Om at orkestrere en flytning

I går tog Lille My og jeg en sidste gang til den lille, ualmindeligt smukke by Woodbridge. Vi nød forårssolen og spiste picnic i parken. Det var mig tvingende nødvendigt at sige farvel til det her sted. For det er ikke som de andre.

Rigtig mange af vores danske gæster har været “tvangsindlagt” til Woodbridge-besøg. Fordi det er så gammeldags, så britisk og så meget en tidslomme, at det bliver man nødt til at opleve.

Der er herreekviperingsbutik på hovedgaden, som har seler, butterfly, lommetørklæder og slipsemotiver, man vitterligt aldrig ser andre steder. Der er en violinbygger. Marskendisere, køkkenudstyrsbutikker fyldt med krukker til biscuits og alt i bagetilbehør. Der er antikvitetshandlere, gammeldags slikbutik og en café, hvor man kan male porcelæn, imens man drikker te og spiser store kager. Der er en børnebogs-forretning, hvor man gerne må både lege og læse. Apoteket sælger Chanel-produkter, L’Occitane-sæbe og den slags.

Det har format, det her sted. Og jeg elsker det.

“Break the chain”, siger skiltet uden for den lille uafhængige café, som selv importerer bønnerne. I Woodbridge forsøger handelsstanden sig stadig med at drive små specialbutikker, men jeg tvivler på at hovedgaden ser sådan her ud om 20 år.

Men i morges knustes illusionen om picnic og udflugts-driver-liv. God morgen til flyttedag 1 af 3.

Kl. 7.40 ringede B&O-specialisten på døren. Han var klar til nedpakning af elektronik.

Kl. 8.20 ringede flyttefolkene på døren. De var klar til nedpakning af vores jordiske gods.

I starten syntes Mille, at det der flytning var ret morsomt. Hun snakkede løs til flyttemændene, mens jeg dirigerende, fægtede, tegnede og fortalte, hvad jeg ville have hvorhen og hvorfor.

Det tiltaler mig faktisk at have 4 granvoksne mænd at dirigere rundt med. Måske skulle jeg have været en form for orkesterleder? Det føltes meget naturligt, ha!

Men efter Mille’s middagslur så huset således ud:

Og så var det pludselig ikke længere så morsomt, syntes den søde, lettere forvirrede Mille.

Hun græd og stampede i gulvet, imens hun råbte: “table, chairs, men, look Mummy!”

Og jeg måtte give hende ret. Det var faktisk knapt så morsomt herhjemme uden stole, uden borde og fyldt med frække mænd, der vupti-snupper og pakker alting væk.

Faktisk har jeg allerede haft fat i dem én gang, hvor de havde pakket min ene bilnøgle ned. Vi fandt den i andet hug. Men i morgen skal jeg have fat i formanden, da vores iPad nu pludselig også er pakket væk. Sådan én kan et middelklassemenneske som jeg umuligt leve uden i 2 måneder.

Vi flygtede fra flyttekasserne, straks Cille kom fra skole. Tilflugtsstedet var lige om hjørnet hos vores dejlige naboer, som gav husly, selskab, snacks og aftensmad til pigerne. Hjemligt, hjemmevant, trygt og dejligt.

Og nu sover pigerne midt i flytterodet, mens jeg sidder på gulvet i stuen og ser på vores liv – pakket ind og ned i brunt papir og pap.

Om lidt kommer Mormor. Med bil, fly, bus og taxi fra Billund til Ipswich.

Det bliver rart med hendes selskab i denne her tomme, triste skal af et hus.

Nu ikke flere overspringshandlinger – orkesterlederen skal i bad og pakke en bittesmule private ting i en kasse, før der står flyttemænd og banker på døren igen i morgen tidlig.