Her er et ganske passende stemningsbillede fra weekenden. Yours truly på en kold, solskinsdag
Se næste indlæg >
Den modigste kvinde
Jeg tramper i pedalerne. Pulsen dunker i tindingerne. Saltet fra sveddråberne sætter sig i mine mundvige. Der er ikke noget som at have fået en time til sig selv, mens Lille My snører pædagogerne i fitnesscentrets vuggestue.
Og mens jeg straffer motionscyklen en salig tirsdag formiddag, lader jeg mig underholde af Mads & Monopolets podcast fra uge 45. Der er Suzanne Bjerrehuus, Uffe Buchard og Morten Albæk i mine ører.
http://www.dr.dk/p3/programmer/mads-monopolet
Som et lynnedslag i den uhøjtidelige og lettere simple hverdagsdebat, snurrer mit hoved og hele rummet pludselig rundt. Dilemmaet, som Monopolet skal debattere nu er så “spot on”, at det muligvis er sendt fra en højere magt, der gavmildt tilbyder mig chancen for at høre flere vinkler på livet som hjemmegående. Jeg lytter med et åbent sind, nu hvor den seneste navlebeskuende “jeg-smerter-og-er-usynlig”-episode er ved at fortage sig.
Her er så Sofie, 31 år, jurist og med godt job i staten. Gift og to børn på hhv. 3 og 4 ½ år. Hun arbejder fuldtids (plus det løse, ligesom alle andre danske kvinder) og børnene er i daginstitution 7-8 timer om dagen. For ‘sådan er samfundet skruet sammen, men det føles forkert’, som hun siger. Hun har ikke haft held med at finde deltidsstillinger som jurist (er stort set blevet frarådet det af HR-chefen, fordi man så ligner én, der ikke kan overskue at arbejde) og overvejer nu at blive hjemmegående i nogle år, mens børnene er små. For der mangler tid og overskud i deres familieliv. Men skal hun vove det hele og sige op? Sofie er usikker på om “hullet i CV’et” vil ødelægge hendes fremtidige karriere? Og hvordan mon det føles ikke at bidrage til samfundet? Og så er hun usikker på om hun kan identificere sig med at være hjemmegående.
Fantastiske Suzanne Bjerrehuus skærer igennem med sin instinktive brutalitet og medfødte fandenivoldskhed:
“Selvfølgelig skal hun IKKE blive hjemmegående. Hun skal beholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet, men i stedet sørge for at arrangere sig med hjælp til de praktiske opgaver, så der er tid til børnene. Hun skal blive i et job – men ikke nødvendigvis i en karrierestilling.”
Og så langer Suzanne håndmadder ud igen:
“Mindreværdet lyser ud af de unge kvinder, der går hjemme. De går i stå og drænes for energi. Jo mere travlt, man har – jo mere effektiv bliver man. Og der findes ikke noget kedeligere end kvinder, der er gået til grunde i vasketøjskurven.”
Av! Den kommentar gør jo fysisk ondt. Jeg krymper mig i sadlen. For hvad skete der lige for mig i sidste uge? Der var jeg et skoleeksempel på det, Suzanne ridser så malerisk op.
Suzanne fortsætter, hvor hun slap:
“I Danmark har vi billig og god børnepasning. Alle går på arbejde og det er nu engang sådan samfundet er indrettet. At blive hjemmegående vil være en dårlig deal for Sofie.”
Uffe Buchard stopper Suzanne Bjerrehuus i den lange tirade af forklaringer på hvorfor det er en elendig idé at blive hjemmegående. Han har oplevet hvorledes kvinder i andre lande italesætter og lever “et hjemmegående liv” på en glad og positiv måde – og hvor der intet galt er i at være uden for arbejdsmarkedet som “ladies, who lunch”.
Uffe synes at Sofie skal komme overens med sin usikkerhed og flovhed over at træffe et anderledes valg – og så give det hjemmegående liv chancen i et år. For når man “stempler ud”, så kommer der ny kreativitet og nye muligheder, er hans erfaring. Og han ville i øvrigt gerne ansætte en person, der havde “turdet og vovet” den slags.
Morten Albæk (filosof og marketingdirektør i Vestas, hvis man ikke lige kender ham) mener, at Sofies situation er genkendelig for mange danske kvinder.
Han foreslår at man: “Spørger sig selv om hvilket slags menneske man er? Og hvad man egentlig vil med livet? Vil man have hjørnekontor, habitjakke og forkromet karriere, der kræver 50+ arbejdstimer om ugen? Eller vil man være sammen med ens børn og sørge for at de bliver i stand til at leve et lykkeligt liv?”
Morten argumenterer for at det er altafgørende, at Sofie følger sin samvittighed og gør sig klart, om hun er til et arbejde eller en karriere. Ingen topchefer har været hjemmegående i to år, men hvad har Sofie behov for og lyst til?
Herudover fornemmer han, at Sofie er bekymret for omverdenens syn på hendes valg. Er det at være husmor definitionen på et ligegyldigt liv? Underkaster man sig sin mand, hvis man går derhjemme og sorterer sokker?
Her præciserer Morten, at de to begreber ‘ligestilling’ og ‘ligeværd’ ikke må blandes sammen. Der bliver i hans optik aldrig tale om 50-50 ansvarsfordeling og ligestilling i mellem mænd og kvinder i alle livets opgaver, men at der i stedet bør fokuseres på ligeværdet i mellem kønnene. For en husmor er ikke mindre værd; det handler om hvordan man selv opfatter, oplever og italesætter det hjemmegående liv.
Morten Albæk stiller det, der på overfladen ligner et simpelt spørgsmål:
Er det modige, stærke, lykkelige menneske det, der befinder sig på arbejdsmarkedet?
Og hvem definerer egentlig det?
Debattørerne har i mine øjne hvert deres sæt gode argumenter.
Suzanne Bjerrehuus har fuldstændig ret i at det danske samfund på ingen måde er indrettet til at kvinder går hjemme, og at det derfor ville være en ganske stor udfordring for Sofie (og alle andre, der måtte vælge det).
Men Uffe Buchard har samtidig ret i, at der andre steder i verden er en helt anden accept af at man er sammen med børnene, indtil de når skolealderen. Her i England er der masser af aktiviteter og fællesskaber for mødre, der går hjemme. Der eksisterer kun tilbud om mødregrupper til nybagte mødre og lidt babysalmesang i Danmark.
Og her i England er der masser af deltidsjobs, så den hjemmegående ligeså stille kan blive inkluderet på arbejdsmarkedet igen – og tja, jeg har mistet følingen med det danske jobmarked på dét punkt.
Jeg skammer mig aldrig over at være hjemmegående, når jeg deltager i sociale arrangementer i England. Men jeg får ofte blussende kinder og følelsen af at skulle forsvare mig mod omverdenens (for)domme, når jeg sidder til middagsselskaber i Danmark.
– For hvad vil en akademisk uddannet, intelligent og velfungerende kvinde dog derhjemme ved vasketøjskurven? Observere sig selv gå til grunde? Spilde sin tid med at grave huller i CV’et og bage boller?
På en god dag som idag kan jeg så let som ingenting sparke Suzannes kommentarer ad helvede til. Efterårssolen er brudt igennem skydækket – og jeg har prioriteret, at vores børn og et familieliv med tid og ro er langt vigtigere for mig end et vilkårligt job.
For jeg har jo én gang for alle valgt ‘karriere-sporet’ fra.
Jeg er to pigers Mummy, før jeg er noget som helst andet her i livet. Og det er ikke på bekostning af mig selv. Og jeg har heller ikke en dominerende mand, der gerne vil have mig kørt ud på et sidespor.
Det var et bevidst, selvstændigt valg, da muligheden bød sig.
Og måske er jeg i virkeligheden en modig kvinde, der vover at springe, hvor andre bremser?
Én ting er sikker: Jeg er nøjagtig ligeså stærk, svag, lykkelig og ulykkelig som alle andre kvinder – udenfor eller indenfor det hellige arbejdsmarked.
PS: Det der CV med hul i er det sidste, der bekymrer mig.
PPS: Jeg mangler endnu en del hård hud i forhold til omverdenens syn på mit selvvalgte hjemmehverv.
Hej så længe!
Hej Tine,
Bum – mens vi sad og hyggede over nybagte boller og en kop cafe laté lørdag morgen hørte, jeg nøjagtigt det samme podcast med Mads og Monopolet som dig – fra Ho Chi Minh City, hvor vi pt bor pga en udstationering med min mands arbejde..
Jeg blev lidt stille.. Min mand, datter og jeg kom her til for 4 måneder siden. Eller rettere sagt – Kristian kom hertil for 6 måneder siden, og efter at have stået selv med bringe-hente-lave-mad-putte seancerne i 2 måneder ved siden af mit fuldtids-karrierejob og nedpakning samt salg af lejlighed, var de første måneders pusterum meget kærkomne… Men hvad nu?
Beslutningen om at tage afsted skulle tages hurtigt i det tidlige forår, og en masse praktiske ting tages stilling til, så jeg havde ikke inden afgang, gjort mig de helt store tanker omkring, hvad den nye tilværelse ville bringe for mig, og hvad min “mission” med udstationeringen var. Ville det være også at finde et fuldtidsjob, i de år, vi er her? At starte noget op for mig selv? eller at nyde det overskud det giver i familien, at ikke begge har en lang arbejdsdag med vigtige møder, der umuligt kan aflyses, når trunten er syg?
Jeg har endnu ikke fundet svaret.. Ligesom dig, er jeg heller ikke helt afklaret med rollen som hjemmegående mor – det var i hvert fald ikke, hvad der stod i “planen” efter 5 år på handelshøjskolen.. Det var derfor dejligt at kunne læse på din blog, at jeg absolut ikke er ene med de tanker. Nogle dage er helt fantastiske, og jeg tænker, jeg er mega priviligeret at have så meget tid med min dejlige datter – andre dage tælles minutterne til Kristian kommer hjem, så vi er to om forældre-ansvaret… Men én ting er sikkert – det har givet os et helt andet overskud – både hver især og som familie, at vi har rystet posen i forhold til tingenes (s)tilstand i Danmark.
Jeg mødte en svensk kvinde kort efter vi kom herned med tre børn. Det var helt tydeligt, at hun hvilede i det valg hende og hendes mand havde taget, da de flyttede herud med hans arbejde og hun sagde sit job op i Sverige for at gå hjemme. Som hun sagde, “Prøv at tænke på, om der ikke er nogle ting, du har nedprioriteret i dit travle arbejds-børnefamilieliv tidligere? En bestemt sportsgren du holdte af, læse gode bøger, male, tegne, videreuddannelse, whatever? Hvem siger, at det er mere rigtigt at undertrykke de ting fremfor et travlt arbejdsliv? Lige nu har du en unik mulighed for at dyrke nogle af de ting”
Hmm, hun har jo en god pointe… (ikke I at jeg har nogle undertrykte kreative talenter for det er med fuldt overlæg, at jeg ikke har prioriteret tid til det tidligere ;o), men der er måske nogle andre ting, som er blevet nedprioriteret i det travle arbejdsliv, hvor et sikkert billede på en hverdagsaften, var to forældre, der sad bag hver deres computerskærm efter trunten var puttet. Hendes “opsang” gav i hvert fald mig lidt at tænke over i min videre fundering over, hvad min “mission” med udstationeringen er..
De bedste hilsner
Pia (Raunkjær)
– min søster, Maria, gav mig tippet om din blok den anden dag, da jeg snakkede med hende. Det er efterhånden mange år siden, du og din søster Mette var deltids-beboere i nabohuset på Solvænget :o) Det er nogle spændende – og for mig meget relevante – blog-indlæg du skriver Tine – både hvad angår udstationering og glæden/udfordringerne livet med små børn giver, så tak for det. Skæbnen ville, at jeg netop gik ind og læste på den for første gang i morges, mens tanken om Mads & Monopolet-indslaget stadig rumsterede i mit hoved :o)