Så er der åbent hus i Nacton!

Statusopdatering på den savnede Farmand

I dag er det præcist 14 dage siden, at Martin rejste fra England til Dubai.

Og jeg kan oplyse, at Immigrant Kaalund har det aldeles udmærket i de varme lande.

Og jeg kan oplyse, at de tre tilbageblevne trunter har det aldeles udmærket i forårsspirende England.

Skype er sådan cirka verdens bedste opfindelse – for det hjælper pigerne rigtig meget, når de kan se på og tale med deres Far flere gange om dagen. Han er aldrig længere væk end den nærmeste iPad.

foto 5-3

Cille vil altid have Martin til at vise hende rundt i den nye lejlighed via Skype. Så taler de om hvordan der ser ud, og hvor hun skal være, og hvad vi skal lave. Mille kysser og krammer iPad’en og vinker glad til sin Far. Sådan bliver pigerne ved med at skiftes til at tale med ham – men andre gange er jeg heldig og får ham helt for mig selv, når pigerne er opslugte af noget andet. Absolut udholdeligt, synes jeg.

foto 1-2

Og denne her måned tjener jo et vist formål: Vi får afsluttet livet i England stille og roligt – og Martin forbereder en masse ting til vores nye liv dernede.

Der er ingen problemer ved puttetid om aftenen, selvom det er tydeligt, at Cille savner Farmanden. Vi har opfundet vores egen nye godnat-rutine med indbygget fri fortælling om en lille prinsesse, der i virkeligheden handler om Cille og dagens oplevelser. Og så sover hun i min seng for hyggens skyld. For både morens og datterens skyld, hvis jeg nu skal være ærlig.

Men hvad laver Immigrant Kaalund så egentlig dernede i Dubai?

  1. Han går selvfølgelig på arbejde. Det var jo hele pointen. Det er et nydeligt kontor, kan jeg konstatere på Skype. Han har en dygtig sekretær, gode medarbejdere og interessante kollegaer i ledelsesteam’et. Det ligner mest af alt et flashback til Rederiet i de gode, gamle dage, hvor der var tykke tæpper, klassiske møbler, forkontorer med sekretærer og den slags nydeligheder. Her er det nye firma: United Arab Shipping Company
  2. Han ringer på et telefonnummer til kontorets køkken, når han vil have noget at drikke. Så kommer der en lille te- og kaffe-dame trillende med en trolley, som tilbereder drikken efter hans ønske.
  3. Han bor i en serviceret lejlighed her: Marriott Dubai Creek
  4. Lejligheden ligger tæt på arbejdet. Det var et bevidst valg for at gøre det hele lettere i starten. Og nu gør han noget så himmelråbende sært som at GÅ på arbejde. Hver dag. Et par kilometer. Der er der absolut ingen, som kan forstå.
  5. Han spiser sushi. Og spaghetti med bacon. For der er ingen kone til at blande sig. Og så kan man få yndlingsmad hele tiden.
  6. Han øver sig i at køre bil. Der er 6-sporede motorveje, hvor folk holder en ‘pæn fart’. At finde vej er lidt en udfordring, da byen konstant udvikler sig og tilføjer nye veje og nye afkørsler, så GPS’ens kort er alt for gamle.
  7. Laban betyder yoghurt. Ikke skummetmælk. Det fandt han ud af ned i en skål bran-flakes. (De af jer, som kender hans syrnede-mælkeprodukter-fobi vil vide, at det var et STORT problem).
  8. Han blev væk i The Dubai Mall. Den slags sker bare aldrig for Martin. Heldigvis var der golf carts inde i centret, som kunne få ham på rette vej igen. Centret er her: The Dubai Mall
  9. Han har kigget på biler i ørkenen nord for byen. 200 bilforhandlere hang ud langs deres interimistiske ‘forretninger’ og tilbød ALT lige fra Ferrari til Kia. En fuldstændig surrealistisk oplevelse, hvor han vadede rundt forfulgt at indere, der bare lige skulle vise ham en næsten-ny BMW eller hvad med en Porsche? Har du overvejet en Aston Martin?
  10. Han sms’er som en tøs (hans ord!) med ejendomsmæglerne, der skal vise ham lejemål. De dukker ikke op på adressen eller også er de liiige ved at være der inden for et par timer eller noget. Husene står ulåste, så han kan selv gå ind og se dem igennem, når nu ejendomsmæglerne ikke overholder aftalerne. Super smart – eller hvad?
  11. Han har fået oprettet bank konti og haft møde med en bankrådgiver, så han kan snart gå fra stakke af kontanter i pengeskab til noget så state-of-the-art som kreditkort.
  12. Han går til “medical checks” for dette og hint. Det er påkrævet i forhold til Residence Visa. Med andre ord, så vil Dubai’s myndigheder have blodprøver, røntgen m.v. af alle nye tilflyttere. Og et andet lægebesøg er påkrævet i forhold til at være “fit” til arbejdspladsen. Og på mandag kommer der den sidste 3-timers lægeundersøgelse, som er påkrævet i forhold til etablering af livsforsikring. Han er næsten professionel ud i EKG, blodprøver, røntgen, scanning og den slags nu. Og det virker som om hans knapt 41-årige hylster er i topform, hvis man skal tro lægerne.
  13. Han har fået taget fingeraftryk af alle 10 spidser til brug for hans UAE Identity Card. Der er ikke noget med at “rende” fra ulovligheder dernede. Mon de finder på at tage tandaftryk næste gang?

Det var lidt om Dubai – med mine ord, selvfølgelig – så det skal tages med et gran salt.

Men Farmanden har ikke tid til at skrive blogindlæg. Han er på “tour-de-velegnede-boligområder-for-børnefamilier” med (eller uden!) ejendomsmæglere i sin bitte, tøffende Mitsubishi Lancer idag.

foto 2

Hav en dejlig weekend!

4 kommentarer

  • Kan så sige at Laban er kernemælk. Så ved du det når du vil lave koldskål ;O)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, Louise! Det eneste den syrnede-mælke-fobiker så, da “laban” kom ud af kartonen var noget “tykt mælk”, så han er mildest talt ikke den rigtige til at forklare hvilken slags syrnet produkt, der er tale om 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MosterM

    Hahaha jeg fniser stadig over Laban-episoden. Det har jo været verdens dårligste start på dagen for Martin. Jeg kan lige se ham for mig. Han plejer jo hellere at ville have foden i klemme i en dør, end at spise yoghurt!
    xxx

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, den var ikke go’! Dårlig morgenstund for den, der HADER yoghurt 🙂
      Knus til dig
      PS: Jeg fnisede ikke, da han fortalte det. Jeg skraldgrinede. Meget sympatiserende.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så er der åbent hus i Nacton!