Om afgrundsdyb kærlighed

Selvbestaltet selvhjælp?

Jeg ser junk-tv. Bras-tv. Hjernelammende, tåkrummende, navlebeskuende, stupidt reality-tv. Ikke lige de der reality-shows som Robinson Ekspeditionen eller Big Brother, men reality-serier om (u)almindelige menneskers liv filmet og skåret til af producenterne, således at de forarger, forundrer og fænger mest muligt.

Det er af den slags, som sendes i dagstimerne og i de sene aftentimer. Og som jeg ville ønske, at jeg ikke så. For det er lidt pinligt at indrømme. Lidt ligesom at de fleste mennesker naturligvis kun har set 10 minutter af ét afsnit af De Unge Mødre for lige at forstå hvad det handler om, ikke? Og man læser da kun Se & Hør i lægens venteværelse eller hvad?

201209291348921454539360547

Jovist, der bliver også plads til fornuftige natur- og samfundsudsendelser af høj kvalitet på BBC?s kanaler, meeeen der er ingen tvivl om at min bedre halvdel har ret, når han opfordrer mig til at lytte til flere P1-podcasts, så min husmorhjerne kan få lidt tiltrængt motion.

I stedet sidder jeg stavnsbundet foran reality-udsendelser om mennesker, der er så fede eller undervægtige, at de ikke kan forlade deres hjem; mennesker, der har fobier over for bakterier, fugle eller vand; mennesker, som har fået tatoveringer på det indvendige af øjenlågene og piercinger i kønsdelene; mennesker, som har valgt at gifte sig med tre andre og leve med fælles afkom i én stor pærevælling.

Forleden faldt jeg i staver over en udsendelse om tre unge briter, der var så stærkt overvægtige, at de ville dø inden for få år, hvis ikke de fik en fedmeoperation. I udsendelsens introduktion blev det fortalt, at 2/3-dele af Storbrittaniens voksne befolkning er overvægtige, og at landet har den lidet glorværdige rekord som Europas fedeste nation. Hjælp!

obesity1

Og jeg stirrer videre, mens den helt igennem groteske fortælling fortsætter om de her søde unge mennesker, der har oplevet traumatiserende ?dyk? på afgørende tidspunkter i deres barndoms- og ungdomsliv. En forælder, der døde pludseligt. Voldsomt mobberi i skolen. En psykopatisk kæreste. Og fælles for dem er, at de har tacklet deres følelser og problemer med mad. Rigtig meget mad. Også selvom nogle af dem argumenterer benhårdt for at bjerge godt kan komme af ingenting…

obesity-saidaonline

Og pludselig slår det mig, at det er den samme fortælling, jeg ser hver eneste gang på skærmen. Reality-tv handler ofte om problematikker, som på overfladen ser forskellige ud – f.eks. hoarding, fedme, kropsudsmykning, alternative livsstile, fobier, OCD og hvad ved jeg.

Men i virkeligheden handler det vel om vores grundlæggende, menneskelige smerte? Om tunge livskonflikter, som ingen af os slipper udenom? Om vores dans med livet og alle dets blinde vinkler, som vi nogle gange angriber klodset, decideret dumt, uansvarligt, barnligt, pinagtigt, vanvittigt, trist…

Vi tager kampen op på vidt forskellig vis, må man tørt konstatere. Fordi vi har forskellige personligheder, temperamenter, værdier, erfaringer og ressourcer til at håndtere dem.

london-tattoos-book-001

Nogle synker ned i mørk depression. Nogle tæsker tilfældige homoseksuelle i nattelivet. Nogle æder til bristepunktet, mens andre slet ikke spiser noget. Nogle bider negle, ryger hash, hiver håret ud af hovedet eller drikker en flaske gin. Andre dyrker triathlon eller fuldkommen askese hos en indisk yogi.

Nogle råber og skriger om deres livssmerte, mens andre vender det indad og tier. Vi gør det meste helt ubevidst og forstår først bagefter, hvad der egentlig ramte os.

phobia

Og som oftest tror vi at vores indre konflikt og hjertesmerte er helt unik – at vi er de eneste i verden, der har det på denne her måde.

Men hvis man tør sætte ord på en grundfrustation, så siger min erfaring mig ihvertfald, at rigtig mange andre har oplevet noget tilsvarende. Men man skal turde. For det er ikke ligefrem hverdagskost at fortælle om den slags henover en høflig kop kaffe – og ikke alle mennesker værdsætter den slags ærlighed.

Men hvorfor ser jeg dog den slags TV? Bruger dyrebare minutter af mit skrøbelige menneskeliv på dén slags?

Fordi jeg er fuldstændig fascineret af menneskeskæbner. Af at se resultaterne af det allerede-levede-liv og af at skimte potentialet i det fremtidige liv. Af at se mennesker i livets tungeste kampe – og hvordan de vender skuden, tager ansvar, får kontrol og livslyst tilbage.

Filth house kitchen before cleanup

Uanset hvor karikeret livet fremstår i reality-udsendelserne, så er der ét eller andet mere i dem. Noget, som jeg har svært ved at sætte fingeren på, men som ikke blot er gement snageri, dyneløfteri eller banal søben i andres ulykke.

Siger jeg det her for at legitimere mit forbrug af reality-tv? For at jeg ikke skal virke så dum?

Måske hjemmestrikker jeg i virkeligheden mine små tv-psykoanalyser som en form for selvbestaltet selvhjælp? Når jeg kigger på folks mere eller mindre absurde livskampe, finder jeg måske den beroligelse, tryghed eller trøst, som andre måske vælger at finde i at spise flødekarameller eller i at have 47 katte? Jeg er ikke 100% klar over årsag-virkning her, men jeg er 100% klar over at jeg er ?hooked?.

hoarding_thumbnail1

Rigtig god weekend. Med eller uden reality-tv-fix.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om afgrundsdyb kærlighed