Keep calm and have a biscuit

Skal vi flytte, Mor?

“Skal vi flytte, Mor?”, spurgte Cille forleden eftermiddag. Hun sad og spillede på sin iPad ved køkkenbordet og det kom helt uventet. Jeg stoppede med at skramle i køkkenet og mit hjerte sank helt ned i maven.

Hvad svarer man til det spørgsmål, når man er i vores situation?

Jeg blev nødt til at tænke hurtigt og kiggede over på 4-årlingen: “Næ, ikke lige nu, Cille – først om hundrede og hundrede dage, så det behøver du ikke tænke på”. Det svar stillede hun sig tilfreds med. Eller også var spillet mere interessant end samtale med Mor.

Der gik lige et øjeblik før jeg havde sundet mig og fundet rytmen i køkkenarbejdet igen. Jeg føler mig usikker på om mit svar var det rigtige. Det giver ingen mening at lyve for hende, men hvordan forklarer man lige en 4-årig at ingen ved hvornår og hvad der skal ske?

På gode dage er livet med og på en udstationeringskontrakt det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet. Vores familieliv er blevet præcist, som vi havde drømt om, da Martin sagde ja til jobbet: Vi har altid tid til pigerne, der er ro på i hverdagen og vi nyder vores lille firkløver-fællesskab, hvor der er god tid i weekenderne til at gøre præcist hvad vi har lyst til (bl.a. fordi vores økonomi tillader, at vi har hjælp til alt praktisk udendøre og indendøre).

Mit yndlingsbillede fra i sommers - det emmer af sol, frihed og højt til loftet

Mit yndlingsbillede fra i sommers – det emmer af sol, frihed og højt til loftet

Felixstowe Beach ligger 15 minutter fra vores hjem. Billedet stammer fra dejlig familietid i sommers.

Felixstowe Beach ligger 15 minutter fra vores hjem – Billedet stammer fra skønt familiebesøg i sommers

Bondegårdsbesøg i sommers.

Bondegårdsbesøg i sommers med familiemedlemmer – Suffolk er ét, stort landbrugsområde

På dårlige dage er livet med og på en udstationeringskontrakt en decideret udfordring for mig. Jeg har desværre en lille (meget almen-menneskelig) tryghedssøgende trold, som kan finde på at sætte sig på min venstre skulder. Den dukker ofte op, når velmenende mennesker spørger til Martins arbejdssituation, kontraktens slutdato og så fremdeles.

Det er et af den slags samtaleemner, der bare ikke kan undgåes, når vi nu lever på denne måde. Der er visse ting, der hører med til ens profession eller livsstil. Jeg forestiller mig at tandlæger nok ofte får en historie om folks tandsæt; landmænd får sikkert altid kommentarer om miljø og dyrevelfærd, og tømrere skal lægger ører til folks beklagelser over en anden håndværkers ringe-udførte arbejde.

Jeg har måttet arbejde længe og hårdt med mig selv med hensyn til at leve mere i nuet og “gå med flow’et”, frem for at langtidsplanlægge fremtiden. Længe og hårdt er ikke en overdrivelse.

I virkeligheden er dette liv sikkert noget af det “sundeste”, jeg kan gøre for mig selv: Strukturmennesket, der strækker og udfordrer den mentale elastik til at lade tingene ske, når de skal ske – og bliver bedre til at tackle usikkerhed og uvished som et grundvilkår i livet? Ofte lærer vi vel mest, når tingene ikke nødvendigvis går lige efter bogen? Men det gør ondt undervejs, synes jeg.

For der er dejligt lige nu – lige her i dette hus, i landsbyen, i Ipswich, i England. Men det har en klokkeklar ende, uanset hvordan vi vender og drejer det. Denne her trygge base og alt det, som vi nu kender så godt og holder så meget af, skal skabes et andet sted…og vi aner intet om hvor eller hvornår. Det er en mental udfordring, synes jeg.

Indkørslen til vores hjem på en varm sommeraften

Indkørslen til vores hjem på en varm sommeraften

Vidunderlig sommerdag i naturområde tæt på vores hjem

Vidunderlig sommerdag med vores venner

Har jeg slået rødder i udkants-England? Ja. Det er næsten uundgåeligt, når man bor dejligt og får nye, givende venskaber. Men samtidig lurer den allestedsnærværende bevidsthed om at kontrakten er tidsbestemt.

I virkeligheden kunne man argumentere for at vores livsvilkår ikke nødvendigvis er så anderledes end alle andres. Jeg mener – hvem ved om de bliver fyret i den næste besparelsesrunde på arbejdet? Hvem ved om deres økonomiske situation er den samme om 2 år? Hvem ved om man bor i det samme hus om 5 år? Mange ting kan ændre sig – man kan blive syg, man kan blive forfremmet, man kan miste sit job, man kan vinde i Lotto.

Den lille forskel er dog, at vi her har fået tildelt et bestemt sted, et bestemt arbejde og dermed et bestemt “liv” – for en tidsbegrænset periode. Men det er værd for mig at huske på at ingen ved hvad der skal ske i fremtiden.

Martin skal finde sig et nyt arbejde et sted i koncernen, før vi rammer næste sommer.  Jeg står uden indkomst og uden netværk i forhold til at finde et nyt arbejde. Vi har reelt set kun vores “gode tøj” og så et overflødighedshorn af alt det, som netop ikke kan købes for penge:

En masse fantastiske oplevelser ved at bo i udlandet; et par døtre, som nu er tosprogede og som har lært en masse om at begå sig i forskellige miljøer og kulturer; nye venskaber er kommet til og vi er en velfungerende, sund og rask familie.

Men hvorfor spurgte Cille om vi skal flytte? Det tog mig lidt tid at finde ud af.

Indtil det gik op for mig, at bittesmå gryder jo også har ører! For hvad sagde jeg til Martin over aftensmaden dagen forinden? Jeg sagde, at han ikke skulle søge det nyopslåede job, når hans intuition her på tredje gruble-dag tydeligt indikerede, at vi ville have svært ved at leve i netop det land, hvor stillingen ville være.

Det hørte Cille helt åbenlyst. Og hun tænkte videre over det.

For fremtiden skal den slags samtaler foregå efter pigernes sengetid. Men vi undgår vist ikke at der bliver stillet spørgsmål til Martins fremtid – også når Cille er i nærheden.

Og jeg lover at være taknemmelig for hver eneste dag i aldeles fremragende England, hvor alting fungerer, og hvor vi lever et helt almindeligt hverdagsliv i trygge omgivelser og med smuk natur lige uden for døren.

Søndagsvandretur langs River Orwell

Søndagsvandretur langs River Orwell

På jagt efter sandorm

På jagt efter sandorm og alger

Det ligger lige for at diskutere om vi også gør pigerne rodløse ved denne form for tilværelse. Om de senere vil bebrejde os det her udlandseventyr? Når vi andre kan have svært ved at tackle det, hvordan vil børnene så håndtere det?

Der er ingen simple svar på de ovenstående spørgsmål. Ihvertfald ikke lige nu. Kun tiden kan vise, hvad pigerne synes om det liv, som deres forældre har valgt og de livsvilkår, som vi dermed byder dem at leve under.

4 kommentarer

  • Lene

    Hej Tine
    Tak for din meget åbenhjertige og ærlige blog, den er virkelig spændende at følge. Hvis du somme tider føler dig lidt overset som husmor, skal du i hvert fald vide at du ikke er det som blogger! 🙂 Din evne til at beskrive tingene som de virkelig er og med stor indlevelse og ærlighed er helt sikkert én af dine store kvaliteter. (Måske der ligger en fremtid som forfatter/house wife gemt et sted? 😉
    Jeg forstår udmærket godt dine bekymringer og betænkninger mht. pigernes opvækst, men som én der selv er vokset op med udstationerede forældre, kan jeg kun sige at det også kan være en stor gave at give sine børn. Ok, ja, man bliver måske en smule rodløs og kan ikke forestille sig at skulle leve hele sit liv i den samme by, men på den anden side lærer man også meget tidligt at der findes forskellige sprog og kulturer og lærer at omgås folk fra andre lande og værdsætte det. Det giver en hel masse perspektiv og gør at man måske er lidt mere åben over for andre mennesker og kulturer og bl.a. har nemmere ved at lære forskellige sprog. Derudover kan jeg kun, for mit eget vedkommende, sige at jeg har nogle meget gode venner fra min barndom i Luxembourg, som jeg stadig er nære venner med i dag og som jeg meget nødigt ville undvære. Så, tror ikke det kommer så meget an på hvor man bor, men mere hvordan man trives der hvor man er.. 🙂 Knus til både dig og Martin

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Lene,

      Tusind tak for dine kommentarer – jeg er helt rørt og rigtig glad over at du opfatter mig som ærlig og åbenhjertig. Det er netop en af mine “kæpheste” og intentioner med denne blog.

      For der er rigeligt med steder, hvor man kan se, hvor flot aftensmaden tager sig ud på musselmalet, hvor fint hjemmelavet tøj, man kan strikke til børnene, og hvor cool de nye puder i sofaen er…

      Måske er det i virkeligheden på sin plads med mere “hverdags”-ærlighed? Det håber jeg at der findes et læsende publikum til 🙂

      Det er yderst interessant at læse dine betragtninger om livet som barn i udstationeret familie – og vi kan håbe, at vores døtre får samme erfaringer og oplevelser med i bagagen, som du har. Det ville da være fantastisk, hvis de kunne sige det samme som dig om 20 år, synes du ikke?

      Det er en gave at kunne flere sprog – jeg er selv meget sprogbegejstret, og i den henseende er jeg ikke i tvivl om at vi giver dem unikke muligheder for at få hjernen indstillet på hurtig sproglig indlæring og opfattelse.

      Din sidste kommentar om at det i højere grad handler om trivsel og familiedynamik, og ikke så meget om stedet, hvor man bor, vil jeg huske og bringe med mig – for den kunne være en støtte, når vi engang til næste år skal fortælle pigerne at vi skal rykke teltpælene op og rejse et andet sted hen.

      Mange hilsner fra både Hr. og Fru Kaalund 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane Kvist Poulsen

    Åh, hvor kan jeg følge dig! Ikke mht. udstationering etc., men vi har vist meget ens psyke (og dertilhørende planlægnings-/tryghedsbehov..!!), os to.

    Mht. hvorvidt pigerne vil bebrejde jer… så er mit svar “No”. Det sker da ikke sjældent, at man finder ud af, at velfungerende voksne mennesker viser sig at have tilbragt kortere eller længere tid af deres barndom (i forskellige lande) i udlandet. Jeg tror ikke, at de nogensinde har tænkt noget ondt om det.

    Fordelen er jo, at pigerne ikke blev revet op med rode i danske institutioner/skoler. Og endnu mere væsentligt: De vil jo aldrig komme til at kende andet…! De aner jo ikke, hvordan deres kammerater har haft det i deres barndom, hjemme i andedannevang.

    Tværtimod vil deres venner og veninder helt sikkert synes, at Cille og Mille er vildt eksotiske og heldige, fordi de har “været så meget i udlandet” 😀 Og sikken gave, I “giver” dem, ved at lære engelsk i så tidlig en alder – hvor de jo bare suuuuuger viden til sig.

    Keep cool! Du gør et godt job – og sikke heldige børn at have så megen opmærksomhed, nærvær og tid med deres forældre (mor).

    Kh Jane

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hejsa Jane,

      Tak for dine interssante kommentarer. Ja, der er ikke noget som at være lidt af en planlægnings- og strukturfascist – det er vi vist i øvrigt ikke ene om 🙂

      Jeg har indtil videre også selv kun mødt voksne (med barndom i udlandet), der har været glade for deres oplevelser og erfaringer i andre lande. Det interessante er dog, om vores piger vil undre sig over vores valg i fremtiden – f.eks. at de blev taget væk fra den nære familie og vennekreds i lang tid. For her er jo netop tale om et bevidst valg fra vores side og ikke en ændring, som er betinget af tilfældige omstændigheder eller sort uheld (eks. fyring, økonomi eller lign.). Men det må vi tale med dem om, hvis der opstår et behov på sigt. Og det er nok snarere en problematik, der opstår, hvis og såfremt at vi er i udlandet mange år fremover – og det ved vi intet om endnu.

      Keep cool selv og kram din søde dreng! Hav en dejlig dag!

      Kh Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Keep calm and have a biscuit