• ···
Selvbestaltet selvhjælp?

Halloween og The Mormor-Blues igen

I weekenden var der Halloween-Party i landsbyens forsamlingshus.

Alle børnene mødte op forklædt som prinsesser, pirater, katte, skeletter, edderkopper, sommerfugle, græskar, spøgelser, monstre med mere. Cille var iklædt en simili-besat  sari, som Martin havde købt til hende på en forretningsrejse i Indien. Lille My mødte op som sig selv.

foto 1

Indtil videre er Cille blevet lokket til at bruge forhåndenværende udklædningsgenstande til Halloween, men dén bliver nok ikke ved med at gå. Og Fastelavn kender hun slet ikke til, så der er virkelig et begrænset behov for kostumer i vores familie.

Jeg har et lettere anstrengt forhold til Halloween og føler lidt, at det er presset ind i vores del af verden af kommercielle årsager (ligesom Valentines Day), så jeg er ikke særlig ivrig efter at bruge en masse penge på kostumer, som jeg synes er både grimme og sære.

Halloween-Pumpkins_2560x1600_1192-11-e1380283663778-320x259

Og jeg syr ikke kostumer selv. Af princip. Nul krea-Mor på denne matrikel. For når man er født ind i en familie af yderst kreative håndarbejdsdamer, så vælger Rasmus-Modsat her at blive det “sorte får”, der styrer målbevidst uden om hæklenåle, strikkepinde og overlock-maskiner?jeg mener, når nu de er så pokkers gode til den slags, hvorfor skulle jeg så?!

blacksheep

Men hvem vil gå glip af en god fest? Ikke Cille og Mille! Så pyt med årsagen – bare der er diskodans, blinkende lys og cupcakes.

foto 3

Mille var meget stolt over at danse med de store piger – og Cille nød at feste med alle sine venner. Martin og jeg endte som de tiloversblevne bænkevarmere, men hvad gør det, når der er kaffe og hjemmebagte kager?

Mens Halloween-festen var weekendens opmuntrende begivenhed, så var Mormors hjemrejse weekendens mavepuster.

Indrømmet: 2. runde af The Mormor-Blues er sat ind. Sådan for alvor endda. Med tårer, hovedpine og knugende fornemmelse i maven. Jo længere tid, vi tilbringer med venner og familiemedlemmer, jo tydeligere bliver det, hvad vi går glip af ved ikke at bo om hjørnet fra dem alle. Suk.

broken-heart590cm03292011

Men vi var jo heller ikke lige rundt om hjørnet fra alle venner og familiemedlemmer, da vi boede i Danmark. Der er mange, vi ser ligeså hyppigt nu, som før vi flyttede til England.

Mille kalder flere gange om dagen på Mormor. Hun kravler på trapperne op til gæsteværelset og leder efter Mormor. Hun piber og kigger op på mig med fugtige øjne: “Marmuuuu, cow, muh!” Hvilket betyder noget i retning af: “Mormor skal gå tur med mig, vi skal se på køer”. Jeg forsøger at smile forstående og mumler ikke-overbevisende: “Mormor er med en flyvemaskine hjem til Danmark nu”. Det virker ikke. Det er ganske uforståeligt, hvor Mormor dog er blevet af. Det synes jeg sådan set også selv.

happy_cow_print-r7e172a183c2f4080993ed9fd5c311610_fl7df_8byvr_324Jeg har lovet mig selv, at der ikke skal være stor dramatik, når vi siger farvel til familie og venner. Pigerne skal ikke lære, at det er skrækkeligt eller trist at sige farvel. For det sker jo igen og igen her i livet – og i særdeleshed når man lever på denne her måde. Men for det meste er jeg nødt til lige at pudse næsen efter “på-gensyn-seancerne”, når vores kære triller kufferterne over dørtærsklen og vinker farvel på vej mod lufthavnen. Pigerne skal tids nok lugte lunten, men indtil videre har vi klaret afskeds-ceremonierne uden store optrin.

broken-heart-300x300

At have Mormor herovre i 2 uger betød en hel masse for os alle sammen. Mormor skriver i en mail, at hun savner de bittesmå, de mellemstore og de store arme omkring sin hals.

Og jeg kender to småpiger, der savner Mormors ben, der laver sig om til en flyvemaskine og Mormors skulder, der kan blive til en rutschebane. Der var tumlen og kilden, gåture og store kram.

Og jeg kender et styks datter, som lige havde vænnet sig til at have en med-hjemmegående Mormor-Mor, som laver frokost og aftensmad, strikker tøj til pigerne, lægger bukser op og sørger for brunkagedej til fryseren, friskbagte boller og kys, når jeg mest har brug for det.

For ikke at synke i savn og tristesse, så søndagshyggede vi med at bygge togbaner. Og både min Mor og jeg ved, at om et par dage er vi begge okay igen. Vi har prøvet det før (og er mirakuløst overlevet hver eneste gang).

foto 1-1

   

2 kommentarer

  • Birgitte

    Jeg får sådan ” van i mi ywn” når jeg læser det du skriver. Der er jo sagt, at savn er en del af at elske, og det må man da sige vi får lov at føle i disse dage! Men som du skriver, vi plejer at overleve. Jeg er helt fyldt med kærlighed og gode oplevelser, det varmer her i blæsten!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Mor
      Jeg har også wan i mi ywn dagligt. Mille hjælper ikke på sagen!
      Jeg tror at hun har spurgt efter dig 10 gange i dag – og peger så op på himlen og siger henvendt til sig selv: Marmu FYYYYYW (flyver).
      Vi er færdige med blæsevejret og har sendt det over til jer – det giver jo alt sammen spænding i hverdagen, må man sige :-O
      Store kram og bliv indendøre
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Selvbestaltet selvhjælp?