Nyt om vores lille-store skolepige

Keep calm and have a biscuit

Forleden eftermiddag stod jeg med fingrene i kagedåsen. Eller rettere “in the biscuit tin”, nu hvor vi er i England.

Klokken nærmede sig 15, og der var en gedigen sukkertrang på tapetet. Og for at I kan fornemme omfanget af min syndige ugerning, så bringer jeg lige et billede, der kan tjene til inspiration for en eftermiddags-sød-seance, hvis jeres selvdisciplin ikke er stærk nok:

Lemon cheesecake biscuits

Lemon cheesecake biscuits

Her er tale om biscuits eller kiks af den slags, som er så kalorieholdige, at de nok burde forbydes (67 kcal pr. stk.), og som nærmest trygler om at man liiige tager en mere.

Da den værste sukkertrang var stillet, blev jeg straks klarere i hovedet og tænkte, at det måtte være nogle andres eller samfundets skyld, at jeg sad der med kiksekrummer om munden og dårlig samvittighed.

For jeg er jo blot en immigrant, der for alt i verden gerne vil passe ind i den nye kultur, ikke? Og kan jeg gøre for at dette sted tilfældigvis også er hjemlandet for den traditionsrige, civiliserede Afternoon Tea?

Klassisk afternoon tea med agurkesandwich, scones osv.

Klassisk afternoon tea med cucumber sandwiches, scones, jam og clotted cream

Billedet illustrerer naturligvis en af de mere seriøse og elaborerede Afternoon Teas – sådan ser der sjældent ud, hvor jeg befinder mig (muligvis også pga. mit baby-entourage). Men uanset om man er på en almindelig café; eller om man får serveret cream tea i fine omgivelser; eller om man blot sidder derhjemme om eftermiddagen, så er der altid lige plads til en ekstra kop te og en biscuit…eller to. Det ses på badevægten!

Jeg har omskrevet udtrykket “when in Rome, do as the Romans” til “when in Britain, keep calm and have a biscuit”. For der er ingen tvivl om at antallet af kiksepakker og kager i vores husholdning er steget helt abnormt, siden vi flyttede herover. Jeg har ingen rygrad, og der er alt for mange fristelser overalt – Damn you, British biscuits!

Måske hænger det sammen med at være hjemmegående, hvor man altid har adgang til køkkenet og indholdet i skabene? Jeg var ikke så stor en sukkergris i Danmark, som jeg er nu. På kontoret var der stort set kun adgang til frugt og så ender man med at stille mellemsulten med et æble.

Dette slogan passer meget godt på min ulvetime med pigerne

Mit slogan til familiens ulvetime(r) 

Som jeg har skrevet om tidligere, så er det et sandt sukkermekka i supermarkederne. Imponerende lange gange med hylde efter hylde fyldt af kiks og kager, som bliver dyppet i den allestedsnærværende te. Så mens voksne danskere bliver fortalt, at vi er slemme til at spise slik, så skulle jeg mene, at man kunne sige en ting eller to til voksne englænderne om deres hengivenhed over for biscuits (and tea).

I jagten på en syndebuk for min egen udåd, faldt jeg over en ganske interessant (eller måske er den i virkeligheden helt og aldeles forargelig) artikel i “The Huffington Post”, som godt nok er fra juni i år, men det gør ikke indholdet mindre relevant:

http://www.huffingtonpost.co.uk/2013/06/22/tea-and-biscuits-ministers-bill-nhs-_n_3482593.html

Hvis man ikke lige er i humør til “The Huffington Post”, så er hovedessensen, at det britiske Sundhedsministerium har anvendt £120.000 på te og kiks (altså forfriskninger til deres møder) i årets første seks måneder. Det svarer til cirka DKK 1.070.000 på et halvt år. Samtidig med at der er blevet seriedyppet kiks i tekopperne i ministeriet, har der været store fyringsrunder og besparelser blandt det arbejdende folk i NHS (National Health Service).

Oppositionen siger om Sundhedsministeren, at “he is really taking the biscuit”, hvilket er en vending, der betyder noget i retning af at gøre noget yderst ‘forargeligt, anstødeligt eller overraskende’. Her er udtrykket vist ganske velplaceret – både i overført og bogstavelig betydning.

Og sådan en fadæse siger da noget om englændernes forhold til kiks, gør det ikke?

Ihvertfald siger det en del om Sundhedsministeriet, som vel burde være nationens inspiratorer, når det kommer til sund livsstil og hvordan man oppebærer et godt helbred? Det er da et politisk kiks af de helt store, og jeg er forarget på borgernes vegne. Så jeg tager lige en biscuit til.

Naturligvis skal jeg påtage mig det fulde ansvar for min egen sukkertrang. Det ville klæde Sundhedsministeriet at gøre det samme. Og måske skulle de starte med selv at medbringe biscuits til møderne, så det ikke går ud over de begrænsede fællesmidler. Måske skal jeg bare blande mig uden om.

Der kommer mere om tea and biscuits en anden gang – jeg er slet ikke færdig med så vigtigt et emne. For her er tale om en ægte, britisk tradition, som jeg i den grad har taget til mig i min iver efter at blive velintegreret.

Og en sådan klassiker fortjener et rent og ubesudlet blogindlæg, hvor der ikke samtidig bliver talt om kikseknasende politikere, der burde vide langt bedre end at bruge hårdtarbejdende skatteyderes penge på McVities Digestives.

Politiske kiks

Politiske kiks af de helt store

Nu tørrer vi øjnene og tager en tudekiks. Velbekomme og rigtig god weekend.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt om vores lille-store skolepige