• ···
Superheltinden, Den Globale Opvarmning og Gudstjenesten

Landet i Moder-Landet

“Go’daw og wælkommen ombord”.

Purseren står på dæk 6 og tager imod passagererne på Sirena Seaways mellem Harwich og Esbjerg. Han er så umiskendelig vestjysk, at det instinktivt bringer et smil frem på min læbe.

“Ska’ I hjæm te Dannemark å hol’ jul?”

Jeps – det kan du da lige tro!

Det er efterhånden blevet en hel familietradition for Familien Kaalund at sejle til Danmark 1-2 gange om året. Særligt til jul giver det mening, da vi på dén måde kan medbringe gaver og flere pakkenellikker end man kan på et fly – og så har vi jo bilen til at krydse landet med et par gange, når familierne skal tilgodeses i juledagene.

Alle andre synes vist at vi er småtossede, men det er faktisk en udmærket rejseform, omend Nordsøen kan være en prøvelse i december og januar.

foto 1-1

Denne gang foregår turen over Nordsøens bølger på fuldstændig civiliseret vis.

Pigerne har tygget lyserøde børnepiller, mens vi holdt i kø ved færgelejet. Mille fik sin pille gemt i en ost, men fandt den selvfølgelig halvvejs og nægtede herefter at høre tale om mere Baby-Bel.

Vi skyller selv et par søsygetabletter ned med champagne. Gedigent blandingsmisbrug. Og lige hvad vi har brug for, for at komme i den rette, afslappede stemning. For man kan ligeså godt give op, synke ned i sofaen med Se & Hør, drikke billig rødvin, glemme arbejde og sure pligter. Der er INTET at foretage sig de næste 16 timer. INTET. Altså lige med den undtagelse at vi kan fylde os med dansk mad. Remoulade, romkugler, ris a la mande og den slags delikatesser.

Skibskokken har virkelig gjort sig umage med at stege and, lave brun sovs, der er så tyk, at den knapt kan slippe skeen og forkullede medisterpølser med grønlangkål. Cille kigger forundret på de røde pølser, der er tiltænkt børnene – og skynder sig hen til den røgede laks. Mille spiser brød med smør og agurk. Herlighederne koster det samme som en ordentlig rusketur for 2 på Sticks ‘n’ Sushi – og hold da kæft, hvor er det langt fra gourmet! Men sådan er det vel, når DFDS har monopol på at brødføde os i et døgn.

Vi vågner et par gange i nattens løb. Der er rutschebane-fornemmelser i maven, mens stormen rusker i skibet, så det gynger op og ned. Pigerne snorker videre. Vi er taknemmelige over at det ikke foregik midt i aftenbuffetten med kvalme eller opkast til følge.

Næste dag tager vi morgenmaden i loungen og slår herefter et par timer ihjel med duploklodser i det lille legeområde. Skibet duver andægtigt over flaskegrønne bølger med skum, men det rører os ikke denne gang. Kan det være det med “medvinden”?

foto 1-2

foto 2-1DFDS har på udvalgte afgange (hvor de har særligt mange rødbede-immigranter med retur til Moder-Landet) en børneunderholder med, der lyder kunstnernavnet Ali Kazam. Han er med stor sandsynlighed den ringeste, der findes. I verden.

Det er det samme show, de samme jokes, de samme slags ballondyr. De voksne gemmer ansigterne væk indimellem, fordi det er så tragikomisk, at det er svært at lade være med at grine. Men det er slet heller ikke morsomt nok til at man ville kunne slippe afsted med at grine højlydt. Jeg tør ikke forevige ham til bloggen – for ingen ved deres fulde fem vil da tage et billede af ham?det vil simpelthen virke for mystisk.

foto 3-1Vi har en halv times kørsel fra færgelejet i Esbjerg til vi lander hos Mormor på fødegården. Hun har indkøbt nye krea-ting til Cille, og der går kunstnerværksted i den med det samme.

foto 3

Cille er i himlen med glimmer, vandfarver, tuschpenne og papir i lange baner. Vi knækker nødder, spiser konfekt og hjemmebag, bygger LEGO og leger med dukker. Det hele skylles ned med rigelige mængder af Merrild’s den røde filterkaffe. Så ved man, at man er hjemme i Vestjylland.

Og i formiddags var Cille i børnehimlen hos min Moster og Onkel (dem, der bor på den anden fødegård). Dem elsker hun at komme hos – helst uden os. “I love them, fordi de har lots of animals”, som hun siger. Her ses den stolte rytterske på en nogenlunde godmodig Viggo – med kusine Cath som tovholder. Det fremgår med al tydelighed at der ikke bliver tale om hvid jul i Vest-Danmark i år. Desværre.

IMG_5280Dagen slutter med et familiearrangement. Fødselsdagsfest for min Farbror og Kusine Pips. Det er så sjældent, at vi har mulighed for at deltage i den slags med den vestjyske familie. Nogle af deltagerne havde jeg ikke set siden jeg fik børn!

Og hyggeligt var det med snak, fnis, steaks med whiskeysauce og medbragt konfekt hos en vietnamesisk stor-familie i Varde, der driver en nydelig restaurant med gæstfrihed og oprigtig plads til børn.

Pigerne var drøn-eksemplariske, så mit moderhjerte var nær ved at briste på vejen hjem. Hvor er det dejligt at være i Danmark igen.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Superheltinden, Den Globale Opvarmning og Gudstjenesten