Mummy, I have the target letter 'e' now!

Skolepigen skriver på livet løs. Store bogstaver og små bogstaver på enhver lille lap papir, hun kan få fingrene i. Denne her slags sedler hænger på døre og ligger i vindueskarme rundt omkring i huset:

Efter godt og vel 7 ugers skolegang kan jeg genkende omkring 20 forskellige bogstaver – og hun genkender sine klassekammeraters og familiens navne, samt de helt korte ord (på cirka tre bogstaver) i læsebøgerne.

Hun fortæller om sine “target letters”, der er de bogstaver, som hendes lærer udvælger, og som hun skal øve sig i at skrive korrekt. For tiden er det stort ‘E’ og lille ‘e’. Cille tager fokuseret greb om blyanten og er meget bevidst om at der er en korrekt måde at udføre hvert enkelt bogstav på.

Før Cille startede i skole kunne hun ikke skrive sit navn og hun kunne kun “skrive oveni bogstaver”, når vi andre skrev noget for hende.

Men nu føler skolepigen sig stor og vigtig. Hun kan lige pludselig en masse nye ting. Som naturligvis skal introduceres for lillesøster, der er den opmærksomme og begejstrede elev, som stiller lydhør op, når læreren forklarer.

Jeg får flashback til min egen barndom, hvor jeg stod og belærte min søster om dette og hint foran en lille tavle. Det gør jeg vist stadig den dag i dag, er jeg bange for (nu uden tavle, men ikke mindre formanende eller mindre bagklog af den grund).

Ligeså snart Cille kommer inden for døren om eftermiddagen, så smider hun frakken og vil igang med at klippe, klistre, drysse glitterstads, tegne og skrive. I malebøger, på karton og i prinsesse-blade.

Hun kan sidde koncentreret i timevis ved spisebordet og bliver kun afbrudt med jævne mellemrum af sin søster, som gerne vil stjæle tuschpenne og papirlapper. Det ender for det meste i store sammenstød, hvor jeg må stoppe de stridende parter som en anden krigsgeneral.

For Mille vil det samme som Cille. Men tuschpenne er ikke så fantastiske endda i hænderne på en 17-måneders tumling. Det plejer at hjælpe, når jeg sætter hende ved bordet med et ark papir og nogle farveblyanter – men kun kortvarigt, for hun er da udmærket klar over at hun bliver spist af med en mindre fed deal.

Skoletasken indeholder nu også lektier. Ikke ret mange, men de er der og besidder en symbolsk værdi her i 0. klasse. Som en form for forsigtig huskeflad fra lærerne til forældrene om det gryende fællesansvar for barnets læring.

Der er en læse-let-bog med hjem hver dag, og der er matematik-øvelser på skolewebsite én gang om ugen. Cille foretrækker for det meste at få læst højt af vores danske børnebogssamling om aftenen og gider ikke rigtig læsebøgerne. Det tager vi med ophøjet ro, men spørger engang i mellem om hun har lyst til at læse læsebog sammen med os.

Reading Record’en er fotograferet opslået neden for. Hun får et klistermærke på sit bogmærke for hver gang, hun har læst (nok snarere beskrevet) en bog for sin lærer eller en af de frivillige læsehjælpere. De skriver samtidig kommentarer til deres læse-oplevelse med Cille. Vi skriver også små notater retur, når vi synes at der er et eller andet godt, vigtigt eller svært i læseprocessen.

Før efterårsferien var vi inviteret til læse-eftermiddag i skolen. Et ganske kort arrangement, hvor børnene valgte bøger, som vi så sad sammen og læste i skolens hall, mens Cilles lærer, hjælpelærer og skolens leder var til stede og tilgængelige for spørgsmål og uformel samtale.

Vi sad over for en af Cilles klassekammerater, der er næsten et helt år ældre end Cille, men stadig i samme årgang. Hun læste mange sætninger i læsebogen højt for sin forælder. Jeg kiggede betaget på hende. Hvilken imponerende forskel, der er på de små klassekammerater!

Cille er den yngste i klassen og nåede med i dette skoleår, fordi hun var født en uge tidligere end den officielle “cut-off-fødselsdato”, som for denne årgang var den 30.08.2009. Og hun kan langt fra læse eller skrive som sin 5-årige klassekammerat.

Jeg fornemmer, at der ikke blot ligger en stor udfordring for lærerne i børnenes aldersmæssige spredning; i deres kvalifikationer og skoleparathed (eller mangel på samme) – men så sandelig også i forældrenes tilgang og forventninger til det faglige niveau.

Den lidt ældre klassekammerat risikerer at komme til at kede sig bravt, nu hvor hendes forældre har valgt at lære hende en masse færdigheder før skolestart. Og 4-årige Cille får brug for alle sine “små grå” til at hænge fast på læsevognen, nu hvor hendes forældre har valgt ikke at lære hende noget som helst skole-relateret før skolestart. Vi forklarede hende ikke engang formålet med at gå i skole!

Jeg tror, at man kan beskrive os som den tilbagelænede-slags-forældre. Dem, der mener at man går i skole for at lære at læse, skrive, regne osv. Mine veninder (som er lærere herovre) bliver ved med at gentage, at det er en fornuftig tilgang til børns skolegang.

Men det er de færreste englændere, der tager det så afslappet! Der bliver trænet alfabet, tal, farver og former med de helt små; man synger bogstavlyde-sange og “Little Einstein” sidder i dvd-afspilleren. Fra børnene er 3-4 år bliver der ofte brugt tid på at introducere læsning, skrivning og regning i de små hjem.

Uden at have slidt stolestoffet tyndt ved at sidde og studere lange forskningsprojekter på skoleområdet, så er der et eller andet, der siger mig, at de børn, som har fået skubbet bogstaver og tal ind med havregrødsskeen ikke nødvendigvis ender som statsministre, læger og højesteretssagførere. Der er ting i livet, som ikke bør forceres – og jeg tror på at menneskets medfødte lyst til at lære ikke skal klemmes og presses alt for meget.

Mine minder fra egen skolestart har helt klart influeret på vores valg i forhold til Cille.

Jeg var mere end klar til at starte i skolen som 6-årig, og jeg glædede mig som en vanvittig til at lære at læse, skrive og regne. Det havde mine forældre forklaret, at jeg ville lære i skolen. Desværre var den danske børnehaveklasse ikke ligefrem hvad jeg forventede af en “rigtig” skoleklasse, så jeg blev umådelig skuffet og kedede mig bravt i de første mange år. Faktisk udviklede jeg mig til lidt af en “hjælpelærer” for vores lærere, som havde svært ved at styre de lidt vildere drenge – og det er ikke nødvendigvis lykken for hverken den ene eller den anden part.

Så hvad gør man så, når man selv står med ansvaret?

Tjaaaa…vi lavede lidt “den omvendte erfaringsmodel” og sendte lille Cille afsted som 4-årig. Som den yngste i årgangen og muligvis stadig lidt for lille til alle de nye opgaver og det ansvar, der pålægges et skolebarn. Og vi lovede hende absolut ingenting. Vi forklarede hende blot, at hun ikke kunne gå i “little school”, når hun var fyldt 4. Men intet om hvad der skulle foregå eller hvorfor hun skulle gå i “big school”.

Det bliver interessant at se, om Cille senere i livet føler, at hun er blevet anbragt i skolemiljøet for tidligt. Men det kan ikke gøres om nu – beslutningen er truffet, og der er ingen vej tilbage.

I morges var første dag tilbage i skolen efter ferien. Da skolepigen slog øjnene op, udbrød hun lykkeligt: Juhu, I am going to school today. I love school!

So far, so good?