løbet af dagen. Jeg tager mig selv i konstant at “gå efter et eller andet”, men hvad var det nu det var?

Der kommer forhåbentlig en hverdag hen ad vejen.

Og der kommer mere om mit førstehåndsindtryk af Dubai i morgen.