Immigrant-Kaalund med de haltende traditioner

“En lille nisse rejste”?eller også var det Familien Kaalund, der rejste (frivilligt) ud på eventyr fra Moderlandet for et par år siden.

‘Udrejst fra Danmark’. Sådan definerer myndighederne det, når jeg ringer til SKAT eller kommunen for at få ændret i et eller andet stykke papir, der tydeligvis indikerer en misforståelse. Delvist skatteundtaget. Pist borte og så alligevel ikke helt.

Vi er blevet fraflyttere med rødbedepas. Intra-europæiske immigranter. Tilflyttere andetsteds i unionen. Farvel til livet i den trygge andedam og “hello” til tilværelsen i England.

Nogle af konsekvenserne ved udstationeringen var til at gennemskue fra starten:

• At vores børn ville blive to-sprogede.
• At vi ville se vores familie og venner lidt sjældnere.
• At al vores ferie ville blive brugt i Danmark frem for at rejse til mere eksotiske himmelstrøg.
• At det ville kræve tid og energi at etablere sig og blive ‘velfungerende’ i et nyt land.
• At der er en masse papirarbejde og samfunds- eller baggrundsviden, som er lidt af en gåde, sålænge man er den nye i klassen.

Men helt ærligt: Det var ikke ligefrem besværligt at få startet det nye liv op i England.

Forbløffende let – faktisk.

Vi fandt et dejligt hus i det nordøstlige London i en velfungerende, grøn bydel; Martins arbejde gik derudaf. Jeg fandt en udmærket børnehave til Cille. Vi havde nem adgang til en tube station – og jeg fandt endda et deltids-konsulent-job i IT-branchen med hjemmekontor og fabelagtige skattefordele.

I starten lavede vi altså stort set en “kopi” af vores danske liv. Omend Cille heldigvis kun var i vuggestue 9 timer om ugen, mens jeg arbejdede hjemmefra.

Men så rykkede familien nordpå til Ipswich og Lille My blev født. Og den hjemmegående husmor blev opfundet. Det er en helt anden historie.

Og hver gang der har været optræk til skrankepaveri og papirkompleksitet et eller andet sted i systemet for immigrant-Kaalund, så trækker jeg det ultimative trumfkort: Begge landes medlemskab af Den Europæiske Union!

Englænderne HADER EU. Punktum. Intetsteds får du en varm velkomst, hvis du starter en argumentation op om at vi alle er borgere i det herlige fællesskab kaldet EU.

Men det virker. Der er ikke noget at gøre. Kontorstols-varmerne må anerkende det danske kørekort, det danske pas, det danske CPR-nummer som identifikation og så fremdeles. Så alt det der med bankkonti, kreditkort, billån, forsikringer, mobilabonnementer og så videre er sat i system efter 3-4 måneder.

Jeg har på fornemmelsen at den slags kan tage meget længere tid, hvis man nu fik den tanke at udrejse fra andedammen (og EU) til mere eksotiske egne af verden…

Men så er der andre konsekvenser, som er kommet snigende bagfra og har overrasket mig – hvor naive og indlysende, de end burde have været fra starten. Det er bare ikke alting, man lige tænker over, før beslutningen tages.

I disse julede dage går det langsomt op for mig, at vi er ved at blive traditions-tabende (eller ihvertfald traditions-haltende) immigranter. Interkulturelle med al dets charme, jovist – men pigerne vokser ihvertfald ikke op med såkaldt “pæredanske” traditioner og oplevelser.

Vi har ikke nogen nisse, der driller. Og ingen risengrød på loftet. Cille kigger lidt på de danske nisser, som Mormor har syet og på dem, som Farmor har sendt – men de er ikke en del af de oplevelser og traditioner, som hun ser omkring sig i skolen og taler om med vennerne. Så hos os er jeg endt med at lade Father Christmas lave lidt løjer. For ham kender hun naturligvis.

Jeg er klar over at det er fuldstændig frivilligt hvilke traditioner, man ønsker at have som familie. Og jeg kunne jo bare have læst danske nissehistorier hele november og december for at skabe et univers omkring det herhjemme!

Men Martin og jeg har fra starten talt meget om at vi ønsker at være en del af dét, der foregår, dér hvor vi bor. At vi ønsker for pigerne at de skal gøre som man gør i det land, hvor vi bor. “When in Rome?”, ikke?

Så deres fødselsdagsfester er efter engelsk forbillede, hvor man “slår katten af tønden”, uddeler gaveposer til gæsterne – og venter med at åbne egne gaver til gæsterne har forladt etablissementet. Og der er ingen kagekone, der skal slåes ihjel, som man gør i Jylland – eller lagkager med flag, kagecreme og flødeskum.

Vi har ikke været til Fastelavn eller til Juletræsfest. Vi har fejret Halloween og går til Christmas parties med party snack food, fine kjoler og Santa’s Grotto. Vi går i kirke og øver engelske salmer og julesange. Og så øver vi os i et par af de danske, så Cille kan synge lidt med, når vi går rundt om juletræet i Danmark. Hun bliver ved med at rette min udtale af Betlehem på dansk til den engelske udtale – himmelråbende håbløs er jeg, når jeg traver igennem “Et barn er født”.

Men der er kalenderlys, kalendergaver, juletræ (kunstigt), brunkager, marcipankonfekt (rettere: der var) og julepynt – trods alt. Vi har samlet nogle af traditionerne op og ladet andre ligge. Noget af det bevidst – og andet helt ubevidst.

Og nu glæder vi os til at komme hjem til de danske traditioner om et par dage. For her i huset halter de sgu’ lidt…