Det' okay. Det' helt okay.
Sådan lyder mit indre mantra, siden Farmanden rejste i lørdags.
Jeg tror at det er min hjernes måde at opnå selv-beroligelse på.
En måde, hvorpå jeg kan ae forsigtigt henover de flossede nerver, uden at det stikker og svier alt for meget. Som en lille kat, der slikker sine sår efter nærkamp med naboens alt for store, vilde hankat.
Eller også er det bare en måde at lade stå til på?
Der er minus på den mentale overskudskonto, selvom vi lige har rundet den 1. i måneden. Og jeg bliver nødt til at acceptere det, rejse mig og samle småmønterne op.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke på tingenes tilstand, at jeg på 2. måned lider af stress-flu-enza og efterhånden har opbygget et lidt for kærligt forhold til smertestillende piller.
Cille har en legeaftale lørdag for at aflede opmærksomheden lidt. Pigerne leger ude med kridt i vandpytter, efterfulgt af kast med isterninger. Spørg mig ikke lige hvad det handler om, men de er dybt koncentrerede.
Søndag tager vi hen på en stor legeplads. Foråret titter frem herovre og lover bedre tider. Pigerne nyder solskinnet og til trods for en del mentale nedsmeltninger (læs: ucharmerende vrælen) fra Cille’s side, så går det faktisk okay. Det’ går helt okay.
Der er ingen tvivl om at begge piger savner deres Far. Mille spørger, hvor Daddy er henne om morgenen, når hun kommer trippende hen til hans side af sengen, som nu er tom. Og Cille siger flere gange dagligt: “I wish we were in Dubai now, too, Mummy”. Hendes ansigt bærer præg af savn og tristesse, når hun siger det. En smule af verdens alvor er gået op for hende, er jeg bange for.
Vi skyper med Martin et par gange om dagen. Det fungerer godt for pigerne, der kan vise ham hvad de laver her og nu.
Og det hjælper på mit humør. Det er dejligt at se de nye omgivelser, som han befinder sig i. Hans hjørnekontor ser pænt, lyst og moderne ud. Mere “posh” end Damco UK, kan man vist roligt sige uden at overdrive. Han har fået sin egen sekretær også, der trisser rundt og servicerer.
Firmaet dernede er i fuld sving med at skaffe ham Residence Visa og Emirates ID Card. Herefter kan han komme i gang med at oprette bankkonto og få hul på det nye liv.
I dag har Lille My og jeg haft Pippi Langstrømpe med i tasken på inspirations-shoppe-tur.
På torsdag skal Cille nemlig være udklædt som hovedpersonen i sin yndlingsbog. Det er “World Book Day” og det skal fejres i skolen. Moren har egenrådigt valgt, at hun skal være Pippi.
Lidt fordi hun er en virkelighedens Pippi. Men mest fordi der er no chance in hell at jeg kan forvandle hende til en af personerne fra Jakob Martin Strid’s “Den utrolige historie om den kæmpestore pære”! (Ja, vi læser kun godnathistorier på dansk – det må være en del af hendes danske dannelsesrejse, synes jeg).
I butikkens udstillingsvindue faldt jeg i staver over printet på puden – jeg kan ret godt lide tanken:
“Friends are the family we find along the way”
Det der lyder temmelig bekendt, synes jeg!!
Der er lys, sol, sommer og mere energi derude et sted. Bare vent og se.
Kram