The Sunday Roast

Duften af evig ungdom

“Hvor er det dog dejligt at du vil holde ham lidt”. Kommentaren kommer fra min søde, trætte, nybagte Mor-veninde, som netop er trådt ind over dørtærsklen.

For 16 dage siden kom den her lille babydreng til verden. Og han er så lillebitte med sine 3.500 gram og 50 cm, at jeg næsten ikke kan finde ud af at holde ham, da hun bringer ham over til mig.

2102dummy

Jeg var i Sainsbury’s med Lille My efter at Cille var blevet afleveret i skolen. For at indkøbe kager til den nybagte Mor.

Det er jo nærmest en livsnødvendighed med kage, når man ammer og er fuldstændig mørbanket og søvn-underskuds-mat af den der maniske, cykliske døgnrytme, som sådan nogle små krabater holder sig. For slet ikke at tale om sukkerets evne til at dulme smerter her, der og unævnelige steder.

Før babydrengen vågnede, nåede den nybagte Mor lige at få sig en kop te og en “chocolate torsade”, som er en uartig-sprød sag med creme patissiere og chokoladeknopper.

torsade-chocolat-au-lait-PAC

“Mummy, bææære”, siger Mille med tårer i øjnene, opstrakte arme, hængende mundvige. Det er virkelig svært for hende med ham-den-lille i mine arme. Hun er i dén grad vant til at være den mindste, så det er en underlig oplevelse for hende, da jeg pludselig sidder med en baby.

Ham babydrengen er blevet ét med min gamle Mummy-krop efter et par minutters tilvænning. Jeg er som en gammel cirkushest, der har lugtet savsmuld igen.

Det føles hjemmevant og alligevel helt fremmed. Jeg har glemt meget på de 1 ½ år siden baby-Milles første dage.

Hans ene arm og hånd holder blidt om et af mine kærlighedshåndtag på ryggen; næsen og kinden ligger klemt ind mod mit bryst og hans lillebitte mave og benene er foldede hele vejen rundt om min mave. Det er varmt, trygt og åndedrættet bliver helt rytmisk af den lille sovende bylt i mine arme, som drømmer saligt og fordøjer lige dele indtryk og modermælk.

Jeg indånder duften af evig ungdom på hans uskyldsrene hoved. Lader fingrene glide igennem hans silkebløde livmoder-dun-hår. Her er et nyt liv. Et ubeskrevet blad. Måske bærer jeg et parlamentsmedlem, en simultantolk, en kontreadmiral eller et syngende postbud i mine arme. Who knows?

Jeg forsøger at smile overbevisende til Mille og afleder hendes opmærksomhed med en croissant og Peppa Pig på iPad.

croissant1

Den nybagte Mor smiler og udbryder at: “Uanset hvor skøn babydrengen end måtte være, er han så absolut mit sidste barn!”. De havde egentlig forestillet sig at få 3 børn, men de er blevet noget overraskede over mængden af arbejde og kaos’et med 2 småbørn?

Lyder det bekendt?

Jeg havde det på præcist samme måde for 1 ½ år siden. Eller rettere – jeg har det sådan til dato.

Sikke et chok, da barn nummer to kom til verden!

Vi gik fra at der altid var én voksen, som kunne agere hjælperytter, pedel eller rengøringshjælp i forhold til livets praktiske nødvendigheder. Bare sådan at kaos’et altid var nogenlunde udholdeligt og man ligesom kunne opretholde en vis standard. Vi er ret “ordnung muss sein”-agtige her i huset, både i forhold til de fysiske og de mentale rammer.

Pludselig er begge voksne i gang hele tiden. Alle 4 voksenhænder skal tørre spildt saft op, varme mælkeflaske, tømme skraldespand, puste på forslået knæ, stege kylling og indkøbe flere bleer.

Og jeg havde helt ærligt haft samme hemmelige drøm, som min veninde.

Måske en lille kærligheds-3’er?suuuuk…bare fordi min mand stadig er dejlig og kan det der pjat med at lave børn?

saedcelle_small

Men – ak nej, drømmen bristede midt i amning, gråd (hos både mor og datter), tårnhøjt rod og skyldfølelsen over aldrig rigtig at være der 100% for hverken den 2 ½-årige eller den nyfødte. Deres behov mødtes bare aldrig rigtig på midten. Der skulle hele tiden findes kompromisser, varmes en flaske midt i hyggelæsningen og ventes på mad, fordi der var bleskift og skrigeri.

Med tiden er deres behov naturligvis mødtes langt mere på midten. Der er hver eneste dag en serie gyldne øjeblikke, hvor de to rødhårede truntepiger viser et stærkt søsterfællesskab og kærlighed, hengivenhed og glæde ved hinanden.

Jeg samler på de øjeblikke i mit moderhjerte. De gør mig tindrende glad hver dag.

Men den hemmelige drøm er lukket ned.

Helt ærligt: Martin og jeg er sgu’ bare ikke rigtig gode til det der med babyer.

Til at lave dem, jo tak – og jeg har gode graviditeter og hurtige fødsler. Men de første 4-5 måneder med en baby er jeg ret beset gerne foruden.

Vi fungerer ikke i den slags kaos, som babyer bringer med sig; vi griber ikke naturligt 100 bolde i luften; vi elsker ikke at lege gætteleg med et ukendt væsen, der ikke har andet sprog end gråd kl. 3 om natten. Vi falder ikke i svime over gravide, bulende maver og bittesmå mennesker. Tværtimod – de der små mennesker gør mig oftest lidt bange og usikker.

Når jeg stryger babydrengen over hans lille næse, ser mælkeskummet i hans ene mundvig og fornemmer det lille mirakel, som han er – ja, så er jeg uendelig glad på min venindes vegne. Og død-taknemmelig for de to mirakler jeg selv har modtaget. Og dét var så dét.

Han må gerne tage med sin Mor hjem igen. Bare jeg får lov at holde ham og møde hans øjne et øjeblik.

Skruk har jeg vist aldrig været.

Og moderlig er vist heller ikke rigtig et prædikat, der passer på yours truly.

Det var mere noget med en italesat, velovervejet beslutning mellem to voksne, nygifte mennesker – og så en masse morskab for nedrullede gardiner.

Vi anede ikke hvad vi gik ind til ved den første. Vi anede endnu mindre hvad vi gik ind til ved den næste.

a1d3a207a32846bf862628556c62de30_SædcelleiStock_00

Den nybagte mor smiler, imens hun ømmer sig, sukker dybt og forsøger at amme den mikro-lille baby: “Jeg tænker hele tiden, at jeg nu skal huske at nyde det, fordi det hele er sidste gang, hvis du forstår?”. “Og alligevel drømmer jeg mig henimod at han bliver større, sover bedre, spiser selvstændigt, kan tale lidt”.

Oh, yes. Jeg forstår. Forstår det hele. Den lille plade med “nyd det, det er sidste gang” kørte ind i mellem i mit hovede også.

Men den blev ligeså stille lukket ned i takt med at jeg blev mere og mere afklaret med at min epoke som “aktiv frugtbar” kvinde er ved at være ovre.

Det er helt okay. Jeg er jo hverken udtørret eller i overgangsalderen. Vi skal bare anvende prævention, that’s all.

Jeg er dybt lykkelig for de to piger, jeg er blevet givet. Og jeg investerer al min tid, opmærksomhed og kærlighed i dem, fordi de er det mest fantastiske, jeg nogensinde har været i nærheden af.

Hatten af for de mennesker, der rummer mange børn.

Hatten af for de mennesker, der rummer børn.

Hatten af for de mennesker, der rummer andres børn.

Uanset hvordan og om ens frugtbarhed bliver anvendt (eller ikke-anvendt, frivilligt eller ufrivilligt), så er det uden tvivl et stort, følsomt, vigtigt emne for langt de fleste kvinder i den fødedygtige alder.

PantherMedia 2344323

Babydrengen tager nu med sin Mor hjem.

Mille sidder veltilpas og selvtilfreds på min arm, mens vi ser på at de går ud ad døren.

“Mummy, bære Mia. Baby bye-bye”.

Jeps, det er rigtigt Mille.

Bye bye, baby…

2011 40 Frugtbarhed.ashx

   

4 kommentarer

  • Hold da op hvor vi ligner hinanden på det punkt. Jeg tror absolut ikke på at jeg skal have flere børn – gider dem simpelthen ikke som små. Er så glad for at Silke bare bliver større og større og at vi kan kommunikere. Selvfølgelig har jeg været alene med hende altid og kan da sagtens have noget at sige, men hvis Silke ikke var blevet til på den måde hun blev er jeg ikke sikker på at jeg havde været mor i dag. Man kan selvfølgelig aldrig vide fordi jeg har ingen anelse om hvordan mit liv ville have set ud – men jeg er glad og taknemmelig for Silke og har det fint med at vi kun er os 2 – ville da selvfølgelig gerne have Silkes far indover Silke – men det har han valgt fra og det må jeg så acceptere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, dét med babyer er vi vist ret enige om, hi hi! Det bliver kun sjovere, jo mere poderne kan deltage i og kommunikere med verdenen.

      Lidt morsomt – for langt de fleste vil sikkert ryste på hovedet og tænke, at der ikke findes noget bedre i verden end bittesmå babyer.

      Det må have været ekstra hårdt for dig at være alene igennem hele processen. Det kan der vel ikke være tvivl om? Men heldigvis har du klaret det og er garanteret kommet stærkere ude på den anden side af det hele.

      Og uanset hvad, så er Silke en gave til dig og et mirakel hver dag 🙂

      Knus fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte Høj Henriksen

    Hej Tine
    I min vilde ungdom havde jeg aldrig gættet på jeg skulle være mor til 3. Men nu sidder jeg her højgravid:) og jeg glæder mig helt vildt… og er total afklaret med at det er sidste gang. Hvor da vi fik Ida var i tvivl. Måske, måske ikke….
    Det bliver dejligt med en 3ér. Og sundt til Ida der er en lille Rasmine-skrappedulle.
    Men jeg tror også vi får vores sag for. Hende jeg laver underholdning med har 5 børn. Og hun har tit fortalt at nr 3 var den sværeste. Pludselig var der altid en i overskud. Før var der en til hver forældre.
    Men vi tager det som det kommer… oppe fra og ned… eller omvendt:)
    God jul til dig og din familie, Tine.
    Dejligt med bloggen, så man kan følge med i din hverdag. Mærkeligt at to der har haft det så godt sammen som små kan få to så forskellige liv:)

    Knus nabo-pigen fra Brugsen:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Søde Nabopige i Brugsen

      I er bare så seje og heldige, at I snart bliver forældre til 3! Du må give din fine mave et kram fra mig.

      Jeg tager hatten af for jeres evne til at omfavne, til at turde og til at bære rummeligheden i jer. Du er jo selv en nummer 3 – og det må være fantastisk at være del af en rigtig “flok”. Det kommer du nu til at give til dine egne børn.

      Og du har i den grad altid evnet at tage alting som det kommer, oppe fra og ned, så det er jeg ikke et sekund i tvivl om at du nok skal lykkes med, når du står med 3 søde børn at tage dig af i hverdagen.

      Ja – det er skægt at tænke tilbage på at vi to blev lagt sammen i kravlegården og siden hen legede, legede og legede. Hele vejen igennem barndommen er mine bedste minder sammen med dig. Ferier, weekender – tiden føltes som en evighed og som et splitsekund.

      Nu bor og lever vi ret forskelligt. For ikke at sige virkelig forskelligt. Men den fælles opvækst deler vi og den bærer vi for altid med os i den “mentale rygsæk” 🙂

      Glædelig Jul til dig og din familie. Og al held og lykke med fødsel og livet med den lille nye baby!

      Knus fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

The Sunday Roast