Er man gammel, når ens tænder dør? Om kropsforfald og forfængelighed

“I am afraid the patient has passed away”, siger min tandlæge, Dr. Witherley, med et stort, frækt grin. Han tapper på min nyligt rodbehandlede kindtand med sit torturinstrument og mener, at der skal en porcelænskrone på hurtigst muligt.

Jeg er ret sikker på at han flirter med mig. Og jeg er ret beklemt ved situationen. Jeg ligger der i stolen med munden gabt af led (og savler sikkert også), alt i mens denne her attraktive, velformulerede, belevne herre ganske åbenlyst morer sig over mine tænders tilstand.

“But how can my tooth just pass away like that?”, spørger jeg lettere frustreret og lidt småpinlig. “It comes with age, Mrs. Kaalund, no one really knows why the roots die off, but they do eventually”.

Er man gammel, når ens tænder dør i munden? Lige i det øjeblik er jeg tilbøjelig til at råbe et rungende JA, for helvede!

Okay, jeg ved da godt at “tingenes tilstand” ikke helt er, som da jeg var 23 år og en halvsprød småkage. Der sidder allerede en porcelænskrone i min mund, og nu vil Dr. Morsom så introducere endnu en af slagsen. Til £3oo (knapt 3000 kr.), hvilket er et fund til prisen, når jeg tænker på de danske tandlægers vanvittige, opskruede priser.

Indrømmet: Jeg tilhører den gruppe af kvinder, der er pyntesyge og forfængelige til fingerspidserne (eller rettere til mit dødsleje). Der er bare det problem, at den halvsprøde småkage er begyndt at krumme lidt i kagedåsen. Men det vil jeg ikke høre tale om. Og jeg spartler og spartler hver eneste dag.

Der er ellers nok at tage fat på, hvis man skulle have lyst til at berøre emnet ‘kropsforfald’ og samtidig forsøge at rumme bare en smule selvironi:

• Der er krigsskaderne efter to graviditeter, fordi min anmodning til højere magter om fritagelse for tyngdeloven ikke blev godkendt.
• Der er massive pigmentforandringer i mit ansigt, som ikke rigtig vil gå væk til trods for den der hundedyre Clinique vi-lover-den-fjerner-brune-pletter-creme.
• Der er rynkerne omkring øjnene, som vidner om at jeg har lyttet til alt for mange bortforklaringer fra 4-årlingen og sovet alt for usammenhængende i de seneste år.
• Der er de tørre, uplejede fødder, som kalder på en times omsorg fra en fodterapeut.
• Der er skællet hud på skinnebenene – hvornår har man dog tid til at exfoliere?
• Der er krøller, folder og appelsinhud alle mulige og unævnelige steder.
• Der er en ekstra “tvangstis” før natten, så jeg ikke skal vågne med tissetrang kl. 5.
• Der er den dårligere hørelse, for slet ikke at tale om det dårligere syn.
• Der er ryggen og min sovende venstrefod, som aldrig er blevet velfungerende igen efter diskusprolapsen for 3 år siden.

Og nu kom turen så til tænderne!

Er det virkelig min belønning for at være rykket tættere på de 40 end på de 30? Burde fortjenstmedaljen ikke være lidt mere glamourøs end en porcelænskrone?

Selvindsigt er ikke min store force, når det kommer til det ydre billede. Jeg bilder mig ihvertfald ind at jeg har lettere ved ærlighed, når det kommer til det indre billede. Men idag kom jeg alligevel til at fundere over mit eget kropsforfald – alt sammen forårsaget af en lidt for kæk tandlæge.

Måske handler det om at jeg opfatter mig selv som yngre end min kronologiske alder? Uden på forestiller jeg mig at være 23, inden i er jeg nok de reelle 35. Der er ihvertfald et eller andet, der ikke hænger sammen, når jeg tænker på mig selv og efterfølgende ser mig selv i spejlet.

Hvor ofte giver man sig tid til at se sådan rigtigt på sig selv i spejlet?

Sådan et hudløst ærligt nærstudie?

Mit svar på det spørgsmål er ALDRIG – og at jeg hurtigt skøjter henover ansigtet om morgenen med nogle makeup-produkter, og så er det ellers videre i teksten med morgenmad og madpakke.

Men hvis jeg nu kigger rigtigt efter – kan jeg så lide det, jeg ser? Tja, der er visse gode elementer og så er der dem, jeg bare ikke gider kigge på. Det er temmelig sikkert sådan for de fleste?

Og nu vi er ved ærligheden om det ydre forfald, så kan jeg ligeså godt komme med den sidste, triste erkendelse:

Jeg har vænnet mig til at se mig selv med make-up på i en sådan grad, at jeg ikke bryder mig om at se mig selv uden. Og andre mennesker tror, at jeg er syg og dårlig, hvis jeg har bart ansigt, når jeg er ude. Det er egentlig lidt skræmmende, at der skal en maske til for at jeg føler, at jeg genkender mig selv, og for at andre synes at jeg ligner mig selv.

Men så på den anden side – er der ikke også noget positivt i at man forsøger at holde sig pæn? Forfængelighed er muligvis en dødssynd, men trods alt ikke et nyopfundent koncept. Badede Cleopatra ikke i honning og mælk for at forbedre sin teint? Måske skulle jeg prøve det i aften – og så tager jeg lige en pause fra projekt tandkrone imens.

Rigtig god weekend.