Det daglige englænder-brød

I morges dukkede mine dejlige Mummy-Friends op hjemme hos Lille My og jeg.

Vi havde netop afleveret skolebørnene – og nu var det tid til den ugentlige morgenkaffe med dertilhørende livsopdateringer af dén slags, som netop ikke skal skrives som statusopdateringer på Facebook.

Og jeg havde bagt morgenbrød som et lille eksperiment.

Mest fordi jeg gerne ville introducere pigerne for en koldthævet, dansk grovbolle – bagt med en knivspids frisk gær og med masser af havregryn, groft mel og kerner.

Men også fordi jeg stor-elsker at der dufter af nybagt brød og husmor-overskud, når der kommer gæster…

I aftes var jeg ellers temmelig usikker, da jeg stod og forberedte den koldthævede grovbolle-dej. For jeg kender jo godt et traditionelt englænder-brød. Og det ligner ikke ligefrem et traditionelt dansker-brød!

Faktisk er det daglige brød et virkelig interessant studie, når man rejser rundt i verden – okay, minus Asien, hvor det daglige brød vel snarere handler om forskellige rissorter og tilberedninger af samme?

Hvert land, hvert sit brød.

Polakkerne stor-eksporterer deres syrlige brød ud til hver en krinkelkrog af verden. De kan simpelthen ikke undvære det.

Lidl og Aldi sørger for at hjemlands-udrejste tyskere kan købe et 3-måneders-holdbart pumpernickel-lignende, tæske-tørt rugbrød i alle de lande, hvor de to supermarkedskæder har gjort deres indtog.

Franskmændene og italienerne har vel stort set indtaget hele verden med deres henholdsvis ekstremt smør-rige og sprøde, olivenolie-holdige brødtyper. Hvem har nogensinde fået nok af ciabatta, baguette og croissant?

Så vidt jeg har kunnet observere, så lægger englænder-brødet sig lige i midten. Lidt ligesom Englands geografiske placering – midt i mellem USA og kontinental-Europa, som de ynder at kalde “de andre” ovre på fastlandet.

Det engelske toastbrød er er så hvidt, gær-pumpet og svampe-blødt, at det minder om det amerikanske. Bollerne er ligeså bløde og hvide – og man kan spise 4 af dem uden at bemærke det mindste. For dem er det et kvalitetstegn, mens man som dansker mest af alt føler sig oppustet. Men sådan er vi jo så forskellige!

Mine veninder elsker deres hvide, fluffy brød og føler, at det er det allerbedste i verden. Det er den slags bread rolls, som de er vokset op med. Som lå i madpakken i skoletasken. Det er trygt og velkendt hver gang, de tager en bid.

Jeg lader lige et par billeder stå, så I kan få fornemmelsen af hvad jeg taler om. De her brødtyper hører til i køkkenet hos enhver engelsk husmor, der tilbereder “tea and toast” dagligt.

…Og her kommer jeg så som en anden frelst Spelt-Klid-Moster med groft, kernet, sparsomt-gæret og rug-infilteret morgenbrød! Hvad bilder jeg mig egentlig ind?

Heldigvis er mine veninder meget høflige og velopdragne, så de går pænt igang med det kulturelle indslag tilsat LurPak-smør, skiveost og lys pålægschokolade.

Jeg er taknemmelig for deres imødekommenhed og ihærdige forsøg på at forstå mit kulturelle “stunt”. Og om ikke andet, så kan de liste hjem og smøre sig en sandwich med deres dejlige, hvide og bløde brød!

Det er en kæmpe gave at kultur-udveksle med mine engelske veninder. Jeg nyder, når de laver britiske klassikere til mig og jeg prøver efter bedste evne at assimilere og forstå hvad det går ud på. Og vice versa.