Hey Søster? Tak!

Stasi-Mor har taget en mental chill-pill.

Takket være JER – mine medsøstre – der har delt jeres egne oplevelser, følelser, erfaringer og livsbetragtninger med mig henover de seneste par dage.

Jeres tilkendegivelser og retur-(k)ærlighed er som en sukkerindsprøjtning lige på det tidspunkt, hvor jeg var ved at gå kold. Så tak – for hjælpen – og fordi I vil bruge jeres begrænsede fritid på at læse med og dele her.

Lige så stille begynder jeg at cykle op ad den mentale bakke igen. Med jeres kommentarer som støttehjul og et smil på læben over det lettere tragikomiske i at Stasi-Mor tilsyneladende ikke kun findes hjemme hos os, men i varierende versioner rundt omkring i de små hjem.

Martin skal naturligvis ikke glemmes i dét her. Hans ærlighed og hjælpende skub er altafgørende for mig – og selvom vi bor på hver vores (arbejds-)planet, så er han min bedste ven (og kæreste?lørdag aften…).

Efter at have skrevet blogindlægget og lidt på afstand set det høje gear, som jeg har sat mig selv fast i, besluttede jeg mig for at tage det roligt. Jeg ved godt, at jeg kommer ikke ud af denne her grundfrustration fra den ene dag til den anden, men hvis jeg trækker vejret ned i maven og skynder mig langsomt, så er der en relativt god chance for at jeg overlever denne gang også.

Så dagen efter tog jeg Mille med i byen: 1. runde retail-therapy. 2 par nye sko og et par kalendergaver til pigerne. Livet føles altid bedre med nye sko.

Og dagen efter igen tog jeg Mille med i byen: 2. runde retail-therapy. En ny julekjole og et par festtoppe. Livet føles altid bedre med nyt tøj.

Hvor overfladisk det end virker, så er der et eller andet livsbekræftende i at være god ved sig selv. Ved at unde sig selv noget. Så kalorierne og indkøbsposerne kommer trillende helt af sig selv i disse dage.

Mille er en eksemplarisk shopper. Hun holder mig i hånden og vil selv gå rundt i gågaderne. Hun peger på fugle, hunde, mennesker i kørestole og cigaretskod. Hun træder i vandpytter (det er trods alt England, så der er intet at gøre) og griner til alle, hun møder på sin vej.

Den moralske opbakning har bragt mig i en helt anden sindstilstand; vi har haft Cille’s lille veninde til leg og aftensmad; der har været overskud til at lave mad sammen med Cille og vi har endda holdt hjemme-date-night med sen aftensmad, cider og stearinlys.

Og i morges føltes det som om min synkende skude nåede i havn: Der var after-school-run-morgenmad med mine yndlings-Mummy-Friends. Vi sad der i synkron-tristesse med karamel-kager og den grimme tepotte fremme, og så delte vi den slags hemmeligheder, som ikke tåler dagens lys og hvermands ører. Vi formåede heldigvis at vende problemerne til befriende latter og smil over livets underfundigheder, før Lille My skreg så højt, at jeg var nødt til at gå.

What doesn’t kill you, makes you stronger, er tydeligvis ugens tema.

Jeg håber at I alle får en dejlig weekend.