Who put the colours in the rainbow?

Søndagssolens stråler var skarpe og varme, og fik oktober til at føles som sensommer.

Det dugvåde græs og de gyldne blade på træerne glimtede i sollyset, mens Cille sad fornøjet og lod yours truly skubbe klapvognen op ad bakken til gudstjeneste i vores landsbykirke, St. Martin’s Church.

Nu er det altså ikke fordi jeg er den store kirkegænger, bevares. Jeg er vist nærmest det, der kan kaldes “skabs-kristen”, hvor man kun indfinder sig i kirken på de traditionelle mærkedage: dåb, konfirmation, bryllup, bisættelse og højtider.

Meeeen som vestjyde er jeg godt opdraget med salmebog og højskolesangbog. Mine oldemødre stak mig salmebogen og bad mig læse højt; de bad Fadervor med mig og forklarede mig om kirkeritualerne (så sæt dig ved siden af mig, hvis du er i tvivl om hvornår man skal rejse sig) – og jeg føler mig fint tilpas i selskab med en præst. Men der fra og så til at blive fast kirkegænger eller til direkte at bede Gud om hjælp – der er langt for mig.

Jeg har aldrig før været i kirke i England. Men en gang skal jo være den første. Og Cille skal naturligvis ikke tvangsindlægges til det kristne budskab, men hun skal dog opleve kirken med jævne mellemrum, synes jeg. Som et led i hendes dannelsesrejse som menneske, og så må hun selv tage stilling til sin tro senere.

Anledningen var årets “Harvest Festival” (høstfest), hvor kirken indsamlede mad til værdigt-trængende i lokalsamfundet. Der stod kasser fra Cille’s kristne folkeskole, hvor vi forældre havde doneret fødevarer i ugens løb.

I England er mange indsamlinger til fordel for egne værdigt-trængende borgere. Lokale indsamlinger til byens børnehospital, den lokale ambulanceservice, støttegrupper for udsatte ældre eller til de fattige i nærområdet.

Mange af de helt store landsindsamlinger i England er også til fordel for deres egne. Eksempelvis er der det stort anlagte tv-show på BBC One “Children in need”, der indsamler penge til fordel for handicappede børn i England. Der er “The Poppy Appeal” til fordel for britiske soldater og krigsveteraner; der sælges “Marie Curie Cancer Care” påskeliljer til fordel for terminalpleje til kræftpatienter. Der er den tidligere omtalte “Macmillan Cancer Support” kaffe-morgen; der er “Jeans for Genes”-dag, som støtter børn med genetiske lidelser….jeg kunne blive ved…der er stort set altid en landsindsamling igang.

Naturligvis findes der også store landsindsamlinger med henblik på at samle penge ind til  den mere traditionelle ulands- eller nødhjælp, som vi kender det fra Danmark. Der er bl.a. “Comic Relief” og “Red Nose Day”, hvor donationerne går til fattige ude i den store verden, men nogle af midlerne går stadig til hjemlige hjælpeorganisationer.

Så umiddelbart er der en langt større repræsentation af indsamlinger til egne medborgere, end der er i Danmark. Det er højst sandsynligt fordi der er større forskelle mellem rige og fattige i England. Og sikkert også fordi der er begrænsede statsmidler til at hjælpe de dårligere-stillede?

Jeg har ofte oplevet, at der i Danmark er en uudtalt forventning om at ‘nogen’ (måske ‘staten’ eller ‘kommunen’?) da må tage sig af de svageste og alle samfundsproblemerne. Måske er denne tankegang delvist frembragt af det massive skattetryk? Er skatten blevet til et dyrt kontingent i en forening, hvor man så forventer noget retur? Der forventes ikke helt så meget pay-back i England, og jeg oplever, at folks initiativ til at hjælpe andre er meget større.

Men vi kom fra en høstgudstjeneste med indbygget fødevareindsamling.

Præsten havde virkelig gjort sig umage og valgt børnevenlige salmer: “All things bright and beautiful” og “All good things around us“. Cille holdt sin klassekammerat i hånden; de sad begge uroligt på bænken og hviskede til hinanden. Kirkerummet var smukt pyntet med grøntsager, frugter og blomsterdekorationer i gyldne efterårsfarver. Fødevarerne blev bragt op til alteret af alle skolebørnene. Cille gik betuttet derop med to dåser suppe og kiggede langt efter mig.

Man står åbenbart op og synger i den engelske folkekirke. Men man rejser sig ikke ved oplæsning fra Biblen. Man indsamler penge i små møntposer, der rækkes rundt under gudstjenesten, ligesom man ser det i den katolske kirke. Og kirken havde netop fået installeret et køkken inde i selve kirkeskibet, således at man for fremtiden kan bespise kirkegængerne! Så blev jeg dét klogere.

Og nu kom vi endelig til den afsluttende børnesalme: “Who put the colours in the rainbow?“. Jeg kiggede kærligt ned på min lille Rødtop…og opdagede til min store overraskelse, at Cille sang med af hjertens lyst!

På vej hjem i klapvognen fortalte hun mig, at de da synger denne salme i skolen under fællessamlingerne. Jeg havde lige glemt et øjeblik, at hun går i en kristen skole.

Bagefter fik vi en snak om fødevare-indsamlingen, og 4-årlingen foreslog, at de fattige, som ikke har noget at spise, bør købe sig et køleskab og noget mad snarest muligt. Børnelogik, når den er bedst.

Jeg slutter med lyrikken til den børnesalme, som Cille kendte:

Who put the colours in the rainbow?

Who put the salt into the sea?
Who put the cold in the snowflake?
Who made you and me?
Who put the hump upon the camel?
Who put the neck on the giraffe?
Who put the tail upon the monkey?
Who made hyenas laugh?
Who made whales and snails and quails?
Who made hogs and dogs and frogs?
Who made bats and rats and cats?
Who made everything?

Who put the gold into the sunshine?
Who put the sparkle in the stars?
Who put the silver in the moonlight?
Who made Earth and Mars?
Who put the scent into the roses?
Who taught the honey bee to dance?
Who put the tree inside the acorn?
It surely can’t be chance!
Who made seas and leaves and trees?
Who made snow and winds that blow?
Who made streams and rivers flow?
God made all of these!