I England er børnepasningstilbud baseret på helt andre præmisser end i Danmark. H
Se næste indlæg >
Om "Lille My" og skrigeri som pressionsmiddel
Vi har en skrigeballon i familien. Det er naturligvis hverken særlig pænt eller charmerende at omtale mindstebarnet på den måde. Men hun har i den grad regnet ud at skrig kan anvendes som pressionsmiddel. Og det virker. Stort set hver gang.
Vores vilde-Mille minder mest af alt om “Lille My” fra “Mummi-Troldene” af Tove Jansson – hvis I kan huske den karakter?
Lille My
Her er lige et lille link til genopfriskning af hukommelsen:
http://en.wikipedia.org/wiki/Little_My
Kort fortalt vinder “Lille My” altid sine diskussioner ved hjælp af følelsesmæssig argumentation og/eller pression af samme skuffe. Hun er særdeles selvsikker, har store armbevægelser (for så lille et menneske at være) – og helmer ikke før modstanderen er smuldret til kagekrummer og sunket i en dyb afgrund af afmagt og fortvivlelse over egne begrænsede evner.
Nu er tingene sat lidt på spidsen – jeg ved det godt. Man kan ikke tage en figur fra Jansson’s fantastiske univers og klemme det ned over hovedet på en 16-måneders tumling. Det er heller ikke retfærdigt. Men jeg gætter på at de af jer, som har mødt hende, nu sidder med et lille forlegent (men muntert) smil og funderer over de slående ligheder?
Det startede helt fra starten. (Sikke en grim sætning). Men det var sådan, det nu engang var. Lige fra Mille kom til verden med hurtighed og voldsom kraft, har hun haft stærke lunger og evnen til at styre hele familiens liv. Jeg var decideret bange for hende de første tre måneder. Skræmt fra vid og sans – for hvad ville hun mon finde på næste gang?
Hun er som en lille, vimsende alfe-pige fra en anden planet, men med et nærvær og en gennemslagskraft, der må nedstamme fra vikingerne. Og det har taget hendes forældre (læs mig – den blødsødne Mor, som bare gerne vil have Farmanden med i faldet) lang tid at gennemskue, at barnet har anvendt skrig som pressionsmiddel stort set hele sit liv.
Bliver det mon bedre, når vi nu aktivt giver hende modstand i forhold til skrigeriet? Det virker stadig komisk at sætte en 16-måneders pige uden for døren eller vende højstolen væk fra bordet….men det virker. Og hun ser stadig overrasket på mig med sine uskyldige, observerende øjne, når jeg holder mig for ørerne og siger: “Av, Mors ører gør ondt, når du skriger sådan af mig”. Måske skal vi væbne os med tålmodighed. Vi har trods alt givet hende lov til at styre os med skrig i halvandet år, men hvor jeg dog beder til højere magter om, at det ikke har samme tidshorisont at få pigebarnet til at holde op igen!
Jeg troede egentlig at jeg var en okay-skrap Mummy. Hvilket selvbedrag! Nixen bixen – Karen Blixen – jeg er faldet lige ned i sovsekanden af blødsødne mødre, der behandler deres nummer to/yngste/sidste unge som var den lille personage Nordkorea’s leder eller Dronningen af Saba.
Nu skal det være slut, skal det. Men hun er jo min uskyldige mindste-prinsesse! Det er da også synd at korrekse en baby – hun er trods alt den lille i flokken og jeg elsker hende overalt på jorden….
Måske starter opdragelsesindsatsen i morgen. Det virker som en bedre dag, gør det ikke?
Tjahe…. Jeg har jo oplevet hende for fuld udblæsning. Hvis man tog en støjmåler i den ene hånd og miljøloven i den anden, ja, så ville hun være forbudt, eller høreværn ville være påbudt.
Men… det er jo ikke simpelt hysteri, det er ikke ulykkelighed, det er intensiv kommunikation fra en der ikke har et sprog at kommunikere med. Da vi (hun og jeg) kørte en tur med hendes klapvogn var der intet skrigeri og vi kunne tale (en lille smule) sammen. Hun kunne jo ikke sige nej når jeg spurgte hende om hun hed Josefine, men hun kunne ryste intensivt på hovedet. Og når jeg efter forsøg med et par andre navne prøvede med Emilie så kunne hun også nikke bekræftende. Men legen var kun sjov nogle få minutter. Hun holdt op med at svare og betragtede tavst omgivelserne i stedet.
Det er da indlysende at forældrene til et barn med så stålsat en vilje bliver nødt til at finde måder at bøje viljen, så resten af familien kan overleve. Kunsten består vel i at bøje viljen uden at den knækker, og jeg er ikke ham der ved hvordan man gør.
Da Martin var noget ældre end Emilie er nu, fik han pludselig den idé at jeg ikke måtte gå når jeg skulle på arbejdet om morgenen. Han mente det ret alvorligt, smed sig ned på gulvet og holdt krampagtigt fast om begge mine ben. Uden at jeg husker hvorfor, fortalte jeg ham, at jeg havde brug for hans hjælp til at få bilen i gang, så jeg ville gerne bede ham om at skubbe bagpå. Det ville han gerne, så vi gik ud til bilen, jeg kørte ganske langsomt et lille stykke og han skubbede bagpå. Når den så “gik i gang” stod han bare og vinkede og så ud til at være stolt. Jeg forstod (og forstår) ikke hvorfor det kunne gå sådan, men jeg har somme tider tænkt på, at det måske kan være frydefuldt at få en udfordring og at overkomme den. Som jeg sidder her og skriver kommer jeg i tanker om flere situationer hvor jeg har afværget småkonflikter med de små ved det man vel må kalde afledning, og jeg er helt sikker på at børn forstår langt mere end de er i stand til at give udtryk for.
Jeg kan huske at Martin bad Emilie om at sætte et magnetbostav fast på køleskabet, og det gjorde hun så bare, i lige linje. Hvad ville der ske hvis du gav hende 5 – 6 bogstaver og bad hende finde de to der er ens. Jeg er sikker på at man i hendes alder godt forstår begrebet “ens” lige som Cecilie godt forstod begrebet “på plads” om dine sundhedssandaler, og endda skulle åbne skabet for at sætte dem der ind.