• ···
Who put the colours in the rainbow?

Hr. og Fru Kaalunds kønsroller

Jeg føler mig lidt som en 1950’er-husmor plantet i år 2013.

1950s-housewife

Og Martin har den komplementerende mandlige hovedrolle som udearbejdende, familieforsørgende husbond, der kommer hjem, når aftensmaden står på bordet kl. 18.00.

1950-housewife

Måske burde jeg forlængst have vænnet mig til denne her rollefordeling og det kønsrollemønster, som er resultatet af vores nuværende livsstil? Det er trods alt ved at være nogle år siden vi forlod et helt normalt, moderne familieliv i Danmark med en cirka 50/50-ansvarsfordeling i forhold til arbejde, hjem og barn.

Men 1950’er-rollerne er ikke sådan lige at vænne sig til. Og der sidder stadig en lille karrierekvinde inde under min plettede Mor-uniform og undrer sig over hvad der egentlig skete.

Vi har hvert vores lille kongedømme nu; rollerne er skarpt opdelte og de lapper aldrig ind over hinanden: Jeg står for alt, der vedrører hjemmet og pigerne. Martin står for at hente pengene hjem, sikre familiens økonomiske fundament og fremtid.

blog50shousewife

Vores kønsroller er så stereotype og så kliché-agtige, at det ligger lige til højrebenet at lave sjov med dem. Hvis jeg altså var moden nok til at kunne tage, at der bliver lavet sjov med dem. Men det er jeg ikke. Jeg bliver helt hudløs og smækfornærmet, hvis der i venligt lag fremkommer kommentarer a la “Martin tjener alle pengene og Tine bruger dem” eller “Tine er rigtig blevet en lady of leisure”. Jeg er modtagelig overfor hvad andre tænker om vores valg og om mit liv som hjemmegående. Fordi det måske ikke er en handske, der passer mig helt?

A lady of leisure?

A lady of leisure? 

Jeg har ikke tjent en krone igennem flere år. Jeg overlader alt, hvad der handler om penge og økonomi til min bedre halvdel. Martin kan ikke huske, hvornår han sidst har været i et supermarked, og det kan tælles på få hænder, hvor mange gange han har skiftet en ble på Lille My.

Med 2013-briller på kan det måske virke temmelig sært, at ansvarsfordelingen og kønsrollerne pt. er, som hvis vi levede i 1950’erne?

Som søstre vi dele...

Som søstre vi dele…

Heldigvis er vi gode til at tale åbent om de udfordringer, indre dæmoner og ulemper, som (udover alt det fantastiske) også følger med i kølvandet på udstationeringen.

Selvom jeg selv har været med til at vælge denne livsstil, betyder det ikke, at der ikke er et væld af tanker og følelser, som presser sig på, når jeg pludselig befinder mig i en helt anden rolle end den, jeg har haft hidtil. Det var ikke alting, jeg kunne forudse og gennemskue, før jeg stod med fingrene fedtet grundigt ind. Jeg har skullet (og skal til stadighed) finde min identitet som hjemmegående husmor. Det er svært at definere mig selv, at finde mit værd og at anerkende min egen indsats, når det ofte virker så indirekte og umåleligt. Det kan være svært at finde meningen med det her husmorliv, ganske enkelt.

Måske virker mit liv som en luksustilværelse og jeg som et utaknemmeligt skarn?

Men jeg har syntes (og synes fortsat på sindets regnvejrsdage), at det ikke er helt ligetil, at mit fodaftryk i verden nu kun kan ses og måles i mine døtres udvikling, ve og vel.

Legoland Windsor

Legoland Windsor i sommers

Martin har også sine udfordringer og indre dæmoner at kæmpe med. Han er alene om det økonomiske ansvar. Han står også med det tungtvejende, personlige ansvar for at have “revet familien op med rode” og taget os med til et nyt liv i udlandet. Og i denne fase, hvor der skal til at kigges efter en ny destination, så tumler han med tanker om hvor i verden, vi vil kunne fungere som familie; om det i virkeligheden ville være lettere at vende tilbage til Danmark; hvilke arbejdsmuligheder, der vil byde sig inden for det næste halve år…

Men vi ser hinanden i øjnene og er fuldstændig bevidste om, at det er afgørende for vores succes som udstationeret familie, at vi begge accepterer vores roller. Hvis en af os ikke vil det her længere, så er udlandseventyret slut. Vi bliver nødt til at være enige og “partners in crime”, hvis dette her skal lykkes.

I aftes fornøjede vi os endnu engang med at sætte ord på dæmonerne over for hinanden.

Her kommer først et lille uddrag af min indre tumult:

  • Hvem er jeg, når ingen ser mig i det her hjemmegående-univers?
  • Sælger jeg ud af kvindefrigørelsen og de moderne kvindeidealer med mit liv som 50’er-husmor? Og hvad vil mine døtre tænke om deres Mors valg?
  • Er jeg reduceret til “Fru Martin Kaalund”?
  • Eller er jeg i virkeligheden på det fedeste frihjul af en anden verden?
  • Er jeg verdens mest utaknemmelige væsen, når jeg reelt har fået komplet frihed og så finder dét svært?

Men I skal da ikke snydes for et herligt udsnit af Martins mavesure dæmoner:

  • Er jeg for egoistisk i mine valg?
  • Er min kone et offer for mine ambitioner?
  • Har jeg taget hele familien som gidsel i mit karrierevalg?
  • Udøver jeg psykisk skade på min familie ved at have taget dem væk fra familie og venner på ubestemt tid?
  • Vil mine døtre blive rodløse af denne her livsstil, som jeg har valgt – og som de er tvunget til at indfinde sig under?

Der er ingen “ligetil”-svar på de ovenstående spørgsmål. Og det er gudskelov ikke indre dialoger, som kører på dagsbasis!

Tvivlen kommer ofte, hvis en velmenende person spørger, hvad man dog får tiden til at gå med som hjemmegående. Eller om jeg kan lide husmorrollen. Så dukker den der usikkerhed og uvanthed op inden i mig. Og spørgsmålene stiller sig utålmodigt i kø i mit indre. Kan jeg lide det? Vil det altid føles lidt fremmed? Hvad laver jeg egentlig i min hverdag? Hvad er meningen med det her? Jeg havde aldrig forestillet mig at en af mine livsopgaver ville blive at gå hjemme.

På miniferie

De to søstre gynger

Så tænker jeg på de dage, hvor det er trættende at finde på hensigtsmæssige aktiviteter til 1-årlingen, og hvor jeg føler, at mit omdrejningspunkt her i livet er bleskift, pegebøger og madpakkesmøring. At jeg er blevet forfremmet til familiens foretrukne numse-tørrer. På de dage, hvor ensomheden kryber ind under min hud, og hvor et arbejde og et voksenfællesskab virker uendeligt tillokkende. Nærmest som et frirum fyldt af civiliseret samtale over frokosten, faglige diskussioner og måske endda en hel dag uden pletter på blusen!

Skolepigens hår sættes pænt

Skolepigens hår sættes pænt

Før vi flyttede, fyldte mit job en meget stor del af min hverdag. Mit arbejde og min selvforståelse hang klokkeklart sammen. Sådan er det sikkert for de fleste mennesker, der er engagerede i deres arbejde og arbejdsplads?

I Peppa Pig World

I Peppa Pig World

Det kan ikke undgåes at skiftet fra karrierejob til hjemmegående husmor er en følelsesmæssig omvæltning. Der er trods alt forskel på det ene og det andet liv. Men måske forventede jeg ikke at rolleskiftet ville være så stor en udfordring?

Jeg havde prøvet 9 måneders barselsorlov i Danmark, hvorefter Martin tog over (i ligestillingens hellige navn) med sine 3 måneders fædreorlov. Måske troede jeg at husmorlivet var lidt ligesom en lang barselsorlov? Men den fundamentale forskel er jo netop, at jeg ikke har en tidshorisont på min nuværende husmorrolle. Og det føles underligt ikke at vide, hvornår mine faglige kvalifikationer igen skal anvendes.

Endnu et billede fra Peppa Pig World

Endnu et billede fra sommerferietur til Peppa Pig World 

Men så er det at Mille klukker af grin, når man kilder hende under dobbelthagen, og hun holder spontant min hånd, mens vi spiser frokost. Og Cille siger, at det er dejligt, at vi kan hygge os hjemme med chokolademælk og film om eftermiddagen, og at hun elsker at blive hentet af mig i skolen.

Fjolle-Cille

Fjolle-Cille

Når jeg kigger på alle de små øjeblikke – på pigernes handlinger, på deres trivsel og deres umiddelbarhed i verden, så er jeg ikke et sekund i tvivl om at det gør en forskel, at jeg tager min rolle (hvor uvant den end kan føles) alvorligt og lever mit liv som hjemmegående mor fuldt ud.

Fjolle-Mille

Fjolle-Mille

Hvem af os kan sige sig fri for at ønske sig et andet sted hen ind i mellem? Der vil altid være dage, hvor halvtomme glas fylder horisonten, hvor regnvejret ikke vil ende og hvor pletterne på tøjet kom allerede ved morgenbordet.

Men forhåbentlig vil der til stadighed være flere plusser end minusser ved mit 50’er-husmorliv anno 2013. Jeg lover at skrive mere om plusserne – for denne her ombæring har vist stået mest i minussernes tegn.

   

8 kommentarer

  • Kæreste Tine.

    Det er dejligt, at du har skabt et rum, der ikke kun handler om pigerne (de er dejlige, smukke og sjove), men også dig som menneske, dine tanker, dine overvejelser, dig! Det er jo pga. dig, jeg holder af dig, ikke hvad du arbejder med. Om det er hjemme, eller ude. Arbejde er det, uanset om man er så forkælet at være husmor eller være CSR-ansvarlig i en virksomhed. Begge dele indeholder en fordele og ulemper. Som samfund (DK) er vi bare ikke særlig gode til at forstå ensomheden og det hårde arbejde der ligger i at passe sine børn hjemme, uden andre voksne i nærheden.
    Du gør et vigtigt arbejde, og måske når lille My er to-tre år kan du gøre noget, så tilværelsen passer bedre til dig som menneske, stille din intellektuelle sult. Det vigtigste for børn er jo at deres forældre trives og er glade. Og så er der lige den med at vi gør det vores forældre gjorde, så hvis pigerne skal følge deres drømme, må du være et forbillede for dem. Livet er ikke nemt, fuldt af dilemmaer, spørgsmål uden “rigtige” svar, men vi klarer den 🙂

    Mange tanker fra huset i skovbrynet og et knus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Maria i Skovbrynet

      Tak for dine søde, opmuntrende og kærlige betragtninger. Og det kommer i en situation, hvor det burde være præcist omvendt, så nu sender jeg omsorgsfuldhed retur:

      Hvordan går det med dig, min stakkels, slemt-tilredte ven?

      Jeg har så ondt af dig, for det må virkelig være en smertefuld omgang 🙁

      Håber du hurtigt kommer dig med nogle effektive DRUGS.

      Du kan regne med at bloggen også kommer til at handle om mig, Martin og jeg indbyrdes – og ikke kun pigerne. Det er et frirum og et sted, hvor mine tanker kan samles på en ærlig og åben facon. Jeg har besluttet at alle må læse med – fordi det måske kan være en livsstil, som andre synes er “spændende”, hvis man kan sige det sådan?

      Og du har helt ret – man skal være forbillede eller rollemodel for ens børn, hvilket også betyder at den nuværende situation kun er holdbar, mens de begge er helt små. Bagefter skal de gerne opleve at Mor kommer ud på arbejdsmarkedet igen i den ene eller anden form 🙂

      Jeg sender rigtig god bedrings-kram til dig og lad mig høre hvordan det ellers går?

      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Spændende overvejelser, som jeg selv kæmper med. Og har skrevet om. Forskellen på os to er, at jeg ved, at vores eventyr har en maks løbetid på 4 år, og at jeg derefter vender tilbage til arbejdslivet. Vi har lagt økonomiske bekymringer til side og er afklaret om, at når udstationeringen slutter, så skal vi begge hjem og finde et job. Jeg har det helt ok med ikke at arbejde (men studere), men jeg har det elendigt med husmoderrollen, som jeg bare ikke føler mig særlig god til. Jeg ville ønske, at jeg kunne nyde den, men det gør jeg ikke. Men den ekstra tid med børnene opvejer heldigvis alt det andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Danish in San Franscisco,
      Jeg har ikke fået læst så meget på din blog endnu, men det bliver helt sikkert til mere i de kommende uger!
      Min mands nuværende kontrakt (og dermed vores tid i England) slutter maj 2014, hvor der så er gået 3 år. Men i og med at det er en udstationeringskontrakt, så er der plads et andet sted i organisationen til ham – men der skal vendes en del brikker inden da, for at få puslespillet til at gå op 🙂
      Jeg er ked af at høre at du slet ikke nyder husmorrollen – det synes jeg at jeg gør de fleste dage, men det er åbenlyst, at rollen ikke passer som hånd i handske til en moderne kvinde med lang uddannelse, med karriere bag sig og i det hele taget med en livsindstilling og selvstændighed som gør det svært at “indfinde” sig…
      Under alle omstændigheder bliver vi begge MANGE erfaringer rigere af de her udlandseventyr, inklusiv de helt personlige, der handler om hvem man er som menneske og hvad man virkelig gerne vil (og ikke vil).
      Hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Netop. Børn og oplevelser gør det hele værd!! Og jeg nyder ethvert sekund og enhver oplevelse. Men det er sjovt, jeg identificerer mig ikke som husmor. Når jeg skriver, at jeg ikke nyder husmorrollen, så mener jeg bare, at jeg ikke nyder at være hovedansvarlig for rengøring og madlavning 🙂 Alt det andet har jeg det fint!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Så faldt hele femøren for mig! Jeg fik vist mis-læst din første kommentar lidt og kan nu sagtens se hvad du mener 🙂
      Det er forståeligt, at du ikke identificerer dig med husmorrollen – du har jo eksempelvis også dit studie, som en vigtig opgave i din hverdag. Når jeg identificerer mig med husmorrollen er det ud fra den kendsgerning at det er dét, jeg foretager mig – men det store fokus er ligesom dig på tiden med børnene, frem for madlavning osv.
      Hilsen Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maike Christensen

    Hej Tine, jeg har læst med siden du startede og vil for det første sige tillykke med bloggen, den er interessant, velformuleret og gennemtænkt. Derudover har den et element som så mange andre blogs desværre har mistet: ærlighed og ægthed. At være mor og familielivet er dejligt men ikke alt er rosarødt og nemt. Jeg beundrer din mod og dit evne at sætte ord på dit liv og dine følelser omkring det. Føleleser, om de nu er negative og positive, som man kan relatere til. Nu har vi jo arbejdet sammen for nogle år siden og jeg kan sagtens forstå at du, som var så dygtig og succesfuldt i dit arbejde, kan have svært ved at vænne sig til din nye livsstil. Men du er jo stadig den seje person du er, bare lige i en anden rolle. Og der er ikke nogen der siger at denne rolle ikke kommer til at ændre sig igen. Prøv at nyde, så meget som du nu kan, den tid og nærvær nu har for pigerne. Det er nemlig noget man godt kan komme til at savne i det moderne Danmark 🙂 KH Maike

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Maike,

      Tusind tak for dine søde kommentarer, jeg er helt rørt.

      Og tak fordi du vil bruge tid på at læse og tænke lidt sammen med mig. Det er jeg meget beæret over.

      Jeg har som én af mine primære målsætninger for bloggen, at den skal vise – hudløst ærligt – hvordan det er at leve som udstationeret familie. Så det glæder mig uendeligt meget, at du oplever at her er ægte, ærligt og redeligt indhold. Tingene bliver sagt som de er, det lover jeg!

      Jeg har læst for mange glansbillede-blogs og opstillede dameblade – og jeg ender altid med dårlig samvittighed over hvor perfekte andres hjem er, hvor sund mad, de spiser, og hvor ualmindeligt flade deres maver er efter en graviditet. Så det er vist kun sundt med en portion ærlighed, tror jeg 🙂

      Og du har absolut ret: Jeg skal huske at værdsætte og nyde min tid her med de to små piger. For den tid kommer aldrig igen. Og jeg håber for dig, at du også har god tid til at nyde din søde Theodor, selvom arbejde, uddannelse osv. tager meget tid.

      Hav det rigtig godt og god weekend!

      Kh.Tine

      PS: Jeg bliver nødt til at komplimentere dig på dit aldeles fremragende dansk. Det er meget imponerende – du har et godt “sprogøre”!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Who put the colours in the rainbow?