Kærlighed fra Svendborg

Om at sige farvel til et barn

Okay. Dyb indånding.

Denne her problematik har jeg gået og ventet på. Talt ned til. Uden at se frem til.

Here’s the (or)deal:

Lørdag morgen skal vi sige farvel og på gensyn til Martin-Farmanden.

Farvel og på gensyn om 1 måned, vel at mærke.

Hjarte

Og det er lang tid at være væk fra hinanden, synes både han og jeg. Gruelig lang tid.

Årsagen er den, at han skal starte hurtigst muligt i sit nye job i Dubai – og vi skal have tid til at afslutte tingene og aktiviteterne ordentligt her i England.

Pigerne har indtil videre kun oplevet, at deres Far en sjælden gang har været på forretningsrejse i et par dage, så denne her situation er ny, uprøvet og absolut ikke en “normalitet” i vores familie.

Den lille-store Skolepige har taget sin kalender i brug og fået forklaret, at der er kort tid til Far rejser, og at der er 30 dage til vi ser ham igen. Men én ting er at få den slags forklaret konceptuelt, noget andet er at forstå det til fulde.

foto 1-3

For meget info eller for lidt info til 2 bittesmå piger? Det er svært at ramme balancen.

Cille er 4 år og vil helt sikkert være bevidst om savnet efter sin Far. Jeg frygter allerede nu, hvordan hun vil blive ved senge-putte-tid om aftenen. For der vil hun KUN have sin Far. Jeg har tidligere skrevet om denne problematik (som i øvrigt fortsat lever i bedste velgående) – du kan evt. læse mere om hér: Det forsvundne Mor-Monopol

Mille er knapt 2 år og mindst ligeså Far-syg som sin Storesøster, men savnet vil måske være mere udefinerbart, forestiller vi os?

foto 2

foto 1

Samtalen mellem os herhjemme går i disse dage på den konkrete situation ‘Farvel-Far-Lørdag-Morgen-Kl.-6-Nul-Dut’.

Den ene ende af spektret for reaktioner er (måske) at stille op med fornøjede smil i farvel-situationen. Den anden ende af spektret er (måske) at græde salte tårer og kravle ind på sofaen for at ligge i fosterstilling resten af morgenen. Ingen af de to reaktioner afføder synderlig begejstring hos os. Og jeg ville helt instinktivt have tilbøjelighed til scenariet med fosterstillingen, hvor barnligt det end er…

Vi har talt om, at det er vigtigt for os, at pigerne kan fornemme, at dette her ikke er en “normal” situation – og at det heller ikke vil blive det for fremtiden. Derfor står vi selvfølgelig også op for at vinke farvel, så Farmanden ikke forsvinder som en tyv i natten og efterfølgende er væk alt, alt for længe. For vil han så kunne finde på dét igen?

Men samtidig ønsker vi heller ikke en trist situation, hvor de kan se, at de voksne græder og er dybt ulykkelige. Det kunne jo give dem indtrykket af, at vi ikke selv er okay med beslutningen. For vi er okay med det – med hovedet! – men er vi det med hjertet?

Fotolia hjertesorg

Jeg ønsker mig for alt i verden at vores 2 piger ikke skal få følelsen af, at deres Mor er så ked af det og så skrøbelig, at de skal passe på mig. At de skal tage et voksent ansvar på sig og opleve, at deres Mor er blevet den lille. Men samtidig vil jeg heller ikke spille skuespil med påtaget glade smil og store armbevægelser.

Forhåbentlig kan Martin og jeg tøjle hjerte-smerterne og nøjes med at kramme livet lidt ud af pigerne uden at det bliver “for meget” på lørdag. Og så må vi vinke påmalet-glad fra dørtrinnet op til Farmand i taxien.

Uanset at denne her månedslange adskillelse er selvvalgt – og objektivt set en smart løsning i forhold til flytning og det nye liv i Dubai – så har den givet mig masser af stof til eftertanke omkring det med at skulle sige farvel (og på gensyn) til et barn. Afsked – i det hele taget.

Og der tumler tanker og minder rundt i mit hoved fra mit eget levede liv med situationer, hvor der aldrig blev sagt ordentligt farvel – og andre situationer, hvor jeg måske endda fik “for meget farvel” eller “for mange informationer”.

Det er som om at denne her livsform presser og trykker mig på ømme, eksistentielle erfaringer og minder med jævne mellemrum.

– Måske er det indbildt, men det føles som om der er flere udsving og større følelser i kog, end hvis jeg havde fortsat i mit ellers så udmærkede karriere-trummerum derhjemme i Danmark?

Jeg synes ikke at der er nogle lette svar på denne her afskeds-problematik. Og jeg ønsker på ingen måde at anvise en livs-strikke-opskrift for hvorledes man udfører “den mest hensigtsmæssige afsked mellem børn og voksne”. Hvis bare jeg havde den!

Til gengæld lover jeg, at jeg vil gøre mig aller-helvedes umage for at være en voksen, ansvarlig, empatisk Mummy, der passer så godt som menneskeligt muligt på vores 2 poder. I den næste måneds tid, hvor vi er her alene. Og i al fremtid sammen med Martin, naturligvis.

Hvor ville det her scenarie have været let, hvis der ikke havde været 2 børn involveret i det.

Men heldigvis er der 2 børn involveret i det.

Nu er opgaven så at gøre hvad der står i vores magt for at pigerne forbliver involverede, men ikke anvarlige for de livsvalg, som vi – de voksne – træffer for hele familien.

8 kommentarer

  • sussie

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er jo lige ved at tude, kan ikke rigtig med afsked, selvom det kun er en måned. Men der er kun ét at sige: SKYPE. Eller facetime, eller hvad I nu har. Det gør afstanden mindre, når man kan se den anden og se omgivelserne og give virtuelle krammere.
    KRAM til dig Tine, og ja, når pigerne er gået i seng, kan du snuppe en omgang i fosterstilling og evt. hente en gammel bamse frem. Mange tanker, mange, mange varme tanker til jer alle fire.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, den er ikke helt god, vel? En måned er LANG tid i et barns verden – og som sagt var det ikke et problem, hvis dette her kun handlede om Martin og jeg. Det kan man ligesom håndtere.
      Vi har allerede aftalt at skype hver dag, når Cille kommer hjem fra skole, således at de ser ham og han kan være med ved “eftermiddags-te’en”.
      Tusind knus og kram til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde Tine!

    Forstår godt dine tanker og følelser omkring det, men jeg tror på at man når længst med åbenhed og ærlighed a la “ja Far skal rejse først til Dubai og arbejde en masse inden vi kommer derned og selvfølgelig vil vi savne ham, men ihh hvor skal vi 3 piger så hygge indtil vi ses igen gøre alt klar til flytningen. Og vi kan Skype med ham rigtig tit og se hvordan han går rundt og har det og måske han kan vise os lidt fra der hvor han er så vi ved hvordan der ser ud mv.”

    Altså prøve at se muligheder i adskillelsen istedet for problemer især med putning og savn. Prøv at vende den i hovedet på Cille så hun i stedet vil synes det bliver spændende at du skal putte hende den næste måned (og så kan vi se om Far kan gøre det ligeså godt igen når vi ses-agtigt). Spørge hende hvad HUN synes kunne være sjovt/rart og dejligt i forbindelse med at det er DIG der skal gøre det, altså inddrag hende, tal med hende om at det jo bliver anderledes (men fantastisk! :). Skal du læse for hende? Skal I have pudekamp inden? Et bad? En fjolle-leg eller andet HUN rigtig godt kan lide.

    Måske hun vil sove på Martins plads i den måned? Måske det vil være nemmere for hende – og så er det måske løsningen!

    Det er ikke for at gøre mig klog på hvad der er bedst og I skal gøre, for det er jo altid nemmere at være “kloge-Åge” når man ikke selv står i det! 🙂

    Og så kan du sige til Cille at Sebastian savner hende og gerne vil bo hos hende noget tid – det sagde han i går da vi kørte i børnehave! 🙂

    Mange tanker og knus!
    Dorthe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Dorthe,
      Jeg LOVER at se det halvfulde glas fra og med i morgen. Mine problematikker bliver luftet på bloggen, så jeg kan give slip og ikke lade dem skinne igennem over for de to små piger 🙂
      Vi har aftalt at skype hver eftermiddag, når Cille er kommet hjem fra skole. Det passer med at det er sent om aftenen hos Martin.
      Og jeg har tænkt mig at lade hende tage føringen i forhold til aften-putte-tid. Se, om hun vil have det samme ritual med et kapitel eller to i en bog, som hun har med Farmanden – eller noget helt andet. Og det med at sove sammen kunne sagtens blive løsningen, tror jeg.
      Cille grinede, da jeg fortalte om Sebastians kommentar! Hun siger, at hun gerne vil have ham boende 🙂 Så er dét afgjort.
      Knus og kram til jer alle sammen. Håber I må få en dejlig weekend og at den lille kaninus snart er frisk igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MosterM

    Av, det er ord og tanker, der går lige i hjertet.

    I klarer den alle fire, I know!!

    Knus M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vi klarer den selvfølgelig 🙂
      Man vænner sig sikkert til det ligeså stille…men derfor er det ikke sjovt.
      Heldigvis kommer du jo og hygger med og om os 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed fra Svendborg