Lille My kan selv, vil selv!

“Sit down, Ci-ya”, pludrer Mille på bagsædet, mens hun begejstret peger over på den tomme autostol, hvor Cille plejer at sidde. “Ci-ya, Mummy?”, spørger hun. Og for 117. gang den formiddag fortæller jeg hende, at Cille er i skole, og at vi snart henter hende igen.

Mille-Mor-duoen har nu haft en måned til at finde melodien efter Cille startede i skole. Vi gik fra en sammentømret trio til en lidt haltende duo, hvor mindstepigen gik fra rum til rum og kaldte på sin søster. Mille har jo aldrig prøvet at Cille var væk i mere end et par timer ad gangen – og det var (er) tydeligt at hun savnede hende. Det gjorde (og gør) jeg også selv, så stemningen har ind i mellem været lidt tynget.

Men bortset fra at det er svært at vænne sig til at Cille er væk om dagen, så går det over al forventning med duo’en. Jeg mistænker Lille My for at STORELSKE at få den fulde opmærksomhed fra Mor.

Den sidste måned har hun fri-hjulet sig igennem hverdagen med mig; ingen storesøster til at fjerne fokus, og alt og alle danser efter Lille My’s pibe. Hun bliver båret og krammet og nusset og kildet dagen lang, fordi jeg har været i konstant Mille-underskud lige siden hun blev født.

De af jer, der har to (eller flere) børn kender sikkert til de grimme stik af dårlig samvittighed og den hjerte-smerte, der opstår, når der aldrig nogensinde er tid og ro og rum til bare at være med ‘barn nummer to’, som man var det med ‘barn nummer et’.

Da Mille blev født, var Cille endnu ikke startet i preschool og gik heller ikke i daginstitution her i England. Derfor var der aldrig ro og fred til at indsnuse Milles sarte babyduft af evig ungdom. Der var altid modellervoks og puslespil og legegruppe med den aktive, 2 1/2-årige storesøster.

Og det gjorde heller ikke opgaven med at have de to søstre 24-7 lettere, at Mille var en gedigen skrigeballon. Jeg endte altid med at gå rundt med baby i Baby-Bjørn og tumling i klapvogn på vej til legedate eller legeplads. Det hang aldrig rigtig sammen og mine arme blev bare længere og længere. Mille kunne ikke klare alle de stimuli, som tumlingesøsteren elskede at få. Der var for meget larm og uro i legegrupperne – og Cille kunne jo ikke bruge hele dagen på at plukke ukrudtsblomster til sin Mor i haven. Suk.

Men NU er vi  – med halvandet års forsinkelse – blevet en duo og dét skal nydes!

Jeg bringer lige et nyligt foto af Mille, som fortsat ligner “Lille My” fra “Mummi-Troldene”:

Eller ligner hun måske i virkeligheden mere “Pebbles” fra “The Flintstones”? Den sammenligning har jeg fået præsenteret af mange tilfældige englændere i supermarkeder og på caféer, som sikkert ikke lige kender finske Mummi-Trolde:

Uanset om hun ligner Pebbles eller Lille My, så er der ingen tvivl om at hendes frisure og højtråbende personlighed tiltrækker sig opmærksomhed, uanset hvor hun befinder sig. Og det er ganske morsomt at opleve, hvordan hun instinktivt viser om hun kan lide vedkommende (den fremmede voksne) eller ej! Hun smiler og sender fingerkys, når personen falder i hendes smag. Ansigtet stivner i alvorlige folder og hun tager sutten i munden, når personen ikke falder i hendes smag. Og det er ikke som med mange andre småbørn således, at hun foretrækker kvinder frem for mænd – det er noget helt andet ved personen, som hun ser på…jeg gad nok vide hvad det er…

Faktisk er jeg overrasket over hvor tillidsfuld og åben Mille er overfor familie og venner, som hun trods alt ikke ser så ofte. Vi har lige haft et vennepar herovre på forlænget weekend – og hun ville med det samme op i deres arme og med dem rundt i huset. Jeg frygtede ellers at hun ville blive en “Mor-hænger”, når nu vi er en lille duo (og weekend-firkløver) det meste af tiden, men det var heldigvis spildt bekymring: Mille går direkte til de mennesker, som hun intuitivt finder tillidsvækkende. De andre bliver ignoreret.

De høje primalskrig er blevet færre henover de sidste par måneder, i takt med at Mille bedre kan kommunikere. Hun har bestemt ikke glemt, at skrig fungerer fantastisk som pressionsmiddel, men der bliver længere og længere i mellem de øredøvende skrål. Jeg fortæller hende, at det gør ondt i mine ører, og spørger hende hvad hun gerne vil. Det virker for det meste. Men hun har et heftigt temperament (og det kommer ikke fra fremmede).

Vi anvender også et simpelt, hjemmelavet tegnsprog og i kombination med et ganske hæderligt ordforråd, så er det nu langt nemmere at komme overens med madammen.

Mille har i øvrigt engelsk som sit foretrukne sprog, selvom vi kun taler det, når vi er ude af huset. 8 ud af 10 småord er på engelsk – og så er der lige et par stykker på dansk: Mormor, sko på og sut.

Mille er en ihærdig og ambitiøs person, der som nu 17-måneders tumling opfatter sig selv som værende 3-4 år gammel. Det handler sikkert om at hun vil kunne alt det, som hun ser sin storesøster gøre.

Jeg har prøvet dén teori af i praksis – og den virker perfekt: “Kom Mille, du skal have børstet tænder – det får Cille også”. Vupti! Så ligger trunten på ryggen med gabet åbent. “Kom Mille, du skal op og sove – det skal Cille også”. Vupti! Så kravler trunten op ad trappen.

Men ihærdigheden og selvforståelsen (af sig selv som værende 3-4 år) er også en stor udfordring for Morens og Farens tålmodighed. Hun stamper i gulvet, smider sig på maven, skubber til os og græder højt og vredt (uden skyggen af tårer), når hun bliver stoppet i et eller andet projekt – enten af sikkerhedsmæssige hensyn eller fordi befinder sig i kategorien ‘hærværk’. Hun skubber rundt med stole og klatrer op for at få fat i ting, som vi ønsker skal være uden for hendes rækkevidde. Hun kommanderer med os, peger stift og beder om sut, mad, drikke, sko på, bamse og alverdens utænkelige objekter. Der er ingen tvivl om at hun ved hvad hun vil – og jeg bliver svedt ved tanken om hende som teenager.

Med Mille er der ingen gylden middelvej eller gråzone. Det er alt eller intet, sort eller hvidt. På sin 1-års fødselsdag nægtede hun fra det ene øjeblik til det andet at lade mig give hende mælkeflasken. Og hun valgte samme mærkedag til at starte med at spise selvstændigt. Fra da af nægtede hun således pure at få ske-mad, grød, mos eller puré – og hun vil sjældent have maden skåret ud.

Der er tale om “baby-led-weaning” i bogstaveligste forstand: Baby ser på maden og bestemmer hvad det går ind! Hele majskolber, broccolistilke, brød-klapsammen’er og havregryn med mælk. Jeg er egentlig ikke så meget for at lade tumlingen styre det hele, men sådan blev det!

Metoden er meget populær i England og hvis man ikke lige er stødt på den tidligere, så er her et link:

http://www.babyledweaning.com

Hånd i hånd med hendes store selvstændighed, stærke selvfølelse, initiativ og jernvilje går også en grundfrustration. Der er simpelthen så mange ting, som Mille vil, men som hun stadig har svært ved at mestre!

Ind i mellem foreviger jeg hende i de øjeblikke, hvor hun brænder sammen indeni over et eller andet, der ikke fungerer for hende. For de øjeblikke er en del af hende – og noget, som jeg forestiller mig, at vi skal arbejde meget med i fremtiden:

Og så kommer de forløsende, tindrende lykkelige øjeblikke, hvor Mille føler sig “stor” og kan selv:

En ting er helt sikker: Man keder sig aldrig i selskab med Mille! Hun elsker underholdning, fest og farver; ting, der larmer, blinker og drejer rundt. Det driver hun os lidt til vanvid med hver eneste dag.

Og når man trænger til et hvil fra hverdagens strabadser, så mener Mille ikke, at der findes bedre sted end nederste trappetrin i vores hus. Hun har været fascineret af trapper siden hun begyndte at kravle – og kunne kravle op og ned af dem med det samme.

Med hendes vante ihærdighed var det ingen sag at klatre op og ned – og vi vurderede, at trappegitre ville være farligere end ingen gitre, da hun blot ville insistere på at kravle over gitteret for at klatre videre op!

Her sidder hun, foreviget på nederste trappetrin – klar til næste udåd: