Afsked på afsked

Afsked. Det føles som om det er det eneste, jeg foretager mig i disse dage.

Afsked med mennesker og steder. Med aktiviteter, rutiner og adfærd, som hører til vores liv i det engelske.

Det er mentalt og følelsesmæssigt drænende.

For her er skønt og udmærket og fyldt af gode mennesker, gode steder og gode oplevelser, som vi sagtens kunne have været omgivet af i mange år fremover.

Men det er “time to move on” – og jeg kan næsten ikke vente til på lørdag. Det er som om denne her venteposition flosser nerverne (yderligere).

I går formiddags gik Lille My og jeg tur igennem en af de dejlige, gamle parker i Ipswich – Holywells Park. Her har vi tilbragt mange skønne timer i løbet af de sidste 2 år.

Vi endte på parkens store legeplads, som både Cille og Mille elsker. Hvem kan ikke lide et sted, hvor man har chancen for at være kaptajn på et stort sørøverskib?

Om eftermiddagen havde Cille sin sidste svømmetime. Hun blev meget overrasket og genert, da hun modtog en lille pokal som anerkendelse for at være den pige-svømmer, der har udviklet sig mest i dette halvår.

Pokalen har ikke veget fra hendes side siden da.

Og nu insisterer hun på at modtage pokaler fremover for sine “achievements”, som hun “caller dem”. Martin er blevet anmodet om at finde pokaler på sit nye arbejde, som han kan tage med hjem til hende, når hun har været dygtig. Jeg vil meget gerne se de pokaler, der er at finde på et shippingkontor!

I aftes kom min rengøringsdame og hendes datter (som har været vores babysitter) forbi til lidt aftensmad.

De forærede pigerne og jeg en masse højst relevante gaver til varmen i Dubai.

Det var så hyggeligt og samtidig underligt at tage afsked med nogle mennesker, som er blevet en del af mit hverdagsliv. De har været her ugentligt; set vores op- og nedture, hjulpet med pasning af Cille, da Mille skulle komme til verden og deltaget i en masse andre dybt personlige situationer og begivenheder.

Jeg kommer til at savne dem. Man bygger ikke ‘bare lige’ den slags familiære, intime relationer op. Det er 100% hårdt arbejde at opbygge den slags venskaber og bånd, når man er voksen og skal starte forfra. Det falder slet, slet ikke naturligt – ihvertfald ikke for  mig.

Så efter den afsked (og helt klart for meget hvidvin) har jeg brug for stærk kaffe. Og jeg kigger grundigt på koppens ord, for at se, om jeg kan tro lidt på dem. Det har jeg brug for idag, hvor der er endnu en række afskeder forude.

For at det hele ikke skal blive for trist, slutter jeg lige med et par fotos af Lille My, som naturligvis SELV kan tage sine nye solbriller på. Hun evner altid at få mig til at grine.