Om at sige farvel til et barn
Okay. Dyb indånding.
Denne her problematik har jeg gået og ventet på. Talt ned til. Uden at se frem til.
Here’s the (or)deal:
Lørdag morgen skal vi sige farvel og på gensyn til Martin-Farmanden.
Farvel og på gensyn om 1 måned, vel at mærke.
Og det er lang tid at være væk fra hinanden, synes både han og jeg. Gruelig lang tid.
Årsagen er den, at han skal starte hurtigst muligt i sit nye job i Dubai – og vi skal have tid til at afslutte tingene og aktiviteterne ordentligt her i England.
Pigerne har indtil videre kun oplevet, at deres Far en sjælden gang har været på forretningsrejse i et par dage, så denne her situation er ny, uprøvet og absolut ikke en “normalitet” i vores familie.
Den lille-store Skolepige har taget sin kalender i brug og fået forklaret, at der er kort tid til Far rejser, og at der er 30 dage til vi ser ham igen. Men én ting er at få den slags forklaret konceptuelt, noget andet er at forstå det til fulde.
For meget info eller for lidt info til 2 bittesmå piger? Det er svært at ramme balancen.
Cille er 4 år og vil helt sikkert være bevidst om savnet efter sin Far. Jeg frygter allerede nu, hvordan hun vil blive ved senge-putte-tid om aftenen. For der vil hun KUN have sin Far. Jeg har tidligere skrevet om denne problematik (som i øvrigt fortsat lever i bedste velgående) – du kan evt. læse mere om hér: Det forsvundne Mor-Monopol
Mille er knapt 2 år og mindst ligeså Far-syg som sin Storesøster, men savnet vil måske være mere udefinerbart, forestiller vi os?
Samtalen mellem os herhjemme går i disse dage på den konkrete situation ‘Farvel-Far-Lørdag-Morgen-Kl.-6-Nul-Dut’.
Den ene ende af spektret for reaktioner er (måske) at stille op med fornøjede smil i farvel-situationen. Den anden ende af spektret er (måske) at græde salte tårer og kravle ind på sofaen for at ligge i fosterstilling resten af morgenen. Ingen af de to reaktioner afføder synderlig begejstring hos os. Og jeg ville helt instinktivt have tilbøjelighed til scenariet med fosterstillingen, hvor barnligt det end er…
Vi har talt om, at det er vigtigt for os, at pigerne kan fornemme, at dette her ikke er en “normal” situation – og at det heller ikke vil blive det for fremtiden. Derfor står vi selvfølgelig også op for at vinke farvel, så Farmanden ikke forsvinder som en tyv i natten og efterfølgende er væk alt, alt for længe. For vil han så kunne finde på dét igen?
Men samtidig ønsker vi heller ikke en trist situation, hvor de kan se, at de voksne græder og er dybt ulykkelige. Det kunne jo give dem indtrykket af, at vi ikke selv er okay med beslutningen. For vi er okay med det – med hovedet! – men er vi det med hjertet?
Jeg ønsker mig for alt i verden at vores 2 piger ikke skal få følelsen af, at deres Mor er så ked af det og så skrøbelig, at de skal passe på mig. At de skal tage et voksent ansvar på sig og opleve, at deres Mor er blevet den lille. Men samtidig vil jeg heller ikke spille skuespil med påtaget glade smil og store armbevægelser.
Forhåbentlig kan Martin og jeg tøjle hjerte-smerterne og nøjes med at kramme livet lidt ud af pigerne uden at det bliver “for meget” på lørdag. Og så må vi vinke påmalet-glad fra dørtrinnet op til Farmand i taxien.
Uanset at denne her månedslange adskillelse er selvvalgt – og objektivt set en smart løsning i forhold til flytning og det nye liv i Dubai – så har den givet mig masser af stof til eftertanke omkring det med at skulle sige farvel (og på gensyn) til et barn. Afsked – i det hele taget.
Og der tumler tanker og minder rundt i mit hoved fra mit eget levede liv med situationer, hvor der aldrig blev sagt ordentligt farvel – og andre situationer, hvor jeg måske endda fik “for meget farvel” eller “for mange informationer”.
Det er som om at denne her livsform presser og trykker mig på ømme, eksistentielle erfaringer og minder med jævne mellemrum.
– Måske er det indbildt, men det føles som om der er flere udsving og større følelser i kog, end hvis jeg havde fortsat i mit ellers så udmærkede karriere-trummerum derhjemme i Danmark?
Jeg synes ikke at der er nogle lette svar på denne her afskeds-problematik. Og jeg ønsker på ingen måde at anvise en livs-strikke-opskrift for hvorledes man udfører “den mest hensigtsmæssige afsked mellem børn og voksne”. Hvis bare jeg havde den!
Til gengæld lover jeg, at jeg vil gøre mig aller-helvedes umage for at være en voksen, ansvarlig, empatisk Mummy, der passer så godt som menneskeligt muligt på vores 2 poder. I den næste måneds tid, hvor vi er her alene. Og i al fremtid sammen med Martin, naturligvis.
Hvor ville det her scenarie have været let, hvis der ikke havde været 2 børn involveret i det.
Men heldigvis er der 2 børn involveret i det.
Nu er opgaven så at gøre hvad der står i vores magt for at pigerne forbliver involverede, men ikke anvarlige for de livsvalg, som vi – de voksne – træffer for hele familien.
❤️