Én gang til for Arveprins Knud

Indrømmet: Jeg er indimellem ligesom den stakkels Arveprins Knud, der også havde brug for at se eller høre tingene mere end én gang.

Tykhudet, måske. Ignorant, uden for pædagogisk rækkevidde eller med manglende realitetssans – kald det hvad du lyster – et kært barn har mange navne!

Men nu dæmrer det efterhånden.

Mine dage i England er talte. 

Ret beset er der 11 dage tilbage, før flyet tager os væk fra grønne England til Dubai’s ørkensand på knapt 7 timer.

Og der er små indikatorer i hverdagen, som blinker og forsøger at påkalde sig min opmærksomhed i forhold til de forandringer, der står for døren.

Som nu her til morgen, hvor der pludselig er stillet ejendomsmægler-til-salg-skilt op foran indkørslen til Westbank, da vi er på vej til skolen og fitnesscentret.

Som nu i aftes, hvor en flok søde, glade og dejlige piger kom forbi til tapas-afskeds-hygge, fordi der bliver for travlt til dén slags i næste uge med flytte-processen i fuld sving.

Og lad mig da lige indskyde et billede af den mest fantastiske jordbær-amaretto-trifli, som en af pigerne havde begået og medbragt som en kærlig gestus. Den var kæmpestor og havde center-piece-imponator-effekt for alle pengene! Helt tydeligvist kreeret af et menneske med håndelag i køkkenet og med hengivenhed over for søde sager.

Den smagte i øvrigt skønt, cremet og friskt.

Og som nu i går eftermiddags til skole-hjem-samtalen, hvor Cille uddelte sine takke-farvel-gaver til skolelederen, klasselæreren og lærer-assistenten. Hun havde selv nøje valgt gaver og kort til dem.

Så dæmrer det alligevel lidt. Suk.

Man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får. Det er angsten for det nye, der taler indeni mig. For jeg glæder mig jo til Dubai – og så frygter jeg det lidt samtidigt.

Heldigvis har jeg mine Mummy-friends, som hjælper mig igennem de sidste par uger med mentale redningsplanker, kaffe-aftaler og lyttende ører. Hvad skulle jeg gøre uden dem?