Familiedynamik i weekenden

TGIF eller noget! Endelig weekend…

Jeg glæder mig hver eneste uge til salig fredag, hvor Martin kommer hjem fra arbejde og vi går fra pigetrio til familie-firkløver.

Fredag aften er en lidt underlig størrelse i vores lille husholdning. Pigerne er rigtig, rigtig trætte (især skolepigen) og der bliver altid serveret et eller andet meget ukompliceret, ofte politisk ukorrekt eller decideret take away. Mummy her strejker lidt i køkkenet om fredagen midt i ulvetime og tøseklynk. Og der er bare et eller andet over pommes frites, pizza, burgere, curries…min krybdyrhjerne gør krav på den slags bras om fredagen.

Og som gode gennemsnitsdanskere er vi også i fuld sving med at lære vores poder om “fredagsslik” og begrebet ‘hygge’, som jo er noget man putter i munden, hvis nogen skulle være i tvivl.

Vi har en “hyggelig-kasse” på øverste hylde i skabet, og den er stopfuld af alt det sukkerstads, der ikke er nødvendigt, men som gør livet sjovere i al almindelighed.

Det vil ikke være en overdrivelse at sige, at vi er decideret elendige til at sige nej og begrænse børnenes indtagelse chokolade, kage og is. Skolepigen beder selvsikkert om “pudding” efter sin aftensmad – og her er ikke tale om klassiske, britiske frugtdesserter med custard til, men snarere om chokolademousse, mint-is eller en minicupcake.

Efter lidt ævl, kævl og slutspurt går pigerne udvandede og fredagsmatte i seng ved halv-otte-tiden.

Vi dumper ned i sofaen og glæder os over at der er fred og ro. Hold op, hvor kan man blive træt i hovedet.

Lørdag og søndag morgen får Farmanden lov til at ligge lidt længere i sengen, mens pigerne spiser havregryn med cocopops og jeg bager boller. Bagerne i dette land bor inde i supermarkedskæderne (og er ikke værd at køre efter), så der er stort set altid koldthævet morgenbrød i weekenderne. Martin mener at det hører til min hustruelige pligt at bage boller til ham – og det gør det sikkert også.

En times tid efter pigernes opstanden kommer Martin tumlende ned ad trappen og laver morgenkaffen til os, mens han skramler rundt i køkkenet og samtidig forsøger at fokusere på en eller anden dødvigtig TV2 News debat i baggrunden. Pigerne råber højere ved morgenbordet. Jeg er halvdøv, så jeg skruer endnu en tand op for TV2 News – og sådan sidder vi ved hver vores ende af bordet: Rasmus Klump for fulde drøn i den ene ende, mens Mogensen & Kristiansen argumenterer derudaf i den anden ende. Vi drikker kaffe, spiser boller og havregryn til iPad’enes kakofoni.

Jeg mindes dengang, hvor vi boede i tosomhed på Østerbro og sad over for hinanden med fødderne flettede, en tyk Berlinger, friske rundstykker og nød morgenstilheden, som kun blev afbrudt af kaffeslubren og små udbrud over avisens indhold. Men jeg ville ikke være foruden pigerne et sekund alligevel…

Lørdag formiddag er lig med ketsjer-sport for 4-årlingen. Hun går til tennisundervisning i vores fitnesscenter og er glad for det – uden dog at være overvældende begejstret. Det er der nu en åbenlys forklaring på. Træneren er en sur citron med suicidal-tendenser (ifølge vores interne psykoanalyse), så der mangler meget på hendes motivations- og begejstringskonto i forhold til at fange små 4-årige, der vel i virkeligheden har brug for at sport skal være en leg.

Om eftermiddagen går vi nogle gange på den lokale pub og får tidlig aftensmad – eller også tager vi en tur ind til byen. Vi fordeler opgaverne på Kaalund’sk (kønstypisk) vis:

Martin er pakæslet, der skifter autostole over i sin bil; han lægger klapvogne i bagsmækken og rydder op overalt.

Jeg pakker pusletaske og de evindelige poser med frugt og snacks (hvorfor bliver børn altid sultne lige når man har forladt huset?). Jeg skændes med Cille, som har tusind undvigelsesmanøvrer, når hun skal gøres færdig. Mille spurter omkring og vil ikke have skoene på eller børstet tænder. Efter en halv time er jeg nogenlunde færdig med de to genstridige trunter.

Efter den manøvre er jeg ALTID irriteret (Martin kalder mig Stasi-Tine på dette tidspunkt). Jeg kan blive noget så ualmindeligt træt af de der “du-skal-have-børstet-hår-og-tænder-la’-vær-at-løbe-væk-fra-mig”-diskussioner hver eneste dag. Resultatet bliver at jeg ALTID vrisser et eller andet vredt af Martin. Som om det er hans skyld?

Senere får jeg mumlet mit halvflove undskyld over min vrantne attitude. Og heldigvis er han god igen ret hurtigt. Faktisk bliver han mindst ligeså spændt som en fjeder, når det er ham, der skal gøre pigerne færdige. Det sker bare ikke så tit. Måske burde det ske lidt oftere? Men har jeg egentlig lyst til at slæbe på autostole og klapvogne i stedet for? Engang
i mellem ville det være skønt at være fri for at gøre pigerne færdige om morgenen – for det kan virkelig være et irritationsmoment.

Det er som om familiedynamikken lige skal finjusteres lidt hver lørdag, når trioen konverteres til firkløver; pigerne har begge forældre at forholde sig til; forældrene har hinanden at forholde sig til – og der skal deles og fordeles opgaver, som ellers er skarpt opdelte resten af ugen.

Søndag er lege- og afslapningsdag (medmindre en børnefødselsdag eller playdate er på programmet). Her vil Martin nok gerne have at jeg lige indskyder, at det også er hans Store-Stryge-Skjorter-Dag. For her fejler husmoderen for alvor! Jeg har tilbudt at køre hans skjorter til pres på renseriet hver uge, men jeg nægter at stryge dem selv. Jeg hader strygning.

Hvis det regner, finder vi ofte et indendørs legeland – og hvis vejret er godt, så er vi ofte på stranden i Felixstowe, ude at fodre dyr på en bondegård eller finder en legeplads i en af Ipswich’s dejlige parker.

Vi oplever at vores weekender er blevet langt mere afslappede og “frie” her i England. Forklaringen ligger i at vi ikke har den samme store omgangskreds som i Danmark – og der er jo heller ingen familiemedlemmer at besøge lige rundt om hjørnet. Det giver masser af tid til at være sammen bare os fire.

For det meste er det helt fantastisk at kunne gøre lige som vi har lyst til, men der er naturligvis også familiens og vennernes mærkedage, fester osv., som vi går glip af ved ikke at være til stede.

Heldigvis har vi en lind strøm af gæster fra Danmark herovre – uanset årstiden. Nogle dukker op halvspontant – andre planlagt med flere måneders varsel. Nogle bliver i to dage – andre i en uge. Nogle står med en håndtaske på stationen – andre bakser med tre kufferter i Stansted Lufthavn. Hver og en er velkomne og det er ret fantastisk at få mulighed for at være så intensivt sammen med familiemedlemmer og venner, som man ender med at være ved at bo i udlandet, frem for at mødes over en brunch i et par timer eller til den obligatoriske familiefødselsdag.

Det er overvældende og ubeskriveligt dejligt at så mange har lyst og tid til at besøge os. Og vi gør os umage i Kaalund’s Bed & Breakfast for at få dem til at føle sig hjemme her i skønne udkants-England.

Nu må jeg hellere lægge mig til at sove. Der er tale om mental klargøring til lørdags-familiedynamik.

Rigtig god weekend.