?Hvem vil du helst have til at putte dig til aften, Cille??, spørger Martin. Han sidder bag rattet med hele sit kvindelige entourage fastspændt og dermed tvangsindlagt til hans morsomheder.

?Daddy?, sukker skolepigen henført, mens hun smiler bredt. ?Mor er en prut-fis til at putte mig?, storgriner barnet nu med et frækt ansigtsudtryk.

Jeg kigger over på Martin, der klukker velfornøjet over egne evner som pauseklovn. Han ser mit halv-syrlige citron-ansigt og spørger drillende, henkastet: ?Hvad er der i vejen, Skat??

Der er da ikke noget synderligt i vejen. Bare lige det lille problem at mit Mor-Monopol er blevet brudt. Far-Monopolet har taget over og føles som en tung dyne, jeg ikke kan få skubbet til side. Martin har nu overtaget rollen som operaens førsteelsker, og jeg er den forsmåede bejler, der ser til fra scenens hjørne.

Cille lyder sådan her: ?Nej, Mor! Far skal give mig nattøjet på!?. ?Far skal bære mig?. ?Far skal læse historie for mig?. ?Far skal give mig morgenmad?. Hun smyger sig om ham og hænger fast som en lille abekat.

Mille kalder af sine lungers fulde kraft: ?Daddyyyyy, sut?. ?Daddy, poopoo?. ?Daddy, water?. Hun løber ham i møde, krammer ham om knæene og strækker armene op, så han kan bære hende på sejrsrunder i huset som en anden Dronning af Saba.

Mor bliver fravalgt, og Far bliver tilvalgt. Dette er mit tunge livslod for tiden. Suk.

Daddy med sine piger

Pigerne får naturligvis ikke altid selv lov til at bestemme, hvem der skal gøre dette og hint med dem, men de gør deres ihærdige forsøg! Og de er begge inde i en Far-fase af de helt lange. Så lang, at den snart gerne må gå væk igen. Helt ærligt.

Yours truly

Når pigerne er inde i en Mor-fase er Martin tålmodig og afventende. Forstående trækker han sig tilbage og er bare glad, når pigerne er glade. Glade for at de vil have deres Mor – og han så får lejlighed til at se 20 minutters Champions League mere på sofaen, mens jeg putter dem.

Jeg husker tydeligt, hvordan han stod tålmodigt og ventede uden for aktiviteterne i Legoland Windsor i en hel weekend, fordi Cille kun ville have sin Mor med. Der ville jeg nok have været en kende anstrengt til sidst, hvis det havde været omvendt.

Men hvorfor kan jeg ikke have det på samme måde, når pigerne er i en Far-fase? Hvorfor kan jeg ikke bare glædes over deres fællesskab, rykke lidt i baggrunden og snuppe en ekstra kop kaffe i sofaen?

Jeg magter tydeligvis ikke at være så voksen og overskudsagtig som min bedre halvdel – og det irriterer mig.

Når man er så heldig at have fået et barn, får man samtidig en af de helt store livslektier:

At alting ikke handler om én selv mere

At der er noget meget vigtigere i livet. Et andet menneske, som man har ansvaret for at passe på og hjælpe til med at selvstændiggøre og lære færdigheder, således at dette nye menneske kan blive velfungerende og leve et godt og nyttigt liv. Det kan alle forældre vist skrive under på.

Men med jævne mellemrum glemmer jeg, at det ikke længere handler om mig. Så dukker der et lille ækelt, misundelsesgrønt undermenneske op, som hvisker mig i øret, at Mor-monopolet bør genindføres.

Indrømmet (også selvom det piner mig): Jeg vil helst have at pigerne skal vælge mig.

Som om det er en konkurrence?!

Det er himmelråbende latterligt, pinagtigt og barnligt af mig. Men ikke desto mindre, så er jeg gladere, når jeg bliver valgt. Når der bliver kaldt på mig og gjort et ekstra nummer ud af at Mummy klarer ærterne.

Inderst inde ved jeg selvfølgelig, at pigerne elsker mig (også i Far-faserne). Og at de elsker deres Far ligeså meget (også i Mor-faserne). Intet menneske kan vel ?vælge? i mellem forældrene? Og det faktum, at børn gennemgår faser, hvor de foretrækker og afprøver den ene forælder frem for den anden, er jo et helt naturligt led i deres udvikling.

Men jalousi-undermennesket betragter de elskende. Pigerne, som henført leger kysselege med deres Far…og jeg drømmer om at det bliver min tur igen. Jeg vil også kysses!

Måske hænger mit ønske om genindførelse af Mor-Monopolet sammen med at jeg er der for pigerne 24/7, og er vant til at gøre alting for dem?

Eller måske hænger det sammen med at jeg føler, at jeg viser min kærlighed, når de bliver puttet, nusset og plejet af mig – og at jeg får det samme retur fra deres side?

Måske er jeg den eneste i verden, der er så smålig?

Eller er det her mon en “Mor-problematik” af den slags, som man ikke plejer at tale ret højt om?

For fremtiden vil jeg øve mig i at glædes over Far-faserne. Jeg er bevidst om det komplet tåbelige i at føle mig forsmået, tilsidesat og mindre-set, bare fordi de gerne vil have deres Far. Der findes ingen konkurrence. Der er ingen favoritforælder frem for den anden. Der er to dedikerede forældre, som bare gerne vil deres børn mest muligt.

Og jeg elsker ham jo for hans engagement i pigerne. For at han er Far med det helt store F. For at han prioriterer pigerne og kommer hjem for at være sammen med dem hver eneste aften og weekend.

Så nu lover jeg, at jeg vil gøre mit bedste for at pakke underskudsmennesket sammen. Jeg vil folde det grøn-gule, grimme væsen på midten og øve mig i at nyde mine fristunder, mens Martin tager over.

Når Mor-Monopolet vender tilbage, så vil jeg måske endda tænke tilbage på Far-Monopolet med vemod? Mon man kan vænne sig til kaffe i sofaen, mens Far putter pigerne? Det er da forsøget værd.

Martin smiler tvivlende i baggrunden…

I weekenden var der Halloween-Party i landsbyens forsamlingshus.

Alle børnene mødte op forklædt som prinsesser, pirater, katte, skeletter, edderkopper, sommerfugle, græskar, spøgelser, monstre med mere. Cille var iklædt en simili-besat  sari, som Martin havde købt til hende på en forretningsrejse i Indien. Lille My mødte op som sig selv.

Indtil videre er Cille blevet lokket til at bruge forhåndenværende udklædningsgenstande til Halloween, men dén bliver nok ikke ved med at gå. Og Fastelavn kender hun slet ikke til, så der er virkelig et begrænset behov for kostumer i vores familie.

Jeg har et lettere anstrengt forhold til Halloween og føler lidt, at det er presset ind i vores del af verden af kommercielle årsager (ligesom Valentines Day), så jeg er ikke særlig ivrig efter at bruge en masse penge på kostumer, som jeg synes er både grimme og sære.

Og jeg syr ikke kostumer selv. Af princip. Nul krea-Mor på denne matrikel. For når man er født ind i en familie af yderst kreative håndarbejdsdamer, så vælger Rasmus-Modsat her at blive det “sorte får”, der styrer målbevidst uden om hæklenåle, strikkepinde og overlock-maskiner?jeg mener, når nu de er så pokkers gode til den slags, hvorfor skulle jeg så?!

Men hvem vil gå glip af en god fest? Ikke Cille og Mille! Så pyt med årsagen – bare der er diskodans, blinkende lys og cupcakes.

Mille var meget stolt over at danse med de store piger – og Cille nød at feste med alle sine venner. Martin og jeg endte som de tiloversblevne bænkevarmere, men hvad gør det, når der er kaffe og hjemmebagte kager?

Mens Halloween-festen var weekendens opmuntrende begivenhed, så var Mormors hjemrejse weekendens mavepuster.

Indrømmet: 2. runde af The Mormor-Blues er sat ind. Sådan for alvor endda. Med tårer, hovedpine og knugende fornemmelse i maven. Jo længere tid, vi tilbringer med venner og familiemedlemmer, jo tydeligere bliver det, hvad vi går glip af ved ikke at bo om hjørnet fra dem alle. Suk.

Men vi var jo heller ikke lige rundt om hjørnet fra alle venner og familiemedlemmer, da vi boede i Danmark. Der er mange, vi ser ligeså hyppigt nu, som før vi flyttede til England.

Mille kalder flere gange om dagen på Mormor. Hun kravler på trapperne op til gæsteværelset og leder efter Mormor. Hun piber og kigger op på mig med fugtige øjne: “Marmuuuu, cow, muh!” Hvilket betyder noget i retning af: “Mormor skal gå tur med mig, vi skal se på køer”. Jeg forsøger at smile forstående og mumler ikke-overbevisende: “Mormor er med en flyvemaskine hjem til Danmark nu”. Det virker ikke. Det er ganske uforståeligt, hvor Mormor dog er blevet af. Det synes jeg sådan set også selv.

Jeg har lovet mig selv, at der ikke skal være stor dramatik, når vi siger farvel til familie og venner. Pigerne skal ikke lære, at det er skrækkeligt eller trist at sige farvel. For det sker jo igen og igen her i livet – og i særdeleshed når man lever på denne her måde. Men for det meste er jeg nødt til lige at pudse næsen efter “på-gensyn-seancerne”, når vores kære triller kufferterne over dørtærsklen og vinker farvel på vej mod lufthavnen. Pigerne skal tids nok lugte lunten, men indtil videre har vi klaret afskeds-ceremonierne uden store optrin.

At have Mormor herovre i 2 uger betød en hel masse for os alle sammen. Mormor skriver i en mail, at hun savner de bittesmå, de mellemstore og de store arme omkring sin hals.

Og jeg kender to småpiger, der savner Mormors ben, der laver sig om til en flyvemaskine og Mormors skulder, der kan blive til en rutschebane. Der var tumlen og kilden, gåture og store kram.

Og jeg kender et styks datter, som lige havde vænnet sig til at have en med-hjemmegående Mormor-Mor, som laver frokost og aftensmad, strikker tøj til pigerne, lægger bukser op og sørger for brunkagedej til fryseren, friskbagte boller og kys, når jeg mest har brug for det.

For ikke at synke i savn og tristesse, så søndagshyggede vi med at bygge togbaner. Og både min Mor og jeg ved, at om et par dage er vi begge okay igen. Vi har prøvet det før (og er mirakuløst overlevet hver eneste gang).

Jeg ser junk-tv. Bras-tv. Hjernelammende, tåkrummende, navlebeskuende, stupidt reality-tv. Ikke lige de der reality-shows som Robinson Ekspeditionen eller Big Brother, men reality-serier om (u)almindelige menneskers liv filmet og skåret til af producenterne, således at de forarger, forundrer og fænger mest muligt.

Det er af den slags, som sendes i dagstimerne og i de sene aftentimer. Og som jeg ville ønske, at jeg ikke så. For det er lidt pinligt at indrømme. Lidt ligesom at de fleste mennesker naturligvis kun har set 10 minutter af ét afsnit af De Unge Mødre for lige at forstå hvad det handler om, ikke? Og man læser da kun Se & Hør i lægens venteværelse eller hvad?

Jovist, der bliver også plads til fornuftige natur- og samfundsudsendelser af høj kvalitet på BBC?s kanaler, meeeen der er ingen tvivl om at min bedre halvdel har ret, når han opfordrer mig til at lytte til flere P1-podcasts, så min husmorhjerne kan få lidt tiltrængt motion.

I stedet sidder jeg stavnsbundet foran reality-udsendelser om mennesker, der er så fede eller undervægtige, at de ikke kan forlade deres hjem; mennesker, der har fobier over for bakterier, fugle eller vand; mennesker, som har fået tatoveringer på det indvendige af øjenlågene og piercinger i kønsdelene; mennesker, som har valgt at gifte sig med tre andre og leve med fælles afkom i én stor pærevælling.

Forleden faldt jeg i staver over en udsendelse om tre unge briter, der var så stærkt overvægtige, at de ville dø inden for få år, hvis ikke de fik en fedmeoperation. I udsendelsens introduktion blev det fortalt, at 2/3-dele af Storbrittaniens voksne befolkning er overvægtige, og at landet har den lidet glorværdige rekord som Europas fedeste nation. Hjælp!

Og jeg stirrer videre, mens den helt igennem groteske fortælling fortsætter om de her søde unge mennesker, der har oplevet traumatiserende ?dyk? på afgørende tidspunkter i deres barndoms- og ungdomsliv. En forælder, der døde pludseligt. Voldsomt mobberi i skolen. En psykopatisk kæreste. Og fælles for dem er, at de har tacklet deres følelser og problemer med mad. Rigtig meget mad. Også selvom nogle af dem argumenterer benhårdt for at bjerge godt kan komme af ingenting…

Og pludselig slår det mig, at det er den samme fortælling, jeg ser hver eneste gang på skærmen. Reality-tv handler ofte om problematikker, som på overfladen ser forskellige ud – f.eks. hoarding, fedme, kropsudsmykning, alternative livsstile, fobier, OCD og hvad ved jeg.

Men i virkeligheden handler det vel om vores grundlæggende, menneskelige smerte? Om tunge livskonflikter, som ingen af os slipper udenom? Om vores dans med livet og alle dets blinde vinkler, som vi nogle gange angriber klodset, decideret dumt, uansvarligt, barnligt, pinagtigt, vanvittigt, trist…

Vi tager kampen op på vidt forskellig vis, må man tørt konstatere. Fordi vi har forskellige personligheder, temperamenter, værdier, erfaringer og ressourcer til at håndtere dem.

Nogle synker ned i mørk depression. Nogle tæsker tilfældige homoseksuelle i nattelivet. Nogle æder til bristepunktet, mens andre slet ikke spiser noget. Nogle bider negle, ryger hash, hiver håret ud af hovedet eller drikker en flaske gin. Andre dyrker triathlon eller fuldkommen askese hos en indisk yogi.

Nogle råber og skriger om deres livssmerte, mens andre vender det indad og tier. Vi gør det meste helt ubevidst og forstår først bagefter, hvad der egentlig ramte os.

Og som oftest tror vi at vores indre konflikt og hjertesmerte er helt unik – at vi er de eneste i verden, der har det på denne her måde.

Men hvis man tør sætte ord på en grundfrustation, så siger min erfaring mig ihvertfald, at rigtig mange andre har oplevet noget tilsvarende. Men man skal turde. For det er ikke ligefrem hverdagskost at fortælle om den slags henover en høflig kop kaffe – og ikke alle mennesker værdsætter den slags ærlighed.

Men hvorfor ser jeg dog den slags TV? Bruger dyrebare minutter af mit skrøbelige menneskeliv på dén slags?

Fordi jeg er fuldstændig fascineret af menneskeskæbner. Af at se resultaterne af det allerede-levede-liv og af at skimte potentialet i det fremtidige liv. Af at se mennesker i livets tungeste kampe – og hvordan de vender skuden, tager ansvar, får kontrol og livslyst tilbage.

Uanset hvor karikeret livet fremstår i reality-udsendelserne, så er der ét eller andet mere i dem. Noget, som jeg har svært ved at sætte fingeren på, men som ikke blot er gement snageri, dyneløfteri eller banal søben i andres ulykke.

Siger jeg det her for at legitimere mit forbrug af reality-tv? For at jeg ikke skal virke så dum?

Måske hjemmestrikker jeg i virkeligheden mine små tv-psykoanalyser som en form for selvbestaltet selvhjælp? Når jeg kigger på folks mere eller mindre absurde livskampe, finder jeg måske den beroligelse, tryghed eller trøst, som andre måske vælger at finde i at spise flødekarameller eller i at have 47 katte? Jeg er ikke 100% klar over årsag-virkning her, men jeg er 100% klar over at jeg er ?hooked?.

Rigtig god weekend. Med eller uden reality-tv-fix.

Den umiskendelige, kompakte Ryan Air-kuffert trillede over vores dørtærskel forleden.

Nu står der praktiske travesko i entréen, et langt bomuldstørklæde hænger på stumtjeneren og en genbrugspose med uldgarn ligger i køkkenet.

Med Mormor kommer altid en velkendt, varm fornemmelse af overskud, tålmodighed og tid til at lege, tid til at sludre, tid til at nærstudere bittesmå finurligheder sammen med pigerne.

Mormor er den rummelige plet i verden, hvor jeg altid lander blødt. Der er plads til mine fejl og mangler; der er forståelse for hvad end, der rører sig. Ører, der lytter opmærksomt og hænder, der aer blidt.

Hun samler kastanjer i landsbyen og laver fantasi-dyr ud af dem sammen med Cille efter skole.

Hun bager kanelsnegle til Martin. Hun vandrer troligt afsted om formiddagen med Mille i klapvogn – på udkig efter hunde, katte, fugle og køer, og de ender gåturen nede ved floden, hvor de kaster sten i vandet til Milles store fornøjelse.

Mormor kilder navler og blødt maveskind. Hun afholder picnic på stuegulvet og strikkepindene klikker taktfast, mens pigerne skiftevis leger sammen og driller hinanden. Hun vasker hår og laver madpakker; trøster, når man falder og argumenterer snusfornuftigt med den stædige skolepige.

Jeg har ikke den store lyst til at tænke på hvordan det bliver, hvis (når) vi ikke bor ?lige rundt om hjørnet? i England længere. Det er en af de konsekvenser, som jeg liiiige skal arbejde lidt med, når vi skal til at trække rødderne op og flytte os ud af vores nuværende liv.

Vi har set Mormor cirka hver anden måned – mest fordi hun er vaks til at hoppe på flyet i Billund og vupti! lander hun i Stansted. Hun er midt i vores liv og verden med stort set samme transporttid, som hvis vi stadig boede i København, og hun skulle ?ud at se med DSB?.

Jeg lytter til hendes velkendte trin på trapperne i vores hus. Op og ned med vasketøj, sutter, bamser og Mille på armen, fordi hun insisterer: ?Marmuu, bææære?. Der er hendes velkendte hoste; kedlen, der bliver sat over til kaffe og det hjemmebagte brød. Mormor står op om morgenen for at give pigerne morgenmad. Mormor skubber mig kærligt op i sengen for at sove eftermiddagslur og lader mig vågne til duften af ovnstegt kylling.

Der hersker ingen tvivl om at jeg er beriget med en hjælpsom, betænksom og kærlig Mor. En af den slags, som man godt kan knibe sig i armen over at have modtaget som gave fra et højere sted. Og jeg værdsætter det og tager imod med kyshånd hver eneste gang vi ses.

Mille er blevet en Mormor-hænger. Hun er som et lille klistermærke, der ikke kan tages af igen. Der er gråd, hvis Mormor er borte i to minutter, og der er kys og kram til Mormor, mens jeg blot kan se til på afstand. Men det gør intet, når hendes kærlighed sendes afsted mod Mormor frem for mig. Glæden ved at opleve ens børn sammen med deres bedsteforældre er så stor, synes jeg.

Cille er helt åbenlyst en Farmor-hænger. For da Cille voksede fra baby til tumling boede hun hos Farmor og Farfar fire dage om ugen, mens Martin og jeg forsøgte at få arbejdet flest mulige timer imens. Det handlede om manglende vuggestuepladser i Københavns Kommune. Men det handlede så sandelig også om, at hun ikke kunne være et bedre sted i verden end hjemme hos Farmor. Så et helt særligt bånd binder Cille og Farmor sammen for evigt. Der er fortrolighed, kram og nærhed. Der er pjat og leg og kys. Og selvom der nogle gange går lang tid i mellem at Cille er tilbage i Farmors hus, så er hun hjemmevant fra det øjeblik, hun træder over dørtærsklen og de to små hunde begejstret venter på at følge i hendes fodspor rundt i huset. Cille har et helt fast mønster hos Farmor – der er særlige opgaver sammen med Farfar og hun åbner selv skufferne og tigger sig til franske bagateller hos Farmor.

Cille er også glad for Mormor, derom hersker ingen tvivl. Men Farmor kan ingen vippe af pinden. Mille er stadig så lille og meget åben, så jeg forestiller mig, at hun vil tage ligeså godt imod Farmor om nogle uger, som hun har taget imod Mormor denne gang.

Efter at jeg selv har fået børn er jeg blevet endnu gladere og endnu mere taknemmelig for mine egne forældre. Det er som om jeg først nu forstår rigtigt, at jeg er elsket og accepteret præcist som dén, jeg er, hos de to mennesker – i al evighed. Den livsdimension var jeg ikke bevidst om, før jeg selv følte den endeløse, afgrundsdybe kærlighed til mine egne poder.

Og det har på mange måder ?sat mig fri? i forhold til mine forældre. Jeg ved nu at jeg ikke skal præstere et eller andet cool for at opnå deres anerkendelse og kærlighed – den er der – uanset hvad. Og hvad end mine forældre måtte have sagt eller gjort igennem min barndom, så ved jeg nu, at det altid har været gjort med stor kærlighed og de bedste intentioner. Den vished og forståelse giver mig stor ro i sindet. Der er ingen anklager, bebrejdelser eller misforståelser. Mine forældre er mennesker ligesom alle andre – og uanset hvad, så har de kun ønsket det bedste for mig og for min søster.

Jeg håber at mine egne trunter får den forståelse og opfattelse. Vi gør vores bedste for at de skal føle sig elskede, hørt, set, forståede. Men børn ser, fornemmer og opfatter tusind gange mere end vi voksne forstår. Og derfor kan det vel ikke undgås, at vi alle ender med at have nogle situationer eller minder fra barndommen, som kan gøre ondt, som kan være svære at forstå eller som måske kan være direkte ubehagelige at tænke på?

Nu vil jeg tage Mormor-Mor i hånden og gå ud i efteråret med hende og de to truntepiger. Make the most of it when we can.

TGIF eller noget! Endelig weekend…

Jeg glæder mig hver eneste uge til salig fredag, hvor Martin kommer hjem fra arbejde og vi går fra pigetrio til familie-firkløver.

Mille på rov i snacks-skuffen i eftermiddags

Fredag aften er en lidt underlig størrelse i vores lille husholdning. Pigerne er rigtig, rigtig trætte (især skolepigen) og der bliver altid serveret et eller andet meget ukompliceret, ofte politisk ukorrekt eller decideret take away. Mummy her strejker lidt i køkkenet om fredagen midt i ulvetime og tøseklynk. Og der er bare et eller andet over pommes frites, pizza, burgere, curries…min krybdyrhjerne gør krav på den slags bras om fredagen.

Fredagstræthed

Og som gode gennemsnitsdanskere er vi også i fuld sving med at lære vores poder om “fredagsslik” og begrebet ‘hygge’, som jo er noget man putter i munden, hvis nogen skulle være i tvivl.

Mormors produktion af kanelsnegle idag

Vi har en “hyggelig-kasse” på øverste hylde i skabet, og den er stopfuld af alt det sukkerstads, der ikke er nødvendigt, men som gør livet sjovere i al almindelighed.

Hyggelig-kassen på øverste hylde

Det vil ikke være en overdrivelse at sige, at vi er decideret elendige til at sige nej og begrænse børnenes indtagelse chokolade, kage og is. Skolepigen beder selvsikkert om “pudding” efter sin aftensmad – og her er ikke tale om klassiske, britiske frugtdesserter med custard til, men snarere om chokolademousse, mint-is eller en minicupcake.

Kastanjedyr lavet med Mormor – og dagens sidste krampetrækninger i malebogen

Efter lidt ævl, kævl og slutspurt går pigerne udvandede og fredagsmatte i seng ved halv-otte-tiden.

Milles aften-slutspurt med chokoladestriber ned ad blusen

Vi dumper ned i sofaen og glæder os over at der er fred og ro. Hold op, hvor kan man blive træt i hovedet.

Lørdag og søndag morgen får Farmanden lov til at ligge lidt længere i sengen, mens pigerne spiser havregryn med cocopops og jeg bager boller. Bagerne i dette land bor inde i supermarkedskæderne (og er ikke værd at køre efter), så der er stort set altid koldthævet morgenbrød i weekenderne. Martin mener at det hører til min hustruelige pligt at bage boller til ham – og det gør det sikkert også.

En times tid efter pigernes opstanden kommer Martin tumlende ned ad trappen og laver morgenkaffen til os, mens han skramler rundt i køkkenet og samtidig forsøger at fokusere på en eller anden dødvigtig TV2 News debat i baggrunden. Pigerne råber højere ved morgenbordet. Jeg er halvdøv, så jeg skruer endnu en tand op for TV2 News – og sådan sidder vi ved hver vores ende af bordet: Rasmus Klump for fulde drøn i den ene ende, mens Mogensen & Kristiansen argumenterer derudaf i den anden ende. Vi drikker kaffe, spiser boller og havregryn til iPad’enes kakofoni.

Jeg mindes dengang, hvor vi boede i tosomhed på Østerbro og sad over for hinanden med fødderne flettede, en tyk Berlinger, friske rundstykker og nød morgenstilheden, som kun blev afbrudt af kaffeslubren og små udbrud over avisens indhold. Men jeg ville ikke være foruden pigerne et sekund alligevel…

Lørdag formiddag er lig med ketsjer-sport for 4-årlingen. Hun går til tennisundervisning i vores fitnesscenter og er glad for det – uden dog at være overvældende begejstret. Det er der nu en åbenlys forklaring på. Træneren er en sur citron med suicidal-tendenser (ifølge vores interne psykoanalyse), så der mangler meget på hendes motivations- og begejstringskonto i forhold til at fange små 4-årige, der vel i virkeligheden har brug for at sport skal være en leg.

Far og Cille øver badminton og tennis på gæsteværelset

Om eftermiddagen går vi nogle gange på den lokale pub og får tidlig aftensmad – eller også tager vi en tur ind til byen. Vi fordeler opgaverne på Kaalund’sk (kønstypisk) vis:

Martin er pakæslet, der skifter autostole over i sin bil; han lægger klapvogne i bagsmækken og rydder op overalt.

Jeg pakker pusletaske og de evindelige poser med frugt og snacks (hvorfor bliver børn altid sultne lige når man har forladt huset?). Jeg skændes med Cille, som har tusind undvigelsesmanøvrer, når hun skal gøres færdig. Mille spurter omkring og vil ikke have skoene på eller børstet tænder. Efter en halv time er jeg nogenlunde færdig med de to genstridige trunter.

Efter den manøvre er jeg ALTID irriteret (Martin kalder mig Stasi-Tine på dette tidspunkt). Jeg kan blive noget så ualmindeligt træt af de der “du-skal-have-børstet-hår-og-tænder-la’-vær-at-løbe-væk-fra-mig”-diskussioner hver eneste dag. Resultatet bliver at jeg ALTID vrisser et eller andet vredt af Martin. Som om det er hans skyld?

Senere får jeg mumlet mit halvflove undskyld over min vrantne attitude. Og heldigvis er han god igen ret hurtigt. Faktisk bliver han mindst ligeså spændt som en fjeder, når det er ham, der skal gøre pigerne færdige. Det sker bare ikke så tit. Måske burde det ske lidt oftere? Men har jeg egentlig lyst til at slæbe på autostole og klapvogne i stedet for? Engang
i mellem ville det være skønt at være fri for at gøre pigerne færdige om morgenen – for det kan virkelig være et irritationsmoment.

Det er som om familiedynamikken lige skal finjusteres lidt hver lørdag, når trioen konverteres til firkløver; pigerne har begge forældre at forholde sig til; forældrene har hinanden at forholde sig til – og der skal deles og fordeles opgaver, som ellers er skarpt opdelte resten af ugen.

Cille snor Far om sin lillefinger

Søndag er lege- og afslapningsdag (medmindre en børnefødselsdag eller playdate er på programmet). Her vil Martin nok gerne have at jeg lige indskyder, at det også er hans Store-Stryge-Skjorter-Dag. For her fejler husmoderen for alvor! Jeg har tilbudt at køre hans skjorter til pres på renseriet hver uge, men jeg nægter at stryge dem selv. Jeg hader strygning.

Hvis det regner, finder vi ofte et indendørs legeland – og hvis vejret er godt, så er vi ofte på stranden i Felixstowe, ude at fodre dyr på en bondegård eller finder en legeplads i en af Ipswich’s dejlige parker.

Jimmy’s Farm

Hønsene fodres

Vi oplever at vores weekender er blevet langt mere afslappede og “frie” her i England. Forklaringen ligger i at vi ikke har den samme store omgangskreds som i Danmark – og der er jo heller ingen familiemedlemmer at besøge lige rundt om hjørnet. Det giver masser af tid til at være sammen bare os fire.

Felixstowe Beach

For det meste er det helt fantastisk at kunne gøre lige som vi har lyst til, men der er naturligvis også familiens og vennernes mærkedage, fester osv., som vi går glip af ved ikke at være til stede.

Hemmeligheder med Mormor

Heldigvis har vi en lind strøm af gæster fra Danmark herovre – uanset årstiden. Nogle dukker op halvspontant – andre planlagt med flere måneders varsel. Nogle bliver i to dage – andre i en uge. Nogle står med en håndtaske på stationen – andre bakser med tre kufferter i Stansted Lufthavn. Hver og en er velkomne og det er ret fantastisk at få mulighed for at være så intensivt sammen med familiemedlemmer og venner, som man ender med at være ved at bo i udlandet, frem for at mødes over en brunch i et par timer eller til den obligatoriske familiefødselsdag.

Bondegårdstur med Moster og Cath

Det er overvældende og ubeskriveligt dejligt at så mange har lyst og tid til at besøge os. Og vi gør os umage i Kaalund’s Bed & Breakfast for at få dem til at føle sig hjemme her i skønne udkants-England.

Nu må jeg hellere lægge mig til at sove. Der er tale om mental klargøring til lørdags-familiedynamik.

Rigtig god weekend.